Han var et engelsk fodboldgeni - men levede et liv i kaos
Den uregerlige, problematiske og ikke mindst geniale Alan Anthony Hudson fylder 75 år i dag.
Hudson var manden på den offensive midtbane med de overraskende og visionære afleveringer, da Chelsea FC var en magtfaktor i engelsk fodbold i starten af 70’erne.
Som knægt var Alan Hudson angiveligt Fulham-fan, men det blev i Chelsea, at han brød igennem i begyndelsen af 70’erne på et strålende og offensivt sprudlende mandskab, som Dave Sexton og Tommy Docherty førte frem fra en tilværelse som forholdsvis obskur 2. divisionsklub, til en position i ligaens absolutte top.
Det blev til FA Cup sejr over to jernhårde opgør mod Leeds United i 1970 (Hudson var desværre skadet i de to finaler), og triumf i Europa Cup turneringen for pokalvindere året efter, hvor Real Madrid blev besejret i to tætte dyster (dengang brugte man omkamp, frem for straffesparkskonkurrence).
Men en magtkamp mellem en gruppe spillere der ønskede mere autonomi og friere tøjler på den ene side, og en striks og krævende manager på den anden, førte til salg af flere profiler. Mest fremtrædende blandt disse var centerforwardstjernen Peter Osgood og styrmanden Alan Hudson. Med i bagagen fulgte et ry for at være egenrådig og besværlig.
Viste verdensklasse mod de tyske stjerner
Hudson blev “samlet op” af Stoke Citys visionære manager, Tony Waddington, der så stort på det tilegnede image som ballademager, og med stor succes byggede sit hold op omkring den kontroversielle midtbanegeneral. Hos the Potters viste Hudson for alvor at han kunne bære tungt ansvar og Waddingtons store tillid blev belønnet – og gengældt. Stoke havde en historisk stærk periode med 5. pladser i ligaen i 1974 og 75.
Landsholdets træner, Don Revie, havde ganske enkelt ingen anden udvej end at udtage Alan Hudson til landsholdet.
I marts 1975 udgjorde bohêmen således den centrale midtbane for England sammen med Alan Ball og Colin Bell i en venskabskamp foran 100000 tilskuere på Wembley. Modstanderen var ingen ringere end Helmuth Schöns vesttyske verdensmestre med Maier, Beckenbauer og hele pivtøjet. Hudson spillede en gudekamp og splittede tyskerne totalt ad med sine geniale pasninger. Alt gik op i en højere enhed og England brillerede med en flatterende og meriterende 2-0-sejr. Det var ikke så lidt af en forløsning, for tyskerne havde slået England tre gange siden 1968, og i 1972 havde englænderne, med en helt usædvanlig defensiv pindsvine-taktik, fightet sig til 0-0 mod de generelt ret overlegne vesttyskere.
I den næste landskamp sejrede Three Lions med 5-0 over Cypern på fem mål af Malcolm MacDonald. Atter var Alan Hudson manden med det cool overblik og den uovertrufne teknik. Det blev desværre hans sidste landskamp. Don Revie fandt ham for uberegnelig. Da Stoke City balancerede på randen af fallit, måtte Tony Waddington meget modvilligt sælge Hudson til Arsenal.
Utilpasset geni
I 1978 indkaldte Ron Greenwood Alan Hudson til landsholdstruppen forud for en venskabskamp mod Brasilien, men Hudson meldte fra i irritation over, at han kun var med på afbud. Der florerede samtidig rygter i pressen om playboy manerer og et højt alkoholforbrug.
Hos the Gunners faldt midtbaneesset forholdsvis hurtigt i unåde hos den taktisk usikre og famlende manager, Terry Neill. Arsenals fans elskede imidlertid Hudson, på trods af at han kun fik to sæsoner på Highbury.
Problembarnet tilbragte derefter adskillige af sine bedste fodboldår i den nordamerikanske liga. Synd og skam. Siden blev det til et comeback i Stoke, men uden at Hudson var i nærheden af tidligere tiders klasse.
Da karrierens rampelys slukkedes, røg Alan Hudson ind i en tilsyneladende endeløs social deroute. Han havde store problemer med alkoholisme, hans forretninger endte i konkurs, han blev skilt, kørt ned af en bil og alvorligt kvæstet, og han var i en periode hjemløs.
Bogen ”The Working Man’s Ballet” blev imidlertid Hudsons redning. Den var en velskrevet og ærlig beretning om fodboldkarrieren, specielt med fokus på årene på Victoria Ground. Titlen var inspireret af Tony Waddingtons velkendte definition på fodbold. Spillet er det jævne folks ballet – svaret på overklassens finkultur. Hudson var selv, på sine bedste dage, rendyrket kunst.
Siden har Alan Hudson levet af at være skribent og ekspertkommentator – ”pundit” – som man siger derovre. Han kører pt. en podcast.
Helbredet har været skrantende, men i dag fejrer den gamle magiker altså 75-års fødselsdag.
