Mon United ringer? Her er tre ledige topmanagere
Manchester United har meldt ud, at klubben ikke er begyndt at kigge på en mulig afløser for Erik ten Hag, men hvis resultaterne fortsætter med at være skuffende, kan det måske komme på tale inden længe.
Og hvem kan så komme på tale?
Penge kan købe de fleste managere ud af deres nuværende kontrakter, men der er også managere, der står uden job for øjeblikket.
Herunder ser vi på tre topmanagere, der er arbejdsløse og måske håber på at modtage et opkald fra Manchester United, hvis klubben skal have erstattet Erik ten Hag på et tidspunkt.
Hansi Flick
2,53 point per kamp snuppede han som Bayern München-træner i 86 kampe, hvor han vandt alt, der var værd at vinde. Derefter blev han tysk landstræner, hvor han endte med en fyreseddel i september efter dårlige resultater. Flick har dog bevist sig på øverste niveau, og han har også mange års erfaring på det tyske landshold som assistenttræner. Han har en spillestil, som Manchester United måske vil finde interessant, men han har også kun halvandet år som klubtræner, og det kan skræmme.

Zinedine Zidane
I Real Madrid er der ingen, der har haft så stor succes i Champions League som franskmanden, men han levede også højt på at have stjernespillere som Cristiano Ronaldo, Toni Kroos og Luka Modric i sin trup, der kunne løse problemerne. Zidane indgyder automatisk respekt, men han har været arbejdsløs noget tid og lader ikke til at have travlt med at vende tilbage i manegen. Han er tilmed også rygtet til Manchester United en del gange, men det synes ikke sandsynligt, at det nogensinde bliver en realitet.

Antonio Conte
Efter tiden i Tottenham er Antonio Contes stjerne i engelsk fodbold nok falmet en del, men italieneren har i en årrække bevist, at han tilhører managereliten. Han har vundet ligatitler i England og Italien, men han er næppe den type manager, som Manchester United vil kigge på som en langsigtet løsning. Måske er Contes pragmatiske og til tider også defensive spillestil ved at være udateret.

TOPHISTORIER LIGE NU
1. Ten Hag på tynd is: United har kig på to nye managere
2. Kvindelig dommer skriver Premier League-historie i weekenden
3. Klip går viralt: Klopp reagerer på Manchester United-nederlag