Selvmål afgjorde skandale-pokalfinalen

Ole Rasmussen, ikke at forveksle med Næstveds legende af samme navn, fylder 66 år i dag.

Visse spillere huskes, ganske uretfærdigt, for enkelte uheldige fejltagelser. Man kan ikke komme udenom den ulyksalige tilbagelægning, når emnet er Jesper Olsen, og Thomas Sørensens eftermæle er, trods hans superflotte karriere og høje standard, i urimelig grad skæmmet af et par isolerede fejl i vigtige VM-kampe. I sådanne tilfælde er fodboldfolkets hukommelse selektiv og ubønhørlig. Det blev nok Ole “Tarok” Rasmussens skæbne.

Boldklubben Frems egen “knægt”

Dagens fødselar, Ole Rasmussen, var en dygtig venstre back, som blev udklækket i Frems egen ungdomsafdeling. Han blev afløser for landsholdsspilleren Flemming Ahlberg da denne ikke fik forlænget sin kontrakt og skiftede til B.1903.

Ole havde naturligvis ikke Ahlbergs driftssikre rutine, men var en pågående og angrebslysten, ”moderne” backtype, der passede glimrende ind i det offensive koncept, som Finn Willys efterfølger, Jan B. Poulsen implementerede efter at Frem var rykket ned i 2. division i 1980. Rasmussen var i besiddelse af en iøjnefaldende hurtighed, der satte ham i stand til at overhale direkte modstandere i ”ydersporet” langs sidelinjen, hvorfor tilhængerne i Valby gav ham tilnavnet ”Tarok”.

Udover at forny den taktiske tilgang skulle Jan B. Poulsen også fokusere på at integrere klubbens unge talenter i førsteholdstruppen. Det viste han sig heldigvis at være ganske god til. Så god, at DBU senere gav ham ansvar for den nationale talentudvikling som U-21 landstræner. Det kom bl.a. den da 21-årige Ole Rasmussen til gode.

Revitaliseret Frem-mandskab gik i pokalfinalen

Frem kom stormende ud af starthullerne i 2. division i 1981 med en uhyre angrebsivrig og aggressiv attitude. Hvilken metamorfose! I sæsondebuten blev Helsingør kanoneret i sænk med 7-0.

De næste kampe blev vundet med 4-0 over Randers Freja, 4-0 over HIK, 3-0 over Kolding og 5-2 over Holbæk. Bum! 5 sejre og en målscore på 23-2. Frem var overlegne og tilsyneladende ustoppelige, og syntes at cruise direkte mod oprykningen.

Som et helt særligt kuriosum og krydderi på sæsonen, lykkedes det Frem’erne at komme rigtig langt i pokalturneringen. Med en sensationel sejr på 3-1 over de danske mestre fra KB, på to mål af Kim Vilfort og et af Henrik Dam, var 2. divisions suveræne tophold pludselig i finalen. Så Kristi Himmelfartsdag, den 28. maj, stillede den gamle hæderkronede klub op til sin fjerde slutkamp i Landspokalturneringen på tre år (hvis man regner de tre ”Marathonfinaler” med).

Skandale-finalen

Pokalfinalen 1981 blev spillet på en fantastisk lun og solrig dag. Himlen var blå og publikum talstærkt og feststemt. Sådan ville go’e gamle Gunnar Nu Hansen have præsenteret den for sine seere/lyttere i fjernsynet eller statsradiofonien. Og han havde ikke løjet, for rammen omkring kampen var skøn og idyllisk. En rigtig pokaleftermiddag i Københavns Idrætspark med 17500 tilskuere på lægterne. Men realiteten var, at denne finale i Landspokalturneringen havde ”skandale” skrevet hen over sig med de store typer og i flammeskrift. På en eller anden måde kom kampens helt specielle og særegne forløb til at overskygge dét faktum, at DBU på skammelig vis havde forfordelt den ene part inden opgøret blev fløjtet i gang.

I dag forekommer det absurd og skændigt, men Frems nytilkome (fra Skovlunde) stjerneskud, Kim Vilfort, var udtaget til Ynglingelandskamp i Vesttyskland, og dermed – ifølge usmidige DBU – forhindret i at deltage. Frems bestyrelse protesterede naturligvis indædt, og træner Jan Poulsen var gloende rasende. Men alle indvendinger blev på det bestemteste afvist af Dansk Boldspil Union. Selv om man på forhånd var klar over, at Y-landsholdets program kolliderede med årets pokalfinale. Hans Brun Larsens talenter spillede U-18 EM-slutrunde i Vesttyskland og det danske mandskab rådede over spillere som bl.a. Michael Laudrup, Jan Mølby og Jan Heintze. Værdien af den erfaring som de unge folk herigennem tilegner sig, skal slet ikke undervurderes, men det ændrer ikke på, at dansk fodbolds øverste styringsorgan, med et arrogant pennestrøg, valgte at forringe Frems sejrschancer i særdeles væsentlig grad. Fuldkommen urimeligt.

Pokalfinalen kunne have været gennemført nogle få dage senere, men man ville ikke bryde med vanetænkningen og traditionen for at spille på Kristi Himmelfartsdag. Desuden var det danske Y-landshold realistisk set allerede slået ud af slutrunden efter 2-2 mod Bulgarien og 1-2 mod Frankrig i de to første puljekampe i Mönchengladbach. At man vandt det sidste opgør mod Italien, var nok meriterende, men reelt helt uden betydning. Kim Vilfort burde selvfølgelig have haft fri til at repræsentere sin klub.

Det ulyksalige selvmål

Pokalfinalen huskes imidlertid ikke for DBU’s svinestreg. Den overskygges i historiefortællingen af det groteske uheld der ramte en af aktørerne på en kampafgørende facon. Stakkels Ole Rasmussen!

På trods af savnet af Kim Vilfort kom formstærke Frem bedst fra start. Det var tydeligt at holdet mødte med selvtillid efter den stærkt opmuntrende begyndelse på forårssæsonen. Efter et kvarters spil udnyttede Henrik Dam en blottelse i favoritternes forsvar. Sensationen lurede. Vejle forsøgte at svare igen med det karakteristiske polerede pasningsspil som klubben har excelleret i siden 1950’erne, men Ole Fritsens folk kunne ikke ramme rytmen. Frem’erne forsvarede godt og fik stødt et par fornuftige kontraløb. Så begyndte den absurde modgang.

Efter lidt over en halv times spil fik vejlenserne ret ufortjent udlignet. Frems forsvar fumlede i det og forærede bolden til Ulrich Thychosen. Den erfarne offensivspiller styrede direkte imod Per Winds mål, men formåede kun at få sendt et noget forkølet skud afsted til venstre for Frems keeper. Per havde luret afslutningen og kunne have samlet bolden problemfrit op, hvis ikke Henrik Thomsen, i et desperat forsøg på at redde situationen, havde kastet sig ind i boldens bane. Via den tacklende forsvarsspiller ændrede Thychosens spark retning og gik i nettet til højre for en prisgivet Per Wind. Men det sorte uheld var langt fra overstået. For dette skulle blive finalen hvor Vejle scorede 0 gange på Per Wind, og alligevel tog trofæet.

I det 50. minut af pokalfinalen lagde Ole Rasmussen, ganske perplekst og uden at se sig for, pilskævt tilbage til Per Wind i en helt upresset situation. Wind råbte ellers ”alene!” til Rasmussen, der alligevel troede at han havde en mand i ryggen. En chokeret Wind måtte se bolden trille ind i eget målnet.

Frem forsøgte efter bedste beskub at komme tilbage i kampen, men der manglede en spydspids (Vilfort) til at omsætte spilovertaget. Meget symptomatisk var det forsvarsspillerne Lars Larsen og Henrik Thomsen der havde Frem’ernes bedste tilbud. I det store og hele kørte Vejle sejren hjem uden at komme i de helt store vanskeligheder. Fortjent var det nu ikke.

Stakkels Ole Rasmussen blev finalens uheldige helt. Men DBU var skurken bag historiens grimmeste skandalefinale. Finalen uden Vilfort.

Kom godt igen!

Til Rasmussens store ros rystede han fejltagelsen af sig, og havde siden en særdeles fin karriere med 2 A-landskampe og 5 ligalandsholdskampe.

Da Frem rykkede op i 1983 blev han kåret til Årets Frem’er. Det blev til over 200 førsteholdskampe (og et mindre intermezzo i Kastrup i 1985) inden Ole tog til Fremad Amager i 1990. Siden har han været træner og leder i bl.a. Frem, Fremad Amager, Fremad Valby og AB 70.

Læs også om Frems rekordholder, Per Wind her: Sikker-Per