VM-skandalerne: Fascismens VM
I dag skal det handle om historiens mest skandaleinficerede VM. Italien 1934.
Ligesom i forbindelse med afholdelsen af det første verdensmesterskab, 4 år tidligere i Uruguay, ønskede det svenske fodboldforbund atter af være værter for slutrunden. DBU gav – også i lighed med tidligere – ingen støtte til de svenske naboer, og dansk deltagelse kunne slet ikke, under nogen omstændigheder, komme på tale. Det danske landshold befandt sig i en selvvalgt isolation fra internationalt turneringssamkvem, idet DBU nægtede at spille mod professionelle landshold. Det danske landshold var i øvrigt i en ret omfattende sportslig krise. Man måtte indse, at ”herredømmet” som Nordens stærkeste fodboldnation var sat over styr, og både Sverige og – i særdeleshed – Norge havde givet danskerne baghjul.
Man har formentlig i unionen rystet på hovedet af beretningerne om råt spil, slagsmål og forargelige dommerpræstationer i forbindelse med slutrunden i Uruguay. Men VM i 1934 skulle blive endnu værre.
FIFAs kongres i 1932 blev afholdt i Stockholm, hvilket fik den svenske optimisme i forhold til værtskabet til at blomstre. Men den skandinaviske vision blev skudt i sænk da det viste sig, at man i FIFAs eksekutivkomité havde besluttet, at medlemslandene ikke skulle stemme. Komitéen besluttede på egen hånd at tilgodese det italienske bud på turneringsafviklingen. Det skabte forståelige frustrationer og rygter om at Italiens diktatoriske regering med ”Il Duce”, Benito Mussolini i spidsen, havde bestukket FIFA-spidserne. Ufine metoder og urent mel i posen skulle siden blive et vedvarende tema.
Fascismens VM
Fascisterne i støvlelandet havde fået øje på sportens gigantiske propagandamæssige potentiale.
Ligesom Hitlers OL i Berlin to år senere, skulle slutrunden om verdensmesterskabet eksponere et velorganiseret Italien, hvor togene kørte til tiden og alle var glade. Den massive økonomiske krise der satte et tungt præg på de vestlige økonomier, med kolossal arbejdsløshed og knappe ressourcer, var ikke noget tema i fascismens lykkeland. Men det var temmelig essentielt, at ”Gli Azzurra” fremstod som en sportslig succes. Italien skulle vinde mesterskabet. Og det var magthaverne villige til at sætte alt ind på.
Der var 16 deltagende nationer, så det havde været helt oplagt med 4 puljer, men formatet blev i stedet knald-eller-fald efter knockoutsystemet. Det betød jo så også, at de italienske drømme kunne få en brat ende, hvis man var uheldig med lodtrækningen. Værtsnationens seedning gav dog en vis fordel, og minsandten om ikke USA, turneringens formentlig dårligste hold, blev Italiens modstander i første runde. Det gik planmæssigt med en 7-1-sejr. Landsholdscoachen Vittorio Pozzo havde da også fået rådighed over hele tre naturaliserede argentinske stjernespillere, Raimundo Orsi, Enrique Guaita og den uhørt brutale Luis Monti. Sidstnævnte havde ganske vist vundet både OL- og VM-sølv med Argentina, men ikke desto mindre optrådte han ved dette VM som Pozzos bøddel.
Montis kompetencer kom i fuld anvendelse i kvartfinalen mod Spanien. Begge mandskaber spillede med stor kynisme og aggression, og opgøret udviklede sig til et råt slagsmål, næsten som en forløber til den bestialske spanske borgerkrig et par år senere, hvor Mussolini hjalp sin politiske fælle, Generalissimo Franco. Kampen endte overraskende 1-1. Det lykkedes ikke for hjemmebanefavoritterne at nedbryde spaniernes kampånd, men de havde held med at sparke verdens på det tidspunkt bedste målmand, Ricardo Zamora, i stykker. Så grundigt, at keeperen var ude af stand til at tage del i omkampen, der blev spillet dagen efter ”Slaget i Firenze”, og endte med en italiensk 1-0-sejr på et mål af stjernen Giuseppe Meazza.
De gode græd og de onde lo
I semifinalen stod værterne imidlertid over for en virkelig vanskelig udfordring. At overvinde Østrigs Wunderteam på det tidspunkt må have føltes som at bestige de højeste Alper. Der var dengang almindelig udbredt enighed om, at østrigerne spillede det mest formfuldendte og smukke tekniske fodbold på planeten. Holdet optrådte nærmest som en levende organisme med en næsten musikalsk fleksibilitet og samhørighed. Dirigenten for dette Wienerfilharmoniker-ensemble var den spinkle mestertekniker Mathias Sindelar, kaldet ”Papirmanden”. I kvartfinalen havde østrigerne udkæmpet et ægte arvefjendeslag mod Ungarn, der blev besejret med 2-1. En af magyarernes stjerner var forwarden Geza Toldi, der siden blev en massiv profil som træner i dansk fodbold.
Nu var gode råd dyre. Men heldigvis var fascisternes lommer dybe. Det gjaldt i al sin enkelthed om at smadre det polerede og velsmurte østrigske pasningsspil, og i særdeleshed Sindelar, og så få dommeren til at vende det blinde øje til. Opgørets svenske dommer, Ivan Eklind, blev inviteret i audiens hos Il Duce himself, og minsandten om ikke det hele gik op i en højere enhed for italienerne. Voldsparate Luis Monti sparkede Sindelar i smadder, og østrigerne blev behandlet tilstrækkeligt hårdhændet til at de stadig var groggy og desillusionerede da de, 4 dage senere, tabte bronzekampen til Tyskland. Kynismen sejrede over æstetikken. De gode græd og de onde lo. Værterne vandt 1-0 på et mål af argentineren Guaita, og dommer Ivan Eklind blev behændigt positioneret ind som finaledommer. Italien skulle jo helst gå hele vejen.
Modstanderen i slutopgøret var Tjekkoslovakiet. På flere planer en symbolsk konfrontation mellem den sydeuropæiske totalitarisme og en relativt ny og ambitiøs demokratisk stat. Tjekkerne forsøgte netop på den tid at skabe positive relationer med de vestlige nationer, og indgik i en alliance med Frankrig og Storbritannien, den såkaldte ”Lille Entente”. Fronterne var trukket skarpt op.
Finalen blev endnu en understregning af, at den kyniske og rå tilgang havde momentum. Tjekkerne, med den fremragende keeper Frantisek Planicka og topscoreren Oldrich Nejedly i spidsen, stod ikke tilbage for det brutale italienske spil. 10 minutter før tid kom udeholdet endda sensationelt foran. Men på et par sene scoringer af Schiavio og argentineren Orsi tog værterne Jules Rimet trofæet. Voldsomme og desperate tjekkiske appeller for offside prellede af på dommer Eklind.
De 55000 tilskuere på det Nationale Fascist Partis Stadion i Rom kunne jublende hilse med højre arm op imod æreslogen, hvor Benito Mussolini med et lumsk smil kunne modtage folkets hyldest.
Portræt, Geza Toldi: Link.
Portræt, Mathias Sindelar: Link.
Portræt, Vittorio Pozzo: Link.
VM-skandalerne 1930: Link.
