Romano: Arsenal har taget kontakt til EM-stjerne
Arsenal er endt på en andenplads i Premier League i de foregående to sæsoner.
Det skal der gøres op med i den kommende sæson.
Derfor har ledelsen på Emirates Stadium også været grundige med at undersøge transfermarkedet denne sommer.
En ny kantspiller, en ny midtbanespiller og en ny forsvarsspiller menes alle at være på radaren hos Mikel Artetas mandskab inden den nye Premier League-sæson.
EM-slutrunden er i fuld gang, og det er det perfekte udstillingsvindue for mange spillere, der kan lande et stort skifte som følge af en god slutrunde.
En række engelske klubber har i den forbindelse været i kontakt med spanske Nico Williams’ entourage, herunder Arsenal.
Sådan lyder meldingen fra den normalt velinformerede transferjournalist Fabrizio Romano.
– En mere detalje om Nico Williams, og denne er vigtig.
– Det, jeg har fået fortalt, er, at flere klubber har taget kontakt til folkene omkring Nico Williams, og det er to, tre eller fire uger siden.
– Det er vigtige klubber fra Premier League. Eksempelvis er han værdsat hos mange i Chelsea og også hos Arsenal. Mange klubber har forsøgt at få mere information angående situationen omkring Williams, siger Romano på sin YouTube-kanal.
En handel vil efter sigende kunne lade sig gøre for omtrent 406 millioner kroner.
Williams spiller til daglig hos Athletic Bilbao, og han repræsenterer Spanien på A-landsholdsniveau.
I indeværende kalenderår er det blevet til fem landskampe på Luis de la Fuentes mandskab.
Arsenal har desuden allerede budt på en anden EM-spiller.



















