Kanonen bragede, da Danmark var kontinentets stærkeste

Anton Olsen blev født på denne dag i 1889.

Den langlemmede B.93’er er måske den mest skudstærke forward i dansk landsholdshistorie. Egentlig hed han Ole Anton Olsen, og mange steder er han anført som Anthon med ”h”, hvilket er en lidt ulogisk omskrivning af hans faktiske navn. Måske foretrak han selv h’et idet der var en oldefar som var vægter i Helsingør som vistnok stavede sit Anthon med h. Af fødselsattesten fremgår imidlertid at Antons far var værftsarbejder og familien boede i Nyboder, så knægten voksede op i et maritimt miljø hvilket gjorde at han benyttede sin uddannelse som maskinmester til ofte at stå til søs. Det bevirkede så desværre en hel del afbud til klub-og landshold, så Anton Olsens karriere blev ret fragmentarisk. Til gengæld blev den usædvanlig lang.  

Scorede mod verdens bedste

Olsen dukkede første gang op på udvalgt hold i forbindelse med den skotske klub Celtics besøg i København, i forbindelse med det årlige Idrætsstævne i slutningen af maj og begyndelsen af juni 1907. Glasgowklubben var på det tidspunkt en af verdens absolut stærkeste, med en angrebskæde der udelukkende talte berømte skotske landsholdsfolk. Nogle af dem var endda rene legender i skotsk fodboldhistorie, som fx goal-getteren Jimmy Quinn og den fabelagtige tekniker Peter Somers som blev kaldt ”Celtic’s powder monkey” fordi han gjorde krudtet klar med sit forarbejde til kanonskytterne i innertrioen.

Stævnets udvalgte danske hold besejrede sensationelt skotterne i den anden af i alt fire kampe, hvilket gav genlyd blandt fodboldfolket og ikke mindst i pressen, hvor man flittigt diskuterede om det ikke snart var på tide at DBU stillede op til officielle landskampe. I Anton Olsen mødte Celtics kanonerer en dansk angriber med et alvorligt brag i støvlen. Olsen var dog kun med i den tredje kamp af fire, hvor Stævnets hold var præget af adskillige afbud. Danskerne tabte 1-6, men Olsen imponerede og scorede det danske mål med et flot ”piv”. Det skulle blive hans vigtigste karakteristika. Olsen skød nemlig så hårdt til bolden, at tilskuere ind imellem væddede om hvorvidt han havde bly i støvlen. Ikke ufortjent fik han det udødelige tilnavn ”Kanonen”.  

Debut som 16-årig

Anton var en meget høj og slank angriber med et udmærket hovedspil, men ikke særlig hurtig. Egentlig skulle man tro at centerforward var hans naturlige plads, men han blev mest benyttet som innerwing, hvilket nok hang sammen med hans veludviklede blik for spillet, hans store bevægelighed, og måske også at hans frygtede langskud kom mere til sin ret, når der var en frontangriber der bandt fjendens forsvar og skabte plads.

I B.93 debuterede han som kun 16-årig i 1904 og spillede i løbet af sin hele 24 år lange klubkarriere sammen med fantastiske angribere som ”Fodboldkongen” Johannes Gandil, Michael ”Mikkel” Rohde, dribleren Alf Olsen og den dygtige wing Victor Klein der desværre led af lumbago og ind imellem måtte bæres lammet fra banen. 7 mesterskaber (heraf to i det landsdækkende danske mesterskab der blev spillet efter 1913), 227 kampe og 268 mål (ifølge Palle Banks Jørgensens database) fortæller historien om en uundværlig klubmand.  

Kanonen bragede i Stockholm

På landsholdet kom Anton Olsens store gennembrud ved OL i 1912 i Stockholm. Poul ”Tist” Nielsen var fraværende pga. arbejde i den første turneringskamp mod Norge (en situation som Anton Olsen også kun kendte alt for godt), og ”Kanonen” blev valgt til at spille i den lynende farlige KB’ers fravær. Som angrebsmakkere havde Olsen den uforlignelige Sophus ”Krølben” Nielsen og en anden Frem’er, slideren Hjalmar Christoffersen. Det blev en ren walkover for danskerne som legede sig til en 7-0-sejr i den i øvrigt allerførste landskamp mod nordmændene. Anton Olsen fik noget af en debut med tre scoringer. Det blev således ikke Kanonen der måtte vige pladsen i angrebet, da Tist heldigvis fik fri til den næste kamp – semifinalen mod Holland.

Hollænderne var stærke og regnedes almindeligvis for en farlig out-sider i turneringen. I London fire år forinden havde de vundet bronze og der var konstant og mærkbar progression i deres udvikling. Ligesom danskerne foretrak nederlænderne en teknisk og offensiv spillestil med hurtig boldomgang. Flere af spillerne blev i øvrigt hentet ind fra de daværende hollandske kolonier, hvilket jo er en tradition der holdt ved siden.  

Kampen blev intet mindre end et internationalt gennembrud for Anton Olsen.  

Kontinentets to bedste landshold

Semifinalen i OL-turneringen på det olympiske stadion i Stockholm stod mellem to hold der var formet af indflydelse og inspiration fra de bedste dele af det tidlige 1900-tals britiske fodboldkultur. Begge landshold ville den boldbesiddende stil med hurtige pasninger og kreative løb uden bold. Samtidig med at matchen gjaldt en plads i finalen og en mulig olympisk guldmedalje, var det også en direkte duel om at være det europæiske kontinents stærkeste nation.  

Holland havde slået værtslandet Sverige i første runde i et brag af en kamp, med 4-3 efter forlænget spilletid, og derefter Østrig i kvartfinalen med 3-1. Østrigerne regnedes også for en nation i fodboldmæssig fremgang, så det var et godt resultat af hollænderne, der gav appetit på et attentat på Danmarks status som Englands førsteudfordrer. Men semifinalen tilhørte fra starten danskerne. Centringerne flød uophørligt og nederlænderne havde mere end svært ved at sætte sit aftryk på kampen.

Efter blot 7 minutter scorede den danske centerhalf Emil ”Mille” Jørgensen fra B.93 det første danske mål. Anton Olsen fulgte derefter succesen fra Norgeskampen op med en scoring, og Poul Tist Nielsen gjorde det til 3-0 allerede inden pausen. Der havde været tale om spil til ét mål i de første 45 minutter. Holland var ikke meget bedre med i anden halvleg, heller ikke selv om danskernes iøjnefaldende svageste punkt, den desværre alt for overvægtige B.93-back, Harald Hansen, kom til at score selvmål, da han lagde bolden skævt tilbage til Sophus Hansen i det danske mål.

Århundredets mål på landsholdet

Tre minutter før tid satte Anton Olsen så et effektfuldt punktum for en fremragende dansk præstation. Kanonen tog chancen med et brag fra 30 meter og kuglen susede ind i målhjørnet til publikums undren og måben. I den officielle olympiske rapport blev det noteret at det var ”nok heldigt at den hollandske målmand, Goeben, ikke forsøgte at tage den”. Danskerne var klar til finalen med et stærkt afsæt. Holland havde reelt været totalt udspillet, men rejste sig i bronzekampen mod turneringens sensation, Finland, og tog tredjepladsen med en overbevisende 9-0 sejr.  

I OL-finalen gik det desværre mindre godt. Tist var igen fraværende, denne gang med en skade, og UK valgte den lille Axel Thufason som afløser. Måske fordi han og Anton Olsen havde et glimrende samarbejde hjemme i B.93. Thufason var – ligesom Olsen – særdeles skudstærk og opportunistisk, men han var ikke ret arbejdsom og det viste sig temmelig væsentligt i finalen mod de forsvarende olympiske mestre fra England.

Uheld afgjorde finalen

Danskerne kom nervøst og dårligt fra start, men det var ikke dét der væltede læsset. Selv om England kom foran 2-0 var kampen langt fra afgjort. Anton Olsen bragede nemlig et projektil ind bag den stærke engelske målmand, tandlægen Ronald Brebner (der desværre døde få år senere efter et sammenstød med en medspiller), og Danmark var i høj grad med i kampen igen. Det afgørende moment var da Charles Buchwald måtte forlade banen med en smertelig skulderskade. Man måtte ikke indsætte reserver, og England scorede to gange i første halvlegs slutning. Selv om finalekampen reelt var afgjort kæmpede danskerne dog heroisk videre mod overmagten, også da højre wing Oscar Nørland måtte udgå med en skade og efterlod Danmark med 9 mand mod OL-mestrene. Anton Olsen sørgede imidlertid for at landsholdet på imponerende vis kunne vinde en anden halvleg med ryggen presset op imod muren, med endnu en smuk scoring. 

Sluttede på landsholdet som 38-årig

Efter en lang og glorværdig karriere blev maskinmesteren med kanonen i støvlen en afholdt leder i sin klub, B.93. Anton Olsen nåede fortjent at vinde et sidste mesterskab i sin afskedssæson i 1927, hvor han også kom på landsholdet efter seks års fravær. Det fortæller noget om den høje klasse som Olsens generation omkring 1905-15 kom med.

Spillere som han og Poul Tist Nielsen og Michael Rohde kunne gøre sig gældende langt op i 1920’erne, selv om de var oppe imod langt yngre kræfter. I Olsens afskedskamp slog Danmark Tyskland med 3-1 på bl.a. to mål af Rohde. Da var Anton Olsen 38 år. I alt opnåede han 16 landskampe og 14 mål.

Anton døde i 1972.

Læs mere om en af tidens andre store, danske stjerner, Sophus “Krølben” Nielsen, her: Verdensrekordernes ”Krølben”