Tottenham får bugt med særligt kompleks
Tottenham skulle lørdag følge op på en stærk 2-0-sejr mod Manchester United.
Inden lørdagens udekamp mod Bournemouth havde Tottenham haft noget af et kompleks på fremmed græs, hvor man blot havde vundet en af de seneste ni udekampe i Premier League.
Men det blev der rettet op på i opgøret på Vitality Stadium, hvor sejren aldrig for alvor var i fare.
Her vandt Spurs nemlig 2-0 på mål af James Maddison og Dejan Kulusevski.
Gæsterne fra London kom første gang foran i kampen efter 17 minutters spil, da Pape Sarr spillede James Maddison fri.
I anden halvleg blev føringen fordoblet, da Dejan Kulusevski fra klos hold kunne sende Ange Postecoglous mandskab på 2-0. Destiny Udogie stod for forarbejdet. Det var i øvrigt Kulusevskis første Tottenham-mål i syv måneder, for seneste mål fra svenskeren faldt tilbage i januar.
Pierre-Emile Højbjerg fik den sidste halve time på banen.
På tirsdag venter der for Tottenham et opgør mod Fulham i Carabao Cuppens anden runde, mens modstanderen i Premier League-regi hedder Burnley i næste weekend. Andoni Iraolas mandskab skal møde Swansea i Carabao Cuppens anden runde, inden det gælder Brentford på udebane i Premier League i næste weekend.
TOPHISTORIER LIGE NU