Ikke kun Alisson: Liverpool-stjerner har problemer
Brasiliens landstræner har bekræftet, at Alisson er ude i mindst en måned. Dermed misser han mindst otte kampe for Liverpool.
Men den brasilianske målmand er langt fra den eneste Liverpool-stjerne, som døjer med en skade lige nu.
I lørdags måtte Darwin Nuñez udgå i pausen af opgøret mod Brentford. Kort forinden var Mohamed Salah blevet skiftet ind, og lige nu har begge de offensive stjerner problemer.
Derfor er det heller ikke sikkert, at de kan deltage i aftenens opgør mod Luton i Premier League.
– Vi må se, hvordan det udvikler sig. Det er ikke noget slemt, men vi må se. Det er samme område, hvor han mærker trætheden en smule, siger Klopp om Salah ifølge The Telegraph.
På nuværende tidspunkt er det heller ikke sikkert, at Nuñez kommer til at spille mod Luton i aften.
– Hvis han var helt klar, er der ingen grund til at holde ham ude. Sådan er det. Vi må se fra dag til dag, lyder det fra Klopp.
Medie: Liverpool vil have engelsk landsholdsspiller
I forvejen bekræftede Liverpool-manageren tirsdag, at Diogo Jota er ude i flere måneder med en knæskade. Også Curtis Jones er ude, men dog ikke i lige så lang tid som portugiseren.
Derudover er Liverpool også ramt af skader til Trent Alexander-Arnold, Dominik Szoboszlai, Joël Matip, Stefan Bajcetic og Thiago Alcantara.
Herunder kan du se vores bud på, hvordan Liverpool stiller op til aftenens kamp mod Luton.
Liverpool (4-3-3): Kelleher; Bradley, Konaté, van Dijk, Robertson; Mac Allister, Endo, Gravenberch; Elliott, Gakpo, Diaz
Der er kampstart mod Luton klokken 20.30, og kampen kan ses på TV3 MAX og Viaplay.