Ludek Miklosko er død: Blev kun 64 år
Mandag formiddag har den engelske klub West Ham annonceret, at en af klubbens legender i form af Ludek Miklosko er død i en alder af 64 år.
– Det er med dyb sorg, at West Ham meddeler, at Ludek Miklosko, den legendariske tidligere målmand og træner, er gået bort.
– Hvil i fred, Ludek, vores elskerede, inspirerende målmand og venlige gigant af en mand, skriver West Ham.
Tjekkiske Ludek Miklosko var fra 2001 til 2010 målmandstræner for West Ham, hvor han blandt andre arbejdede under Alan Pardew, Harry Redknapp og Gianfranco Zola.
Forinden havde han fra 1990 til 1998 været spiller for The Hammers, hvor han opnåede 373 kampe som målmand for klubben.
Efterfølgende var han også en tur forbi Queens Park Rangers, og han nåede i alt mere end 450 kampe i engelsk fodbold, hvor han blandt andet spillede et hav af kampe i Premier League.
Ludek Miklosko fik to landskampe for Tjekkiet, og han har i de seneste år været sportsdirektør og bestyrelsesmedlem for den tjekkiske klub Banik Ostrava.
I juni 2023 var han desuden til stede, da West Ham besejrede Fiorentina i Conference League-finalen i Prag. Her så man, hvordan han var rørt til tårer, da West Ham-fansene sang hans berømte sang.
Hans sidste besøg på London Stadium fandt sted i december 2024 mod Liverpool. På det tidspunkt havde han også annonceret, at han besluttet sig for at stoppe behandling for den kræftsygdom, som han var ramt af.
– Min far elskede West Ham og særligt at høre sit navn blive sunget højt og stolt til alle kampe. Klubben og fansene vil altid være en del af vores familie, så tak til alle fra det inderste af vores hjerte, siger Martin Miklosko, som er søn af Ludek Miklosko.














