Landsholdsmålmand tog vild drejning: Ingen så det komme
Dai Davies voksede op i 1950’ernes Amman Valley i det sydlige Wales. Det var et område der var præget af fattige kår og sorte slaggerbjerge fra mineindustriens affald. Langt hovedparten af befolkningen ernærede sig ved at betjene de mørke og dybe kulminer med hakke og spade, og der var gentagne gange desperate strejker og nærmest episke, voldelige sammenstød med udkommanderede politistyrker.
Som de fleste i Ammanford talte Dai Davies det keltiske sprog, kymrisk, der er overlevet i 2000 år trods hård undertrykkelse fra romere, angelsaksere, normanner og englændere. I Ammanford spillede man ikke fodbold, men rugby, så Davies lærte i skoletiden at gribe en oval bold og holde godt fast i den. En egenskab der siden kom ham til gode, da han fik en karriere som fodboldmålmand. Davies kom altså fra “livets hårde skole” og kæmpede sig med stor vilje og målrettethed til en uddannelse som gymnastiklærer. Han havde mod, hårdhed og masser af karisma, så selv om han ikke var det mest oplagte naturtalent, så indså Swansea City, at der var muligheder i den unge mand og gav ham en kontrakt i 1969. Davies fulgte sin intuition og eventyrlyst, og prioriterede fodbolden frem for den mere sikre erhvervsvej i lærergerningen.
Evertons legendariske manager, Harry Catterick, spottede den hårdføre unge målmand i Swansea, der dengang spillede i 3. division, og købte ham til Goodison Park i 1970 for 70000£. I Everton spillede Davies 82 førsteholdskampe frem til 1977, hvor skotten George Wood definitivt fortrængte ham fra keeperpladsen. Waliseren skiftede da til Wrexham i 3. division.
Episke triumfer med De Røde Drager
Umiddelbart efter klubdegraderingen oplevede Dai Davies to massive triumfer med det walisiske landshold – på kymrisk Tîm pêl-droed cenedlaethol Cymru (Cymru betyder Wales) – hvor han midt i 70’erne afløste Leeds-keeperen Gary Sprake.
Først medvirkede Davies i 1977 til at slå England på Wembley for første gang nogensinde i walisisk landsholdsfodbolds historie. Og i 1980 lammetævede de Røde Drager englænderne med 4-1 på Racecourse Ground i Wrexham. Mange walisiske fans opfatter den dag i dag denne kamp som den største bedrift gennem tiderne for deres landshold. England kom ellers med en stærk besætning; midtbanen med Steve Coppell, Peter Barnes, Trevor Brooking og Glenn Hoddle kunne nok indgyde respekt og ærefrygt. Men Wales var ustoppelige på dagen, strålende anført af dribleren Leighton James og fighteren Terry Yorath. Og altså med Dai Davies på kassen. Fansene i Wrexham stod i timevis efter matchen og sang Land of Our Fathers.
Davies’ karriere fik en ”indian summer” da John Toschack hentede ham tilbage til Swansea i 1981. Her medvirkede den rutinerede målmand til en meriterende 6. plads i the Swans’ debutsæson i the top flight. Men han forekom ikke altid så sikker på hænderne længere, og året efter blev hans og Swanseas svanesang med en 21. plads og nedrykning. Dai spillede derefter et par sæsoner i Tranmere Rovers og rundede karrieren af i Bangor City.
Samlet opnåede han 52 landskampe for Wales og over 350 ligakampe. Der er to keepere i den walisiske landsholdshistorie, der skiller sig markant ud. Det er Neville Southall og Arsenalkæmpen Jack Kelsey. Dai Davies er, i mine øjne, den tredjestørste.
Healer og druide
Efter karrieren etablerede Davies sig som lokal medicinmand og healer i Llangollen i Nordwales, hvor den tidligere gymnastiklærer specialiserede sig i viden om urter og naturremedier, foruden pilates og kropsmassage mm. Han blev sågar officielt udnævnt til druide af den stedlige forening af barder, som holder den keltiske kultur og folklore i hævd. Så Davies var en slags walisisk pendant til Asterix’ Miraculix. Han udgav den selvindsigtsfulde selvbiografi “Cystal a’ Nhad”, hvilket betyder “Kun halvt så god som min far”.
Keeperen gik altså fra at redde bolde til at helbrede sygdomme og opretholde naturen. Han havde også en boghandel med lekture om alternativ medicin mm.
Desværre blev Davies i 2020 ramt af uhelbredelig kræft i bugspytkirtlen. Han gik bort i februar året efter og blev kun 72.
