Annonce
Annonce

Tragedien knuste et stjernehold - men fødte en fodboldgigant

11.08.2026 Kl. 11:17

Manchester United er i dag et globalt brand og en af klodens mest populære fodboldklubber. Det er der flere årsager til, men den væsentligste står i et tragisk relief: München-katastrofen.

Det succesrige ”Busby-babe” mandskab, der to gange i træk havde vundet det engelske mesterskab, og netop havde spillet sig i semifinalen i Europa Cup turneringen for mesterhold, blev tragisk decimeret i München Riem Lufthavn den 6. februar 1958. 

Sne og slud på startbanen umuliggjorde take-off, og transportflyet med 44 personer og hele Manchester Uniteds verdensklassehold, forulykkede på dramatisk vis. Flyet brasede ind i et hegn og rev den ene vinge af i et sammenstød med et hus. Derefter pløjede det direkte ind i et skur med et benzinlager, hvilket forårsagede en eksplosionsbrand.

20 passagerer døde på stedet, og tre døde af kvæstelser, heriblandt andenpiloten. Flere fik desuden meget alvorlige skader. 

Målmanden Harry Gregg blev tragediens helt og lyspunkt, idet han reddede flere personer ud af det brændende vrag, blandt andre den unge superstar in spe, Bobby Charlton.

Men 8 spillere (foruden 3 fra trænerstaben) omkom: Geoff Bent, Roger Byrne, Eddie Colman, Duncan Edwards (der døde af kvæstelser på hospitalet), Mark Jones, David Pegg, Tommy Taylor samt Billy Whelan. Manager Matt Busby blev kvæstet, men klarede sig.

United havde formået at kvalificere sig til FA Cup-finalen, og der var ikke et øje tørt, da reserverne for de omkomne og sårede gik på banen, anført af overleverne Bill Foulkes, Harry Gregg, Bobby Charlton og Dennis Violett. Finalemodstanderen Bolton Wanderers vandt på to scoringer af landsholdscenterforwarden Nat Lofthouse, men det var naturligt, at sympatien samledes om United. Lofthouse beseglede Boltons sejr ved at skubbe helten, Harry Gregg, ind i målet med bolden i hænderne. Et kontroversielt mål, der var uhyre upopulært. Alle (undtagen Trotters-fans) holdt med United. 

Og således blev en ny æra grundlagt. Manager Matt Busby kom sig og opbyggede nye succesfulde generationer på Old Trafford. Som en Fugl Fønix vedblev Manchester United at være en enorm magtfaktor i både engelsk og europæisk fodbold og er i dag blandt de mest populære klubber verden over.

Meritter:

20 x engelsk mester

13 x FA Cup vinder

6 x Liga Cup vinder

3 x vinder af Champions League/Europa Cup for mesterhold

1 x Europa Cup for pokalvindere

1 x Europa League

Spilledragten:

De røde trøjer, hvide shorts og sorte sokker har været benyttet langt tilbage i historien, faktisk siden 1902. En kort overgang ændrede man til et rød-hvidt tværstribet kit, men efter en nedrykning til 3. division (!) i 1934 kom det gamle outfit skyndsomst tilbage på banen…

Der er ingen tvivl om at Manchester Uniteds tilnavn, De Røde Djævle, er et af de mest ikoniske i engelsk fodbold, ja for den sags skyld i international fodbold. Men djævlen er en lidt nyere foreteelse når man gransker historien bag klubbens logo. Faktisk blev det nuværende badge først indført omkring 1970. Og det berømte tilnavn har United overtaget – nogen ville sige stjålet – fra en helt anden klub og sportsgren.

Betegnelsen the Red Devils blev oprindeligt tildelt Salford Rugby Club i 1934, da denne klub var på en opvisningsturné i Frankrig. Den begejstrede franske presse udnævnte rugbyholdet som ”Les Diables Rouges”. Navnet hang siden ved og klubben hedder i dag officielt Salford Red Devils.

Manchester United FC kaldtes tidligere the Heathens – hedningene – som et ordspil der kommer af klubbens originale navn Newton Heath. Men Matt Busby mente i 1960’erne at klubben trængte til et nyt image, og man tilsneg sig efterhånden djævlenavnet, indførte den lille sataniske figur med trefork i klubbens heraldiske våbenskjold, og kreerede klubmaskotten ”Red Fred”. En hornet rød hyggebamse. Således opgraderedes altså hedninge til rene djævle.

Truppen

Manager Michael Carrick skal forsøge at gentage, eller forbedre sidste års tredjeplads. Den fine slutplacering kom i hus efter en ellers temmelig svingende og turbulent sæson, men Carrick har været på transfermarkedet for at forstærke truppen, og i skrivende stund har man hentet Andrey Santos i Chelsea og Youri Tielemans i Aston Villa. Men det svirrer med rygter, og Uniteds enorme fanbase kan godt se frem til flere investeringer.

Især er den centrale midtbane i fokus efter at Casemiro har forladt Old Trafford. Carrick har udtrykt interesse for bl.a. Carlos Baleba og Real Madrid-spillerne Tchouameni og Camavinga. Det kan dog ende med en billigere – men ikke nødvendigvis dårligere – løsning i form af Alex Scott fra Bournemouth. 

Fra et dansk perspektiv skal det blive særdeles interessant at følge Patrick Dorgu i den kommende sæson. 

Et bud på en slutplacering: Der er rigtig meget kvalitet i Uniteds trup. De slutter i top-3 som i sidste sæson, men kan ikke fravriste Arsenal titlen. 

Premieren: 

Det første opgør i den nye sæson sender oprykkerne fra Hull op mod Manchester United på MKM Stadium.  

The Tigers slog United i Liga Cuppen i 2017, men statistikken er på De Røde Djævles side. I 33 indbyrdes opgør i historien siden 1905, har United vundet de 22 og Hull 6.

Nyheder

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce