
3 brødre på landsholdet: En unik, historisk rekord
Boston og brødrene
I 1930’erne havde B.93 hele fem brødre med på deres enormt stærke og succesrige førstehold.
Hele tre af brødrene kom på det danske landshold, og det er faktisk rekord.
Ifølge Palle Banks Jørgensen spillede Henry Nielsen 137 kampe, Arno Nielsen 135, Helmuth Nielsen 217, Bent Nielsen 30, og endelig Svend Nielsen (med tilnavnet Boston) 139 kampe for 93’erne.
Henry, Arno og Svend var også på A-landsholdet, sidstnævnte endda som anfører, og den målfarlige Helmuth var givetvis ikke langt fra, men måtte nøjes med et par U-landskampe.
Den fodboldgale familie havde bopæl i Lægeforeningens boliger på Østerbrogade. Faren var søfyrbøder og ind imellem arbejdsløs. I alt var der 7 børn i familien, og midlerne var ret begrænsede.
B.93 var en klub der afspejlede alle sociale segmenter på Østerbro. Fra arbejderne i de mørke baggårde, til funktionærerne i de pæne lejligheder ud mod bydelens brede gader og boulevarder. Nielsen-brødrene tilhørte den første kategori.
I denne sammenhæng skal det handle om Svend, der blev født på denne dag i 1928.
OL-kampagnen i 1952
Han startede som helt ung som angriber, men blev siden en ualmindelig stærk halfback eller forsvarer. Han var i besiddelse af betydelige lederevner og et ekstremt hårdt spark.
I 1950 debuterede Svend ”Boston” på A-landsholdet i en dansk 4-0-sejr over Norge. To år senere var han en af Danmarks vigtigste spillere i forsøget på at opnå medaljer ved OL i Helsinki.
OL-holdets defensiv blev bygget op omkring AB’s rutinerede Poul Petersen og Svend ”Boston” Nielsen. På den vigtige og centrale position som centerhalf skulle AB’eren Christen Brøgger have spillet, men kort før OL blev han desværre skadet, og UK valgte i stedet en debutant, Poul ”Store” Andersen fra B.93. Det var en god disposition, for ”Store” var stærk og ualmindeligt hård at slå sig på, og han voksede hurtigt med ansvaret. Desuden var hans samarbejde med Boston fremragende.

Danskerne havde nerverne uden på tøjet
OL-slutrunden var på det tidspunkt organiseret som en cupturnering. Det var ret surt, for at sige det mildt, at man kunne blive slået ud, og således måtte rejse hjem på grundlag af en enkelt offday. Da der var 25 deltagende nationer, måtte man igennem en præliminær runde inden man eventuelt kunne kvalificere sig til den officielle første runde, så det kunne med andre ord blive farvel og tak allerede inden ”hovedturneringen” blev påbegyndt.
Danmark trak Grækenland i ”for-runden”. En nation som man aldrig tidligere havde mødt i en officiel landskamp, og som man vidste meget lidt om. Hellenerne var repræsenteret af deres U-23 landshold, hvilket var et forsøg på at finde en kompromisløsning ift. OL’s amatørkodeks. Den danske presse mente generelt, at grækerne var en heldig lodtrækning.
Gunnar ”Nu” Hansen rapporterede via Statsradiofonien direkte fra Tampere, og folk sad klinede til deres radioer. Det var hurtigt tydeligt, at der stod meget på spil, og danskerne spillede ekstremt nervøst. Et lille spilovertag blev heldigvis omsat til to scoringer i første halvleg, sat ind af Poul Erik ”Popper” Petersen og Holger Seebach, men i anden halvleg mistede danskerne gradvist kontrollen, og grækerne pressede på. Da Emmanoulidis reducerede i det 84. minut, var der angst og bæven blandt radiolytterne, og der var tydeligt nerver på hos de 11 rød-hvide, men i kraft af solidt forsvarsspil hev man den snævre sejr hjem.
Årets Spiller kanonerede sejren hjem
Danmarks næste modstander var Polen, der havde slået Frankrig med 2-1 i den første kamp. Danskerne havde besejret ”Ørnene” i 1948 og 49, men da havde man mønstret en meget anderledes besætning.
Opgøret blev afviklet i Turku, eller Åbo som ”finsk-svenskerne” foretrækker at kalde byen, og der mødte 8000 tilskuere frem til en tæt og intens knald-eller-fald kamp.
UK valgte samme opstilling som mod Grækenland, under devisen ”never change a winning team”, og selv om angrebskæden langt fra havde imponeret. Det gjorde den heller ikke mod Polen, men holdet hang alligevel bedre sammen denne gang, ikke mindst i kraft af Poul Andersen i centerforsvaret, der spillede fremragende, de to backs, og keeper Jørgen Johansen som også imponerede med en fin præstation. Mod forventning var det defensiven der bar holdet igennem.
Det hjalp utvivlsomt på nervøsiteten, at skudstærke Holger Seebach var på pletten allerede efter 17 minutters spil, og da Svend ”Boston” Nielsen i 2. halvleg kanonerede et frispark fra lang afstand i kassen bag den polske målmand, kunne sejren relativt stille og roligt køres i hus. ”Boston” blev rost i pressen som Danmarks bedste, og i det hele taget havde 93’eren en strålende sæson. Han blev kåret til Årets Spiller i flere aviser, selv om man dengang endnu ikke havde en sådan officiel titel.
Optimismen groede forsigtigt. Holdet havde nået kvartfinalen, og havde sikret en overordnet respektabel præstation.
Spilintelligent modstander blev endestationen
Kvartfinalemodstanderen var skræmmende. Jugoslavien havde besejret – og udspillet – Danmark i to opgør i 1950.
Klasseforskellen var på forhånd indlysende, og den blev desværre hurtigt evident. Jugoslaverne virkede ikke trætte efter deres to slidsomme opgør mod USSR. Det ellers så solide danske forsvar blev overrumplet af hurtige kombinationer, og med tre scoringer i første halvleg var kvartfinalen så godt som afgjort. Knud Lundberg bragte lidt spænding ind i kampen med en reducering efter godt en times spil, men modstanderne strammede op, og satte yderligere to kasser ind på ”Panteren”, Jørgen Johansen. Danskerne gav dog ikke op, og blev belønnet med to sene, kosmetiske scoringer, signeret af Holger ”Altid god for et mål” Seebach, og Jens Peder Hansen.
Danskerne kunne tage hjem med æren i behold. OL-indsatsen fortjener på ingen måde at være hensat i glemsel.
Professionel i Frankrig
For Svend blev turneringen en foreløbig flot kulmination på karrieren. Han blev anfører for landsholdet som 23-årig i efteråret 1952, og scorede i en stærk dansk 3-2-sejr over Holland i Idrætsparken. Så kaldte udlandet.
I 1953 blev han solgt til italienske AS Roma. Men han kom i klemme i støvlelandets regler om antal af udlændinge i klubberne, og blev udlejet til franske Roubaix. Her spillede Boston i tre sæsoner som professionel. Trods et brækket ben blev det til 75 kampe.
Efter hjemkomsten til Danmark arbejdede han som havnefunktionær. Boston døde i 2005. 76 år gammel.