
Kan ikke spille for Liverpool: Nu udpeges Danmark som næste destination
Den 18-årige østrigske forsvarsstjerne Ifeanyi Ndukwe må ikke spille officielle kampe for Liverpool i den kommende sæson. Nu udpeges Danmark som en af de mest sandsynlige destinationer for et lejeophold.
Liverpool sikrede sig tidligere på sommeren et af Østrigs største forsvarstalenter, da de hentede 18-årige Ifeanyi Ndukwe i Austria Wien. Selvom den unge stopper har imponeret og fået masser af spilletid i englændernes preseason, er der opstået en alvorlig administrativ forhindring.
Stoppet af bureaukrati i England
Grundet de britiske regler for arbejdstilladelse kan Ndukwe ikke registreres til officielle kampe for Liverpool i den kommende sæson.
Derfor er klubbens ledelse i fuld gang med at finde den helt rigtige lejeaftale, hvor det østrigske stortalent kan fortsætte sin udvikling.
Afgørelse tæt på: Fik fri til testkamp
Ifølge det velorienterede medie The Athletic trækker det op til en hurtig afklaring.
Liverpool har modtaget stærke tilbud fra både Danmark, Portugal og Tyskland.
Fremtiden ventes med al sandsynlighed afgjort allerede i denne uge.
Ndukwe fik søndag fri fra Liverpools testkamp mod Como, hvilket kraftigt indikerer, at et skifte er oppe i omdrejninger.
Derfor sagde Randers FC nej
En af de danske klubber, der har haft muligheden, er Randers FC. Tipsbladet afslørede i sidste uge, at kronjyderne blev tilbudt Liverpool-spilleren, men at handlen gik i vasken.
Årsagen var et krav fra Liverpool om, at Ndukwe skal garanteres en betydelig mængde spilletid, og det var et krav, Randers ikke kunne strække sig til at garantere.
Dermed er døren fortsat åben for andre bejlere i Superligaen, som er klar til at give den 18-årige stopper fast spilletid på topplan.
Arsenal har fundet afløseren: Ny chef skal løfte klubbens U21-hold



















