Eden Hazard retur til Premier League?
Eden Hazard er i øjeblikket uden klub, efter at han tidligere på sommeren forlod Real Madrid, da hans kontrakt med klubben løb ud.
Der har siden da været meldinger om, at belgieren kunne trække sig tilbage på grund af tilbagevendende skader.
Men Crystal Palace er tilsyneladende af den overbevisning, at den 32-årige belgier stadig kan gøre en god figur i Englands bedste række. Og så kan det også være en god aftale, sådan rent kommercielt.
Det melder mediet Football Transfers, som mener at vide, at Palace vil tilbyde Hazard en et-årig kontrakt med en lønstruktur, der er indrettet således, at han vil blive betalt for hver gang, han spiller.
Aftalen vil dermed være afhængig af hans optrædener og præstationer for klubben, lyder det.
Det er op til spilleren selv at beslutte, om der er mere tilbage i tanken, men en retur til Premier League og en klub i London kan sandsynligvis friste den tidligere Chelsea-stjerne.
Hazard spillede i perioden fra 2012 til 2019 245 Premier League-kampe for Chelsea med 85 mål til følge.
I hans fire år hos Real Madrid, der varede fra 2019 frem til i år, blev han blot noteret for 54 kampe og fire mål.
TOPHISTORIER LIGE NU