
Skabte et tophold – så ramte katastrofen
The Potters: Mestre?
Året er 1975. Det er den sidste dag i marts måned, og den engelske turnering er ved at nærme sig sin afgørende fase. Kampen om titlen i toppen af 1. division er historisk åben. Der er hele fem klubber med en realistisk mulighed for at vinde mesterskabet. Everton har længe været tophold, men er i krise. Derby County spiller fremragende under manager Dave Mackay, men mangler stabilitet. Ipswich Town er overraskende med fremme, men kun få tror for alvor på dem.
Til gengæld er topholdet Liverpool i storform. De er på besøg hos sæsonens største sensation: Stoke City. På Victoria Ground i Stoke-on-Trent er der mødt 46.000 tilskuere op på et stadion, hvor der normalt ikke kommer flere end 30.000. Til folkets jubel spiller opkomlingene fremragende og vinder med 2-0 over Bob Paisleys titelfavoritter, og mod slutningen af opgøret begynder det talstærke hjemmepublikum at istemme en – for dem – ganske ny og uvant ”chant”: ”Champions, champions, champions!”
Da Stoke også vinder den næste kamp (overbevisende med hele 3-0 over Chelsea), er sagen klar. The Potters kan for første gang i klubbens historie vinde det engelske mesterskab, hvis man er i stand til at få seks point i turneringens sidste tre kampe. Afgørelsen er i egne hænder.
Idealisten
Bag ved denne helt forbløffende succes står en af engelsk fodbolds fineste og dygtigste managere, Stoke Citys store idealist, klublegenden Tony Waddington. Han blev født på denne dag i 1924.
Waddington voksede op i Manchester i de fattige 30’ere. Han fik en beskeden aktiv karriere i 3. divisionsklubben Crewe Alexandra, men måtte stoppe tidligt på grund af skader. I stedet blev han, som blot 27-årig, ansat som coach i Stoke City. Det blev begyndelsen på et 25-årigt virke i the Potteries.
I 1960 fik Waddington chancen som manager, men Staffordshire-klubben var godt og grundigt i tovene. Holdet spillede deprimerende ringe og lå i bunden af 2. division. Publikum svigtede fuldkommen, økonomien var sløj, og Stoke City lignede faktisk i bund og grund en død sild.
Tony Waddington var imidlertid en ihærdig mand, og han bragte i første omgang en velorganiseret betondefensiv, der var så effektiv, at den fik klubben på ret kurs. I medierne blev stilen kaldt ”the Waddington Wall”. Men manageren indså klogt, at forsvarsmuren, om end nok så solid, ikke i længden udviklede spillerne og holdet, så trods den umiddelbare succes sadlede han fuldkommen om.
For 3.000 pund købte Waddington den legendariske Sir Stanley Matthews i Blackpool. Engelsk fodbolds mest underholdende offensivspiller gennem tiderne var på det tidspunkt 46 år! Samarbejdet mellem veteranen og den grønne manager førte intet mindre end en taktisk revolution med sig.

Købte ældre klassespillere og sendte sit hold i offensiven
Stoke spillede nu nærmest ultimativt angrebsorienteret og rykkede op i 1. division i 1963 med ”gung ho”-offensiv fodbold. En stil, som blev synonym med Waddington i resten af hans trænerkarriere.
I realiteten blev det en ufravigelig konceptuel tilgang til spillet, og Waddington blev aldrig træt af at udbrede sin idealistiske filosofi. Han kaldte kærligt fodbolden for ”the working man’s ballet”.
I 1971 advarede han om, at engelsk fodbold blev mere og mere præget af destruktiv og defensiv fodbold. Scoringsfrekvensen i 1. divisionskampene var den laveste i næsten 50 år. ”Waddy” gik så langt som til at advokere for at eksperimentere med pointsystemet, så man fik point for scorede mål i kampene frem for resultatet.
Waddington havde ikke store beløb at spendere, men han formåede alligevel at opbygge og udvikle et dygtigt og konkurrencestærkt mandskab.
Da Tipsfodbold blev en fast bestanddel af de danske tv-seeres vinterlørdage, havde Stoke for alvor fået sportslig medvind, og de vandt mange skandinaviske fans. I 1972 skrev den idealistiske manager så historie, da han førte Stoke City til klubbens første og eneste trofæ. Det skete med en Liga Cup finalesejr på 2-1 over Chelsea.
Og så er vi tilbage på Victoria Ground i foråret 1975, hvor Stoke – med Liverpool besejret og Chelsea udspillet – pludselig lignede en sensationel, men yderst fortjent, engelsk mester.
Stoke havde massiv modgang
The Potters havde ellers haft sin del af uheld og modgang. Den rutinerede centerhalf Alan Bloor blev sat tidligt ud af spillet med en alvorlig skade. Afløseren, den notoriske fighter Denis Smith, brækkede benet. Landsholdsbacken Mike Pejic spillede et kvarter med et benbrud i en forrygende match mod Wolverhampton. Alan Hudson ”nøjedes” med at brække næsen. Stokes smalle spillertrup var spændt ud til bristepunktet. Dengang spillede klubberne op mod 70 kampe på en sæson. Med trupper på typisk 15-16 mand.
Det umenneskelige og opslidende program var noget, som netop Tony Waddington ofte havde langet ud efter i medierne. I 1972 foreslog han en indskrænkning af 1. division fra 22 til 18 hold for at få bragt kampantallet ned. Men presset uden for kridtstregen kunne også være strabadserende. I forbindelse med at Evertons manager Harry Catterick pludselig kollapsede i 1971, udtalte Waddington til Liverpool Echo, at: ”Det kunne være hårdere at se på fra sidelinjen end at være inde på banen,” og at, ”managerjobbet bliver hele tiden mere og mere presset.” Begrebet stress var såmænd dårligt nok opfundet, men ikke desto mindre var det jo det, han var på forkant med.
Måske var det baggrunden for et alkoholforbrug, der blandt andet medførte en dom for spritkørsel det år. Waddy var på vej hjem til en familiefødselsdag og stoppede på en pub for at stive sig af med tre brandyer. Bagefter slingrede bilen voldsomt, og politiet måtte gribe ind.
Smuldrede til sidst
Med al den modgang kunne man godt have undt Waddingtons projekt at blive belønnet med mesterskabsguldet i sæsonen 1974/75, men det blev Derby County, der vandt det efter et vanvittigt tæt opløb. På tærsklen til triumfen faldt Stokes trætte trup sammen. De sidste tre kampe indbragte kun to sølle point. Med fuldt udbytte var The Potters blevet mestre, men nu måtte man i stedet nøjes med en femteplads, der i den sidste ende ikke engang rakte til en UEFA Cup billet.
Det blev kulminationen på Stoke Citys succesrige æra – og på Tony Waddingtons 25 år lange energiske og metodiske virke hos de rød- og hvidstribede. Snart væltede ulykkerne ned over Victoria Ground – i bogstavelig forstand!
Orkan rev stadiontaget af
En orkan rev nemlig på chokerende vis taget af den ene stadiontribune i januar 1976. Klubben havde kun råd til de nødvendige reparationer og istandsættelser, hvis man solgte de mest attraktive spillere. Tony Waddington måtte se Alan Hudson, Jimmy Greenhoff og den heroiske Mike Pejic forlade Stoke. Og året efter Peter Shilton. Der var ikke penge til erstatninger, og i 1977 gik det galt.
Portræt af Alan Hudson: Han var et engelsk fodboldgeni – men levede et liv i kaos
Waddington følte ikke længere, at han kunne tilføre sit hold det fornødne fra managerbænken, og overlod tøjlerne til sin assistent – den tidligere anfører George Eastham – mod slutningen af sæsonen. Men det hjalp ikke. På sidste spilledag forsinkede nedrykningstruede Coventry Citys klubpræsident med vilje den sidste kamp på Highfield Road med 20 minutter. Dermed var Coventry og Bristol City orienteret om udfaldet af de øvrige kampe, da deres indbyrdes opgør til slut gik helt i stå og endte med en uafgjort, der reddede begge på Stokes bekostning.
I 1991 blev Tony Waddington udnævnt til direktør i hjerteklubben. Idealisten døde som 69-årig i 1994.