Annonce
Annonce

King John: Han var Ulvenes målæder - men karrieren blev spist af skader

09.11.2026 Kl. 11:00

Sportslørdag-helt på Molineux

Dagens fødselar (76 år) er den tidligere Wolverhampton-forward, John Richards.

Richards kom fra en veluddannet familie og havde sit bagland i orden da han brød igennem på Molineux Ground som 20-årig i 1970. Wolverhampton Wanderers havde en stærk periode, og der var stenhård konkurrence om pladserne i angrebet. Den ret så koleriske manager, Bill McGarry, kunne vælge imellem Bobby Gould, Hugh Curran og legenden Derek Dougan, foruden den unge Richards, der med sin målnæse og fine teknik snart vandt en fast plads.

Bill McGarry overvandt sin ellers indædte modvilje imod Dougan, og valgte den gamle kæmpe som makker til talentet. Det var rigtigt set.

Wolves blev nummer 4 i ligaen i 1971 og kvalificerede sig til UEFA Cup turneringen. Efter sejre over bl.a. østtyske Carl-Zeiss Jena trak Ulvene Juventus i kvartfinalen. Udeopgøret i Torino blev John Richards’ kæreste minde fra en lang karriere.

Tævede Juve

I podcasten My Golden Game huskede angriberen tilbage: ”Jeg scorede ikke, men for mig var kampen en løftestang til det internationale niveau. Juventus stillede med Anastasio, Capello og tyske Helmuth Haller.

Vi manglede Mike Bailey der var ude med en skade, men i stedet spillede Danny Hegan overfor Haller. Hegan spillede sit livs kamp og pakkede tyskeren helt ned. Efter kampen i omklædningsrummet pegede nordireren på sin bukselomme og sagde; ”nå der er du, Haller”. Vi var bagud 1-0 ved pausen, men et mål af Jim McCalliog gav os en meget vigtig uafgjort”.

Bill McGarry havde lavet et genialt træk før kampen. Han tilknyttede den gamle walisiske kæmpe, John Charles, til truppen og det betød at englænderne blev modtaget i Torino med åbne arme overalt. Charles havde en gylden fortid i Juventus og var stormende populær i byen.

Stemningen mellem de engelske og italienske klubber på den tid var ellers åbenlyst fjendtlig og bitter, efter en række opgør hvor briterne havde følt sig snydt og bedraget og udsat for svinsk spil fra sydeuropæernes side. Charles, kaldet ”the Gentle Giant”, gav Wolverhamptonspillerne dét råd, at de skulle spille afventende og give alt for at opnå en uafgjort eller et knebent nederlag i Torino. Han forudså nemlig at italienerne ville spare spillere til returopgøret, fordi Juve satsede hårdt på den italienske liga. Det holdt stik. Wolverhampton sejrede 2-1 på Molineux og gik i finalen.

John Richards.

Skader obstruerede karrieren

I 1973 blev Wolves en flot nummer 5 i ligaen, og året efter vandt Ulvene Liga Cuppen med en finalesejr over Manchester City på 2-1. John Richards – nu med tilnavnet King John – scorede sejrsmålet.

Ligesom for den historiske King John, der på dansk kaldes Johan Uden Land, smuldrede tingene desværre for Richards.

Positionen som en af Englands allermest lovende spillere blev sat over styr på grund af et hav af tilbagevendende skader. De betød også at den dygtige og stilfulde centerforward blot opnåede en enkelt landskamp for England. Men hans 194 mål for Wolverhampton er kun overgået i historien af Steve Bull.

I 1983-85 afsluttede Richards karrieren med et par udmærkede sæsoner i Portugal for Maritimo.

Efter den aktive karriere har han arbejdet som direktør i forskellige sammenhænge, blandt andet i Wolverhampton Wanderers.

Læs portrættet af en anden Wolves angriber, Hugh Curran, der døde tidligere i år: Et dødsfald: Den første målscorer i Tipslørdag

Annonce