Tæt på skifte: United modtager nyt Greenwood-bud
Kun de personlige vilkår står mellem Mason Greenwood og et skifte til Lazio.
Det skriver den italienske journalist Alfredo Pedullá på sin hjemmeside.
Ifølge Pedullá bør Lazios bud på små 190 millioner kroner plus en videresalgsklausul på mellem 40 og 50 procent være nok til, at Manchester United afgiver Greenwood, som angiveligt gerne vil til den italienske hovedstadsklub.
Journalisten skriver desuden, at der onsdag var direkte kontakt mellem Lazio og Manchester United.
Også Marseille, Juventus, Napoli, Atletico Madrid, Barcelona og Getafe har været nævnt blandt Greenwoods bejlere. Det har længe stået klart, at englænderen ikke har en fremtid i United, som i den forgangne sæson lånte ham til Getafe.
I sin tid hos Getafe scorede Greenwood otte mål og lavede seks oplæg i 33 La Liga-kampe. Hans kontrakt med De Røde Djævle løber til 2025.