United føler sig sikker på stjernetransfer
Manchester United har stor tiltro til, at de kan sikre sig Jonathan Tah til sommer.
Den rutinerede midterforsvarer fra Bayer Leverkusen er nemlig klar til et nyt kapitel i karrieren, og han drømmer om Premier League.
United har haft en skuffende sæson i Premier League og tabte senest 2-0 hjemme til West Ham søndag eftermiddag.
Klubben ligger faretruende lavt i tabellen, men har stadig mulighed for at redde sæsonen i Europa League, hvor klubben står over for Tottenham i finalen. En sejr vil give adgang til næste sæsons Champions League.
Samtidig planlægger Manchester United en større udrensning i truppen til sommer, hvor der skal forstærkes både i angrebet, på midtbanen og mellem stængerne.
Det skal der dog også i forsvaret, hvor Tah står højt på ønskelisten hos klubbens cheftræner, Rúben Amorim.
Den 29-årige tyske landsholdsspiller forlader Bayer Leverkusen denne sommer efter at have været en nøglespiller på holdet, der sikrede sig Bundesliga-titlen i 2023/24-sæsonen.
Ifølge The Mirror har United allerede haft møder med Tahs agent, Pini Zahavi, og føler sig sikre på, at man kan overbevise forsvarsspilleren om at vælge Old Trafford frem for konkurrenterne fra Bayern München.
Selvom Tah er smigret over interessen fra Bayern, fremgår det, at han i årevis har haft et ønske om at spille i Premier League.
Og hvis United kvalificerer sig til Champions League, er han klar til at intensivere forhandlingerne med den engelske storklub.
Søndag var Rasmus Højlund desuden i skænderi med en holdkammerat hos Manchester United.