Kommentatorer revser EM-fænomen: "Det skal stoppe"
Et helt særligt fænomen har ved sommerens EM-slutrunde i Tyskland meldt sig på banen.
Ja, bogstaveligt talt.
For baneløbere trives i massevis i vort grænseland mod syd, og til lørdagens kamp mellem Portugal og Tyrkiet, blev der registreret hele fire af slagsen.
De fleste havde samme formål, nemlig at skynde sig hen til Cristiano Ronaldo med en mobiltelefon i hånden for at få en selfie.
En tendens, der skal stoppe, mener de to kommentatorer på DR1, Andreas Kraul og Morten Bischoff.
– Det skal stoppe, lød det fra Kraul, inden det lød fra Bischoff.
– Det skal der tages hånd om.
– Håbløst, lød det fra medkommentatoren i DR1’s direkte sending af kampen.
Portugal er nu på maksimumpoint efter de første to kampe og er dermed videre som 1’er i gruppen, da Tyrkiet er eneste hold i stand til at hente dem. Det kan de dog ikke, da indbyrdes kampe indgår som en del af faktorerne ved pointlighed.
Sikkerheden på stadion er blot én af de ting, der ikke har fungeret ved slutrunden i Tyskland.
Der har også været heftig debat om behandling af pressen og kritik af banerne.
Portugal kan potentielt set ende med at blive modstander for Danmark i ottendedelsfinale, såfremt Kasper Hjulmands tropper havner på tredjepladsen.
Husk, at du sommeren over kan følge med i vores EM LIVEBLOG.


















