Roy Hodgson fylder i dag 79 år. Selv om han kun var træner i dansk fodbold i 1 sæson, så fik hans tilstedeværelse enorm betydning. Især for F.C. København.

Det følgende er et uddrag af bogen ”Sikker-Per” om Per Wind, som jeg skrev i samarbejde med Per i 2022:

Løverne vandt det danske mesterskab i 2001. En triumf der i høj grad kom til at definere F.C. København som Danmarks største klub. Det internationale lokomotiv for ligaen. 

Engelske Roy Hodgson kom ind som et internationalt trænernavn i en tæt synergi med daværende administrerende direktør, Flemming Østergaard og sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm. Det stod hurtigt meget klart for enhver, at der blev skabt en ny retning med et ambitiøst set up, hvor FCK i næsten et årti havde været præget af tumultariske op-og især nedture med flere sportslige skuffelser end succeser. Hele projektet havde balanceret på randen af udslettelse. 

Hodgson, Østergaard og Holmstrøm kom til at tegne og definere ”det nye FCK”. Den strømlinede, topambitiøse klub med de store armbevægelser. Klubben med den udprægede vindermentalitet og det – på kanten til ren arrogance – selvbevidste image. 

Sverige blev platformen

Roy Hodgson voksede op i en typisk arbejderfamilie i Croydon. Faren var buschauffør. Som skoledreng viste han et vist talent udi det fodboldmæssige og spillede på hold med to andre senere topmanagers, Lennie Lawrence der bl.a. havde stor succes med Charlton Athletic, og Bob Houghton der førte Malmö FF til Europa Cup finalen i 1979. Efter en spillerkarriere der strakte sig over et årti i småklubber og uden for alvor at have formået at tilkæmpe sig en plads i rampelyset, valgte Hodgson, ligesom skolekammeraten i Malmö, at forsøge at skabe sig et trænernavn i Sverige. 

Svensk fodbold har altid været skåret af samme konceptuelle læst som engelsk. I alt fald den del af den britiske fodboldkultur der handler om hårdt og gedigent arbejde, simpelt og direkte spil, samt knofedt og fightermentalitet. Bob Houghtons succes skabte appetit på engelske coaches, såsom Stuart Baxter og Roy Hodgson, og svensk elitefodbold havde en uhyre stærk periode med IFK Göteborg som det europæiske lokomotiv. Hodgson blev straks en kæmpe gevinst og førte Halmstad til to mesterskaber og siden Malmö til yderligere to. ”Royson” som han kaldtes hinsidan, fik den europæiske fodboldscene til at spærre øjnene op, da hans Himmelsblå slog Inter ud af Europa Cup turneringen i 1990. Triumfen blev, meget karakteristisk, grundlagt på taktisk snilde, stram organisation og knaldhårdt arbejde. 

De glemte ham ikke i Milano, for fem år senere skrev Inter kontrakt med Hodgson, der førte italienerne til en UEFA Cup finale i 1997. Inden da havde englænderen profileret sig som træner i Neuchatel Xamax og det schweiziske landshold, som fik et gigantisk kvalitetsløft og kvalificerede sig til VM i 1994 og EM i 1996. Efter to år i Inter prøvede Hodgson kræfter med Premier League i Blackburn Rovers i 1997-98, hvorefter den store ”journey man” atter tog til Inter som interim-træner og derefter schweiziske Grasshopper. Det var således en ekstremt rutineret og velanskreven manager som F.C. København lykkedes med at få på kontrakt i 2000. Helt uden tvivl det største udenlandske trænernavn i Superligaens historie. I samarbejde med klubbens sportslige ledelse kom Roy Hodgson til at sætte en helt usædvanlig og ualmindeligt stærk konceptuel kurs for FCK i årene der fulgte.

Per Wind fortæller om samarbejdet med Hodgson:

”Hodgson bragte en hidtil uset grad af professionalisme. Han fik sat skik på forsvarsspillet i næsten eventyrlig grad. Jeg kan huske at vi havde nogle rædderlige kunststofbaner, der var næsten lige så elendige som grusbanerne i Valby Idrætspark dengang i 80’erne. Hodgson satte ufortrødent spillerne til at stå i timer og øve dødssyge taktiske skabeloner. Det blev indprentet dem helt grundlæggende hvordan de skulle stille sig i alle tænkelige spilfaser. Hvordan de skulle bevæge sig som en sammenhængende helhed. Det var intet mindre end introduktionen til de superstramme kæder som siden blev FCK’s DNA.

Hodgson yndede at lade Colin Toal stå i midtercirklen og sparke nogle afleveringer ud i siderne, hvorfra der så blev lavet en taktisk øvelse. Roy kunne så vende sig om imod de omkringstående og – i fuldt alvor – sige: ”Colin Toal. That man has never missed a pass. Not in twentyfive years”. 

Før en legendarisk kamp mod Brøndby dét år fik jeg udleveret støvler af vores materialemand, Klaus Busk. Det var de dengang helt nye og moderne fra Nike, helt i hvidt. Jeg havde mest lyst til traditionelle sorte støvler, men Busk havde ikke andre på lager. Jeg havde dem så på til Brøndbykampen, og jeg varmer keeperne op før kickoff. Så stod Roy og kiggede ude på sidelinjen og siger til Colin Toal: ”Colin, can you please tell CV (Carsten V. Jensen, red.), to tell Per, what the fuck is he doing in those white boots!” Det var IKKE mr. Hodgsons stil med kulørte støvler. Det var heller ikke hans stil at påtale det selv. Kommandovejen hed Hodgson – Toal – Carsten V. – Per Wind. Jeg fik heldigvis et par sorte Coppa Mundial kort efter. 

Personligt syntes jeg at det var vanvittigt interessant at være en del af. Her var der jo en ægte international toptræner, der havde været i den engelske og italienske liga, og trænet det schweiziske landshold. Hvis ikke han havde haft det ry, så havde det sgu nok ikke været så spændende, for træningen var rent ud sagt kedelig. Men den bar frugt. Vi spillede godt og da holdet blev suppleret med Jacob Laursen og Ståle Solbakken var der noget stort i gære. Vi hentede også målmanden Thomas Myhre fra Everton i marts 2001, og han blev endnu en markant forstærkning i defensiven. Myhre tabte ikke en eneste kamp med FCK. 

Jacob Laursen kom fra engelsk fodbold, så han og Hodgson var på bølgelængde. Laursen var en megaspeciel fyr, der havde sine helt egne holdninger, bl.a. til sin rolle i kollektivet og eget værd. Men han havde komplet styr på sin fireback-kæde og det blev nøglen. Den stramt organiserede defensiv gav den solide og stabile base, og en fornemmelse af at holdet ikke kunne tabe. Det hele gik op i en højere enhed med en fantastisk ubesejret stime og Zumas berømte og uforglemmelige saksespark i Parken, hvor han overlistede Mogens Krogh. 

Ståle Solbakkens chokerende hjertestop, hvor han var klinisk død i 6 minutter, blev på en eller anden måde også en stor del af den episke fortælling om det gennembrud af et mesterskab vi tilkæmpede os, ikke mindst på den emotionelle front. Ståle blev reddet af lægen Frank Odgaards tilfældige tilstedeværelse på træningsanlægget. Det var meget voldsomt at overvære, og for mig gav det et flashback til min fars pludselige død for år tilbage. Christian Poulsen viste sig jo i øvrigt at være en fantastisk stærk erstatning for Ståle. En ren komet.

Vi fejrede Danmarksmesterskabet i Nørrebrohallen, efter at have vundet den sidste kamp i Odense og fået overrakt trofæet. Vi var også i Tivoli. Allerede på selve aftenen for fejringen kom det frem, at Roy havde skrevet en toårig kontrakt med Udinese. Det passede helt sikkert ikke Flemming Østergaard og Niels-Christian Holmstrøm”. 

Efterskrift: 

Roy Hodgsom fortalte i 2024 i et interview med Fredrik Ljungberg, at kontrakten med Udinese var hans største fortrydelse i en meget lang trænerkarriere. Han gav klart udtryk for, at han skulle være blevet i København.

Man må konstatere, at Roy har været langtidsholdbar som træner/manager. Så sent som i år har han hjulpet til i Bristol City som midlertidig ”caretaker”, og han har haft ansvaret for 22 klubber i 8 forskellige lande.