Manchester Citys klublegende nr. 1

Den trofaste soldat

Alan Arthur Oakes bliver 84 år i dag.

Hvis man slår op i et leksikon under begrebet ”klublegende”, så står der sandsynligvis Alan Oakes – i alt fald hvad angår Manchester City.

Det er ikke alle spillere der har evner til at blive tekniske ekvilibrister og tiljublede goalgettere. Men det er et ubestrideligt faktum, at superstjernerne, individualisterne har brug for loyale og hårdtarbejdende slidere, der kender og accepterer deres rolle som arbejdsbier i holdets og kollektivets tjeneste. Det er ikke fighterne der tager de iøjnefaldende overskrifter, og de bliver heller ikke handlet for store summer, men publikum lægger alligevel mærke til opofrelsen og sætter pris på den. Det er kultheltene der er det bærende fundament i enhver klubs succes.

Ud af saltminen

Alan Oakes blev født i den lille by, Winsford i Cheshire i et temmelig fattigt miljø, hvor indbyggerne primært fandt beskæftigelse i den stedlige saltmine. Oakes var ud af en fodboldinteresseret familie, og brændte for at blive professionel.

I 1958 fik han en amatørkontrakt som lærling i Manchester City, og klubben blev hans andet hjem. Han arbejdede sig myreflittigt op fra bunden af hierarkiet og begyndte forholdsvis hurtigt at finde vej til førsteholdet. Oakes’ læremester var den skotske manager Les McDowall, der var fascineret af de ungarske spilsystemer på den tid. Han kopierede og implementerede brugen af ”den falske 9’er”, som magyarerne havde benyttet i nedsablingerne af England i 1953 og 54, hvor centerforwarden Nandor Hidegkuti totalt udmanøvrerede det engelske forsvar.

I Manchester blev Don Revie den første falske 9’er, hvilket bl.a. resulterede i en FA Cup triumf i 1956. Men da Oakes spillede sig ind som fast mand hos The Citizens, var klubben på retur, og McDowalls æra lakkede mod enden. Det endte med en nedrykning i 1963, hvorefter assistenten George Poyser tog over. Han satsede på Alan Oakes som midtbanekrumtap, og der blev også plads til Alans fætter, Glyn Pardoe. Men succesen udeblev. City jagtede forgæves oprykningen, og efter en 11. plads i 2. division i 1965 blev Poyser afskediget.

Guldalder under Mercer

Afløseren blev den gamle Arsenalkæmpe Joe Mercer. Han opbyggede metodisk og omhyggeligt et ungt hold med vægt på egenudviklede spillere og en seværdig og positiv taktisk tilgang.

City var som forvandlede, og det unge, revitaliserede mandskab vandt 2. division i 1966. Oakes spillede 51 kampe i alle turneringer dét år, og var uundværlig som kittet der bandt holdet sammen. 

Allerede i 1968 gik Manchester helt til tops og blev overraskende engelske mestre med et 2-point forspring til lokalrivalerne United. Og succesen fortsatte. I 1969 vandt City FA Cup turneringen med en finalesejr på 1-0 over Leicester. I 1970 sejrede Mercers mænd i både Liga Cuppen og Europa Cup turneringen for pokalvindere. Oakes var løjtnanten på en stærk midtbane, hvor Colin Bell var den indiskutable general.

I 1971 lå City til et ret sikkert mesterskab, men så underløb Mercers assistent, Malcolm Allison, pludselig chefen og foranstaltede en slags paladsrevolution i samarbejde med bestyrelsesformanden Peter Swales. Hædersmanden Mercer røg ud, og den karismatiske og flamboyante Allison overtog. Men mesterskabet glippede og Citys storhed falmede. Den ærgerrige Allison blev fyret og den trofaste assistent, Tony Book, måtte redde stumperne.

Sluttede med triumf

I 1976 medvirkede Alan Oakes til endnu en Liga Cup triumf, da Newcastle blev besejret i finalen med 2-1 på bl.a. et uforglemmeligt saksesparksmål af Dennis Tueart.

Oakes var efterhånden blevet 34 og takkede af. Han blev spillende manager i 3. divisionsklubben Chester, hvor han opdagede Ian Rush, men ikke kunne forhindre en nedrykning i 1982.

Han coachede derefter i Port Vale, og så igen i Chester i første halvdel af 1990’erne. Alans søn, Michael Oakes, blev målmand i bl.a. Aston Villa og Wolverhampton.

Flest kampe for Manchester City, Top-5:

Med 682 kampe for the Citizens på cv’et er Oakes indehaver af klubrekorden. Det blev – mærkværdigt nok – aldrig til optrædener på det engelske landshold.