Børge Mathiesen er sandsynligvis en af de mest populære spillere dansk fodbold har fostret. Den lille, rødhårede innerwing var pågående, altid i bevægelse, skudstærk og en sand kilde til uro i ethvert modstanderforsvar. I B.1903 var han elsket for sin kompromisløse stil. Han gav aldrig mindre end 100%.

Udenfor banen var han vittig, slagfærdig og en god kammerat. Vennernes ven. 

Børge Carlo Mathiesen, der blev født på denne dag i 1918, voksede op i Fyensgade på Nørrebro i et arbejderhjem med 5 søskende. Faren var jord- og betonarbejder og midlerne var små.

Børge fik sin fodboldopdragelse i B.1903 efter en kort periode i Union. Han kom op som senior omkring 1936-37 sammen med en række talentfulde kammerater, såsom angriberen Knud H. M. Andersen, den senere landstræner Arne Sørensen, og Alex Friedmann der mange år senere skulle blive sin klubs mæcen.

De unge stod distancen

De førnævnte (minus Friedmann) blev, sammen med Børge, udtaget til landsholdet i september 1937 i Polen, til en vanskelig udekamp på Pilsudski Stadion i Warszawa. Fra dansk side frygtede man et kollaps som dét der havde ramt landsholdet i Breslau nogle måneder forinden, hvor Tyskland havde tilføjet danskerne det største nederlag i historien med de ydmygende cifre 8-0. UK udtog et ungt landshold som man følte at der var fremtid i, med ikke færre end 7 debutanter! Til at holde sammen på menageriet udpegedes B.1903’s gamle kæmpe og anfører, Ernst Nilsson, som det rutinerede samlingspunkt. 

Mathiesen fortalte Aftenbladet at han ikke var helt sikker på at få lov at tage til Polen: ”Bare jeg nu kan få fri for mit arbejde til turen. Min mester, jeg er i blikkenslagerlære hos Frese på Østerbrogade, er heldigvis meget fodboldinteresseret”. Det gik. 

Danskerne slap nydeligt fra opgøret med et hæderligt nederlag på 1-3, og allerede i den næste landskamp sejrede det unge landshold med 2-1 over arvefjenden Sverige i Idrætsparken. En gedigen oprejsning efter ”katastrofen i Breslau”. Gamle Ernst Nilsson var stolt som en pave: ”Tænk, fire 03’ere på landsholdet”, sagde han med grødet stemme. Han havde taget de unge knægte under sine brede vinger hele vejen igennem som en nærværende og kærlig mentor. 

Samme år sejrede 03’erne i KBU’s pokalfinale over KB i en meget tæt kamp, hvor Børge Mathiesen scorede på et piv af et langskud. Efter dysten bar spillerne den stolte gamle kaptajn, Ernst Nilsson, i guldstol med pokalen. Med på det sejrende hold var også Børges bror, Simon Mathiesen, og der var i øvrigt yderligere to yngre brødre, Egon og Bent, der også spillede på B.1903’s førstehold i 1940’erne. 

Året efter kunne B.1903 fejre Danmarksmesterskabet efter et meget tæt opløb med Frem. Det var klubbens største triumf siden ”guldalderen” i 1920’erne. 

Energibundtet gør sig upopulær i DBU

Under besættelsen blev der jo i sagens natur ikke spillet så mange landskampe, men Børge Mathiesen var med i 5 opgør i 1940 og 41, bl.a. 1-1-kampen på Råsunda i oktober 1940, hvor den temperamentsfulde angriber scorede det danske mål. Efter fire års landsholdspause fik Børge Mathiesen comeback i befrielsessommeren 1945, hvor han spillede tre landskampe, hvilket bragte totalen op på 11. 

Specielt populær i DBU’s udtagelseskomité var han imidlertid ikke. Det skortede ellers ikke på fightervilje i landskampene, men Børge blev opfattet som lige rigeligt slagfærdig og ligefrem. Han formastede sig til åbenlyst at brokke sig over de porcelænsfigurer og bestik, som spillerne blev belønnet med for deres indsatser af unionen. Mathiesen mente nok at man kunne finde noget som andre end gamle bedstemødre havde gavn af. Han fandt det også helt tosset at man ”aflønnede” spillerne med gratis beværtning efter landskampene, hvor topidrætsmænd således kunne drikke sig i hegnet i dét der indimellem blev nogle særdeles våde ”tredje halvlege”. Det indebar dog ikke, at han holdt igen. 

I det hele taget bevægede Mathiesen sig væk fra amatørismens polerede idealer, og efter en særdeles våd og lettere skandaløs overfart med Storebæltsfærgen efter en unionskamp i september 1945, blev han udelukket fra landsholdet sammen med kammeraterne Arne Sørensen, Kaj Hansen, Egon Sørensen og Kaj Christiansen. Arne og Lille-Kaj blev siden erklæret professionelle og tog til Frankrig, og Kaj Christiansen fulgte trop. I september 1947 blev det Børge Mathiesens tur. Stade Français i Paris gav 30000 kroner i overgangssum, og Mathiesen var tabt for dansk fodbold.

På nippet til det helt store

Året efter vandt franskmændene en opvisningskamp i Madrid mod Real med 4-2, og Børge Mathiesen spillede en strålende kamp. Det afstedkom stærk interesse fra flere spanske storhold, og i sommeren 1949 skiftede danskeren så til Atlético Madrid for 180000 kr. 

Desværre kom Mathiesen i klemme i reglerne om at man kun måtte benytte to udlændinge. Atlético rådede over svenskeren Henry Garvis Carlsson og den berømte franske målmand Domingo, så der blev ingen ligakampe til den danske angriber. Det var nu synd. Og et eller andet sted udtryk for meget dårlig planlægning af den madrilenske klub. Børges karriere var på nippet til det helt store gennembrud, men i stedet solgte Atlético ham videre til 2. divisionsklubben Real Santander. Her spillede han imidlertid to udmærkede sæsoner og hjalp spanierne til en oprykning til den bedste liga. 

Derefter afrundede Børge Mathiesen karrieren i franske Le Havre.

Desværre omkom humørbomben i en tragisk trafikulykke i 1962. Han blev kun 44 år.