Klopp på jagt: Fire spillere i sigte for Red Bull
Onsdag kom det frem, at Jürgen Klopp havde landet et job som Global Head of Soccer hos Red Bull-koncernen.
Det er en stilling, han starter i fra 1. januar næste år.
Læs også: Jordan Henderson på vej mod sensationelt comeback?
Allerede nu er den 57-årige tysker dog gået i gang med sit arbejde, lyder meldingen fra El Nacional.
Han har således udset sig fire spillere og har allerede haft et to timer langt møde med FC Barcelonas sportsdirektør, Deco.
Her har han forsøgt at nå til enighed med klubben om fire spillere. Det drejer sig om Aleix Garrido, Noah Darvich, Álex Valle og Dani Rodriguez.
Red Bull har blandt andet hold i Leipzig, Salzburg og New York, som Klopp nu skal forsyne med sin ekspertise og store viden inden for fodboldfaget.
Klopp-job har skabt debat
Red Bull-koncernen er hadet af de fleste i Tyskland, og derfor har det vakt opsigt, at den tidligere Liverpool-manager har takket ja til rollen.
Ikke mindst hos Grosskreutz, der spillede for Borussia Dortmund i perioden fra 2008 til 2015. Det blev til 176 Bundesliga-kampe under Klopps ledelse.
– Jeg vågnede. Havde 30 beskeder på min telefon og tænkte: ‘hvad er der foregået?’.
– Jeg troede, jeg drømte. Så håbede jeg, det var fake news. To timer senere blev det officielt.
– Det var ret chokerende og sørgeligt. Det er på en eller anden måde endnu ikke sunket ind.
– Jeg tror ikke, at nogen forventede det. Det er meget, meget mærkeligt, og jeg kan ikke forstå det. Det er som et chok.
– Ikke desto mindre er han min ven, og jeg skylder ham en masse. Og jeg vil altid være ham taknemmelig.
Læs også: Var tæt på Liverpool-skifte: Mødtes personligt med Klopp
– Som fodboldfan mener jeg, det stinker, for at sige det mildt. Men som en ven, er jeg nødt til at acceptere, at denne beslutning er truffet. Når vi mødes, vil jeg stadig fortælle ham, hvad jeg personligt føler, at det er noget lort, at han gør sådan noget, siger Grosskreutz til podcasten Viertelstunde Fussball ifølge Bulinews.



















