Lignede en pensionist der var gået forkert: Blev King of White Hart Lane

Den største blandt hedsporerne

Født på denne dag i 1938.

Tottenham Hotspur har kunnet præsentere et væld af magiske spillere i the Lillywhite colours i løbet af årene.

Pat Jennings, Steve Perryman, Osvaldo Ardiles, Glenn Hoddle, Steve Archibald, Chris Waddle, Paul Gascoigne, Harry Kane. Men for ældre Spursfans er der kun 1 ægte ”King of White Hart Lane”: Alan Gilzean.

”Gillie” var ikke ret hurtig. Han var relativt spinkel og umiddelbart ikke nogen særlig imposant eller imponerende skikkelse i sin fremtoning. Hans sparketeknik var såmænd fin nok, men han havde ikke et decideret kanonskud i støvlen at byde ind med.

Lignede en ældre hundelufter, der var gået forkert

Allerede som ung lignede han en pensionist, der var gået galt under en hundeluftning og havde forvildet sig ind på stadion. Men den højpandede skotte var utvivlsomt en af de klogeste spillere Storbritannien har fostret. Hans placeringsevne som forward var sublim og forbilledlig. På en eller anden måde formåede han altid at befinde sig på det rette sted; dér hvor det gjorde mest ondt på modstanderne. Han besad en formidabel springkraft og et hovedspil af en anden verden.

Selv i konkurrence med eksperter udi de højere luftlag som Paul Mariner, Bob Latchford, Derek Dougan og Mark Hateley var Gilzean uovertruffen. Den evne/kompetence gjorde ham til den mest dødbringende target man i engelsk fodbold i årene 1965-74. Han kom altid først på de høje bolde og fik drejet eller snittet bolden præcist videre til sine medkumpaner. Han må have været en sand fornøjelse som angrebspartner, hvilket Jimmy Greaves og Martin Chivers i høj grad nød godt af. Endelig var Gillie selv en farlig herre i kraft af sin snuhed og næse for chancerne. Ikke mindst på dødbolde.

The G-Men

Alan John Gilzean fra Coupar Angus, nær Perth i Skotland, kom fra Dundee FC til Tottenham i 1964 og under den legendariske manager, Bill Nicholson, udviklede angriberen sine spidskompetencer og sit talent over det næste årti. Han var hjemmepublikums absolutte favorit, og supporterne gav ham tilnavnet the King of White Hart Lane, i affektion og respekt for Gillies aldrig svigtende attitude og uhyre stabile niveau. Samarbejdet med Jimmy Greaves var så toptunet, at tilhængerne kaldte de to goalgetters for ”The G-Men”.

Gilzean var på mange måder en atypisk stjerne. Han udtalte sig sjældent i interviews i medierne. Han værnede om sit privatliv og stillede ikke op i alle mulige reklamestunts. Der var ikke noget med playboystil eller store armbevægelser. Som en ægte skotte sparede han fornuftigt sammen til efter-karrieren, og kendte sit værd når der skulle tales kontrakter med den ret så påholdende Bill Nicholson.

Var egentlig ikke så vild med fodbold

Til gengæld elskede Gillie en rom og cola (man ville måske have gættet på scotch whisky), og han havde en ekstrem stærk stamina i forhold til alkohol. Han var – efter sigende – i stand til at drikke enhver under bordet, uden nogen vaklen i geledderne.

Gilzeans far var maler, og sønnen arvede nok en ret så distanceret holdning til livet i overhalingsbanen og fodbolden i al almindelighed fra ham. I modsætning til det mødrene ophav var faren ikke fodboldinteresseret.

I et sjældent portrætinterview afslørede Gillie, at han dybest set ikke brød sig ret meget om den professionelle fodboldverden. Og at han helt sikkert ikke så sig selv som manager eller lignende når karrieren var forbi.

Stærkt og seværdigt pokalhold

Tottenham havde i hele Gilzeans tiårige epoke et stærkt og underholdende mandskab, der stort set hvert år spillede med i toppen/subtoppen. Bill Nicholson formåede dog aldrig at matche sit store svendestykke; The Double triumfen i 1961. Tottenham var til gengæld et uhyre stærkt pokalhold og vandt FA Cuppen i 1967, Liga Cuppen i 1971 og 1973 samt UEFA Cup turneringen i 1972.

Sidstnævnte var med en samlet 4-3-sejr over Wolverhampton Wanderers i den første rent engelske finale i en europæisk turnering. Profilerne for Spurs var – udover Gilzean – folk som Martin Chivers, Mike England, Pat Jennings og Martin Peters.

Blev vraget til sidst

I 1974 stormede Tottenham mod endnu en international triumf. I UEFA Cuppens første runder blev Grasshoppers kørt over med 9-2 samlet og dernæst Aberdeen med 5-2. Gillie scorede to gange mod schweizerne. I næste runde blev Tblisi fejet af banen med 5-1 i London. Så fik FC Köln en sæk på 3-0, og endelig blev Lokomotive Leipzig overvundet med 4-1 samlet. Bill Nicholson foretrak imidlertid Ralph Coates frem for Alan Gilzean. Den da 35-årige skotte måtte fra tribunen se sine holdkammerater tabe i finalen til Feyenoord med danske Jørgen Kristensen (2-4 samlet). Mange Spursfans havde gerne set deres ”King” på banen i den sammenhæng og givet den gamle helt en værdig exit.

Læs alt om Pat Jennings her: Tottenham-ikon solgt til Arsenal – blev en af de største nogensinde

I alt blev det til 343 kampe med 93 scoringer for Tottenham. Det skotske landshold havde glæde af hovedstødsspecialisten i 22 opgør, og i disse lavede Gillie 12 kasser.

Fik problemer med alkoholisering

Spurs gav en fortjent testimonial og en fri transfer. Den udnyttede Gilzean til at smutte til Sydafrika og spille en halv sæson til en respektabel gage på 200£ om ugen (ak ja, det var dengang). Efter at have stillet støvlerne på hylden, fik skotten et stille job som kontormedarbejder i et transportfirma i Enfield.

Jobbet som professionel spiller i engelsk fodbold havde en umiskendelig tilknytning til den meget udbredte alkoholkultur. Hvis man læser den ekstremt anbefalelsesværdige bog The Glory Game af Hunter Davies, får man en unik indsigt i blandt andet denne sportens bagside.

Som tidligere nævnt var Gilzean kendt for at forekomme upåvirket af indtagelsen af selv store mængder alkohol. Men det indebar også, at han ofte var den sidste i selskabet der forlod bardisken. Da den aktive karriere var forbi og rampelyset slukket, hang de dårlige vaner ved, og konsekvenserne blev mere og mere evidente. Privatlivet begyndte at vakle, og en skilsmisse i begyndelsen af 1990’erne tog hårdt på den tidligere topspiller.

Med familiens hjælp kom han imidlertid på fode, og selv om han foretrak en tilbagetrukket og anonym tilværelse, blev han oftere og oftere en kær gæst på den gamle hjemmebane i Nordlondon, hvor han tog del i Legend’s Nights og lignende.

Alan Gilzean døde af en ondartet hjernesvulst i 2018. The King of White Hart Lane blev 79 år.