Kæmpen John og det store svenskerbrag

Året var 1955 og rock’n roll, læderjakker og anderumper havde endnu ikke gjort sit indtog i Danmark (som på den anden side af Atlanten). Dansk eliteidræt var på et generelt stagnerende niveau, men mellemdistanceløberen Gunnar Nielsen satte verdensrekorder og modtog stor anerkendelse. Årets sportshøjdepunkt var dog indiskutabelt den traditionelle svenskelandskamp. Desværre virkede det næsten som om, at det danske fodboldlandshold efterhånden ganske ydmygt havde indfundet sig med meget middelmådige resultater. Sverige var simpelthen klart bedre. Danskerne havde ikke formået at slå svensken i 4 år, og i de seneste 12 indbyrdes prestigeopgør havde Sverige vundet de 9.

De blå-gule havde også kapret stor international hæder med sensationelle bronzemedaljer ved verdensmesterskabet i Brasilien i 1950, mens de dog var blevet overrumplet af Belgien i kvalifikationen til VM i 1954. Man tumlede ovenikøbet med planer i det svenske fodboldforbund om at begynde at benytte nationens mange professionelle verdensstjerner.

Det spinkle danske håb til dette års naboopgør i Idrætsparken knyttede sig især til samarbejdet i front mellem fodboldprofessoren Knud Lundberg, der havde samlet en hel del svenske skalpe gennem tiden, og så den purunge og meget eksplosive centerforward, Ove Andersen fra Brønshøj.

Og så havde udtagelseskomitéen valgt at sætte sin lid til den næsten 2 meter høje centerhalf, John Jørgensen fra Skovshoved, i rollen som forsvarskrumtap.

Skovshoved 1951 under Arne Sørensens ledelse. Store John Jørgensen i midten.

Blev fisket til Skovshoved

John Bent Beck Jørgensen var en stor, stærk maskinarbejder fra Korsør, som Skovshoved IF fik ”fisket” i 1949. Han var høj som et hus og meget stærk i luftspillet, og skovserne havde stor glæde af ham i de år, hvor klubben gjorde attentat på ”de gamle københavneres” monopol på det danske mesterskab. Det blev til oprykning til 1. division i 1951, en femteplads året efter og en flot andenplads i 1953. Holdet var især funderet på en levende og brandfarlig angrebskæde med folk som Poul ”Rassi” Rasmussen, Kurt Nielsen og Valdemar Kendzior, men også defensiven med John Jørgensen, hans bror Arne, Villy Schøne og den unge lovende Poul ”Løve” Andersen indgød respekt.

John Jørgensen blev udtaget til B-landsholdet i 1953, og fik hele 8 kampe på det ”næstbedste” landshold, og det er faktisk kun overgået af vejlenseren Poul Mejer, der spillede 9 B-landskampe.

I juli 1955 fik John så endelig chancen på A-landsholdet mod Island. Landsholdet blev inviteret til Nordatlanten for kun anden gang i historien og spillede en serie kampe med ret svingende resultater. Turens officielle landskamp endte dog med en sikker 4-0-sejr i Reykjavik over Islændingene. Opgøret gav debut til den purunge Brønshøjknægt, Ove ”Mælkedrengen” Andersen.

Tre måneder senere optrådte John Jørgensen for første gang i Idrætsparken. Hans konkurrent til pladsen som centerhalf på landsholdet, AB’eren Chesten Brøgger, blev skadet efter en lille halv times spil i den meget imødesete venskabskamp mod England. Jørgensen kom ind i stedet, men havde meget vanskeligt ved at kigge det engelske angrebsspil ud. Gæsternes centerforward, den senere Leeds-Godfather Don Revie, trak ned i banen som opspilsstation og ”falsk 9’er”, og det var helt ukendt på vore hjemlige breddegrader på den tid. England vandt med 5-1 og efterlod den danske defensiv godt rundforvirret.

Det danske landshold mod Sverige i 1955. Forrest: Erik Køppen, Per Henriksen og Verner Nielsen. I midten: Erik P. Jensen, John Jørgensen og Jørgen Olesen. Bagest: Jørgen Hansen, Knud Lundberg, Ove Andersen, Vagn Birkeland og Poul Pedersen.

Svensker-braget

Alligevel fik Jørgensen genvalg på pladsen i det centrale forsvar til det store Bråvallaslag mod Sverige. På sine forsvarsflanker havde han KB’s gentleman Erik Køppen og den benhårde AB’er Verner Nielsen, mens konditionsfænomenerne Jørgen Olesen og Erik Pondal Jensen dækkede det midterste midtbanerum.

Opgaven var frygtindgydende. Den skånske ”nationalhelt”, Nils-Åke Sandell, var noget af en mundfuld, og på venstrekanten rådede svenskerne over multitalentet Kurt ”Kurre” Hamrin.

Til de 50000 tilskueres udelte fryd og begejstring, bragte veteranen Knud Lundberg og den kun 18-årige Ove Andersen højst overraskende Danmark foran med et mål hver. Først udnyttede Ove Andersen med et flyvende hovedstød et godt indlæg fra den lille Næstvedspiller, bornholmeren Jørgen Hansen. Og dernæst headede Lundberg en returbold fra Sveriges berømte målmand ”Rio-Kalle” Svensson i nettet. Banens mindste spiller, Næstveds bornholmer Jørgen Hansen, hoppede frækt op og headede bolden ud af Svenssons hænder efter at denne havde grebet et hjørnesparksindlæg. Det måtte man gerne dengang. Banens højeste spiller, Knud Lundberg takkede for tilbuddet.

Svenskerne var som lammede, men rigstræneren Pepi Stroh har formentlig givet en større opsang i pausen, for de blå-gule kom ud til anden halvleg som lyn og torden. På tyve minutter scorede de to gange og producerede et væld af chancer. Verner Nielsen reddede to gange på selve målstregen og den senere superstjerne i Fiorentina, Kurt Hamrin, havde et drøn på undersiden af overliggeren.

Sporadiske danske kontraangreb gav dog et par gode muligheder. Vagn Birkeland løb en halv banelængde med to svenskere i hælene og afleverede til en helt fri Ove Andersen, der desværre sparkede bolden over mål.

Publikum sad med livet i hænderne og ventede på den afgørende tredje svenske scoring, da talentfulde Ove Andersen atter lynede. Knud Lundberg holdt klogt på bolden i et dansk kontraangreb og trak et par modstandere til sig. Pludselig centrerede ”Lund” knaldhårdt og præcist på tværs til Jørgen Hansen, der endnu en gang fik assisteret til en fri Ove Andersen. Brønshøjknægten fyrede et hårdt og fladt skud i nettet, uden chance for Rio-Kalle. Og der resterede kun 8 minutter.

Nu var det alle mand ned og forsvare føringen, men det kneb med kræfterne. Med blot 90 sekunder tilbage tog Kurt Hamrin chancen med et saksespark. Det var ikke noget man så ret tit dengang, og det kom i alt fald så meget bag på ”Sorte Per” Henriksen i det danske mål, at han ikke fik paraderne ordentligt op. Bolden smuttede mellem hænderne på Frem-keeperen, og trillede langsomt ind i kassen bag ham. Opgøret endte 3-3 og der skulle gå yderligere et tiår før landsholdet endelig langt om længe fik en sejr over svenskerne.

For John Jørgensens vedkommende var der pæn kritik i pressen efter kampen. Men den kom til at markere en kulmination på hans karriere. Året efter takkede han af i Skovshoved med en femteplads i 1. division og lagde støvlerne på hylden.

I 1970 døde John, blot 46 år gammel. Ifølge chefstatistiker Søren Brøndum Laursen faldt han død om i B.1903’s klubhus med en blodprop efter en oldboys kamp.