Manager i modvind på Old Trafford

Fremtiden så meget mørk ud

I starten af 70’erne var Manchester United i en kritisk og historisk deroute.

Holdets omdrejningspunkt, landsholdslegenden Bobby Charlton, stoppede i 1973, målslugeren Denis Law var efterhånden over the hill (men dog ikke dårligere, end at han var brugbar hos lokalrivalerne fra Maine Road), og stjernen George Bests opførsel blev til stadighed mere og mere problematisk.

Best var uden tvivl en af de allerbedste britiske offensivspillere gennem tiderne. Måske endda i hele verden. Men han førte en ekstrem playboytilværelse med hurtig udskiftning af damer og masser af alkohol, og talentet blev efterhånden sat fuldkommen over styr. Alt om George Best: Først tilbad de ham som en gud – så så de ham langsomt ødelægge sig selv

Matt Busby trak en bred skygge

Klubben ledte efter en kompetent afløser for legendariske Matt Busby i managersædet, men Wilf McGuiness og Frank O’Farrell måtte sande, at Busby havde efterladt enormt dybe og tunge fodspor. 

Matt Busby stoppede i 1969 og efterlod sig meget tunge fodspor i klubben. Desværre trak han sig tilbage på et tidspunkt, hvor man stod over for en fornyelsesproces, hvor holdets stamme måtte forynges på en række nøglepositioner. Skotten overlod uriasposten til Wilf McGuiness. Denne klarede sig – næsten forventeligt – meget skidt, og blev opsagt efter kun halvandet år i jobbet.

McGuiness’ sejrsrate på 36,78 er det dårligste i Uniteds historie, hvis man undlader at medregne Jimmy Murphy, som var ”caretaker” i den forfærdelige tid umiddelbart efter München-ulykken i 1958, hvor Matt Busby lå på hospitalet og hele holdet måtte stykkes sammen af andetholdspillere og unge talenter.

Herefter blev Matt Busby overtalt til et kort comeback, hvor han faktisk formåede at føre et ellers næsten kuldsejlet United frem til en 8. plads.

Stakkels O’Farrell startede stærkt

Irske Frank O’Farrell efterfulgte det korte intermezzo med Busby.

O’Farrell (født på denne dag i 1927) havde en fortid som spiller i West Ham og Preston, og som manager i Torquay og Leicester.

Sæsonen 1971-72 startede faktisk særdeles lovende. Djævlene var ubesejrede i de indledende 5 ligakampe, og tabte kun 1 af de første 14. Især George Best var flyvende. The Belfast Boy scorede 11 gange og var nærmest ustoppelig.

Efter et smalt nederlag til Leeds den 30. oktober og et forrygende 3-3-derby mod bysbørnene fra City, vandt United de næste 4 kampe på stribe og toppede divisionen. George Best stod for et hattrick i en 5-2-sejr på The Dell over Southampton. Underholdningsværdien var i top. Frank O’Farrell lignede manden, der skulle føre Manchester ind i en ny glansepoke. Så ramlede alt.

Nedturen

3 uafgjorte opgør blev fulgt op af en nederlagsstime på hele 7 kampe i træk. En lussing på 5-1 på Elland Road mod Don Revies Leeds United gjorde nas. De positive vibrationer blev vendt på en tallerken til dommedagsstemning. Bestyrelsen raslede med sablen, og O’Farrells managersæde blev gloende hedt. Ireren forsøgte med en dyr investering. Angriberen Ian Storey-Moore blev købt i Nottingham Forest for 225000 pund. Dengang et enormt beløb. Men det blev ikke nogen succes. Nedturen var uafvendelig. Tre sejre i træk over Huddersfield, Crystal Palace og Coventry (og tre scoringer af nyindkøbet) var en stakket frist.

United sluttede foråret vaklende og usikkert. En 8. plads i ligaen var langt fra tilstrækkeligt til at tilfredsstille de skuffede fans og de opskruede forventninger.

Efter sommerpausen gik man fra ondt til værre. United startede med 9 kampe i træk uden sejre.

Managerens ageren bar præg af usikker mandskabsbehandling og manglende taktisk overblik. O’Farrell tabte i et vist omfang – med et moderne udtryk – omklædningsrummet, og i høj grad tilliden i klubbens bestyrelse.

Endte med at drive plejehjem

Ved juletid 1972 måtte managerjobbet overlades til Tommy Docherty. Holdet var da i en så ilde tilstand, at ”Doc” ikke formåede at få skuden rettet op, og Manchester United måtte lide den fornedrelse at rykke ned halvandet år senere.

Frank O’Farrells sejrsprocent ligger på elendige 37,04. Det viste sig at være en uhyre vanskelig opgave at måtte navigere i giganten Matt Busbys skygge.

O’Farrells managerkarriere blev aldrig det samme. Han var chef i Torquay i et par perioder og kortvarigt i Cardiff. Det blev også til et par år med det iranske landshold. På sine ældre dage blev han stærkt troende, og han blev plejehjemsbestyrer i en årrække.

Frank gik bort i 2022. Han blev 94.