Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Peanuts: Så lidt får Chelsea-spillerne for pokaltriumf

Af Morten Bruun Jørgensen
20.02.2024 Kl. 18:59

Chelsea-spillerne går næppe ind til søndagens Carabao Cup-finale med Liverpool med penge som motivation. For spillerne hos London-klubben har nemlig ikke udsigt til at få nogen særlig stor bonus for en eventuel sejr. 

Chelsea-ejerne kommer kun til at udbetale en bonus på 4,4 millioner kroner til deling blandt spillerne, kan Daily Mail nu rapportere. 

Det er omkring 14 millioner kroner mindre, end hvad Manchester United-spillerne fik for deres sejr i Carabao Cuppen sidste sæson. Her endte hver spiller med at få over 560.000 kroner i bonus. 

Hvis bonussen deles ligeligt mellem spillerne i Chelseas store trup, får hver enkelt spiller omkring 175.000 kroner. 

I sidste ende er det naturligvis ikke penge, der betyder det helt store for de højt lønnede spillere hos The Blues. Det er dog en tendens, at de nye ejere i klubben har skåret gevaldigt ned for bonusserne siden deres indtog i klubben. 

Chelsea er også stadig med i FA Cuppen, og her vil bonussen være omkring det dobbelte af Carabao Cuppen. Som klub vil Chelsea også tjene væsentligt mere på en FA Cup-triumf end en finalesejr på lørdag. 

Det engelske fodboldforbund udbetaler således blot i underkanten af 900.000 kroner for en triumf i Carabao Cuppen. Til gengæld giver en finalesejr i FA Cuppen omkring 35 millioner kroner. 

Historien melder ikke noget om, hvad Liverpool-spillerne vil få i bonus, hvis The Reds vinder søndagens brag på Wembley. 

Annonce