Det er en ganske særlig form for selvpining at tænde for fjernsynet og se en VM-slutrunde, hvor ens eget landshold har formået at misse invitationen. Hele den gigantiske fodboldfest i Nordamerika kører lige nu for fulde gardiner med proppede tribuner, intense tacklinger, uventede helte og massiv mediebevågenhed, mens Brian Riemer og resten af DBU-apparatet sidder tilbage i det danske sommervejr med en lunken kop kaffe og en slet skjult følelse af akut misundelse. 

Det hele faldt som bekendt fra hinanden i Prag under den afgørende playoff-kamp mod Tjekkiet, og lad os bare være ærlige, det efterlader dansk landsholdsfodbold i et tungt vakuum. De vante, glittede floskler fra forbundet om “at se fremad” smager mest af alt af tørt pap, når man reelt er sat helt uden for indflydelse. Hvis man kigger på diverse fodbold odds, er danskerne i øjeblikket fuldstændig rykket ud af de sjove regnestykker, hvilket gør massivt ondt på den nationale selvforståelse. Men den ufrivillige pause på sofaen kan faktisk bruges til noget fornuftigt, hvis man formår at lægge landsholdstrøjen væk og analysere, hvad de succesfulde nationer rent faktisk gør rigtigt på den største scene.

Is i maven og det lange seje træk

Det absolut første, der kræves af både landstræneren og den danske offentlighed, er en monumental portion is i maven i forhold til den trup, der skal bære os videre. Det er utroligt nemt at gå i panik, kræve øjeblikkelige revolutioner og forlange hele det etablerede hierarki skiftet ud efter en mislykket kvalifikation. Sandheden er, at mange af de nye spillere, som lige nu er ved at blive sluset ind på landsholdet, for alvor rammer deres absolutte sportslige topniveau i perioden mellem 2028 og 2030. 

Det handler om at give dem de nødvendige kilometer i benene, acceptere de svingende præstationer undervejs, opbygge tyk hud mod den eksterne kritik og lade dem finde rytmen sammen over en længere periode. Det kan virke frustrerende at tale om tålmodighed, når man lige har misset det største udstillingsvindue af alle, men alternativet er et evigt kaos, hvor man konstant skifter kurs uden mål eller med.

Dødbolde som det vitale våben

Hvad man til gengæld kan og skal fikse på træningsbanen med det samme, er den nærmest fraværende skarphed på de offensive og defensive standardsituationer. Hvis vi tænker tilbage på Danmarks seneste kvalifikationskampe, var det netop her, at manglerne blev udstillet på den mest smertefulde måde. 

Vi plejede at være den nation, som modstanderne frygtede at give et unødvendigt hjørnespark i dommerens tillægstid, med den aura af fysisk overlegenhed er fuldstændig forsvundet. Ved det igangværende mesterskab ser vi hold, der avancerer i turneringen primært fordi de mestrer millimeterpræcise frispark, gennemtænkte offensive blokeringer, kyniske screeninger i feltet samt en aggressiv parathed i luftspillet. Det kræver en ekstrem detaljegrad i den daglige forberedelse – en disciplin som den danske stab åbenbart ikke har formået at knække koden til i det seneste år. Når det flydende spil på banen i perioder halter mod kompakte modstandere, bliver dødbolde det helt afgørende værktøj, der skiller succes fra fiasko.

Jagten på den tabte kontinuitet

Det leder os direkte videre til det fundamentale problem med kontinuitet, som har plaget det danske hold i ekstrem grad på det seneste. Brian Riemer har i store perioder haft hænderne bundet på ryggen af uheldige omstændigheder, hvor startopstillingen har lignet en svingdør i et travlt stormagasin. 

Truppen har været ramt af en sand epidemi af pludselige skader, svingende sygdomsforløb, unødvendige karantæner til generel formkrise hos bærende profiler. På den anden side må man også bare konstatere, at man ikke kan opbygge de automatismer, der afgør tætte internationale opgør, under så kaotiske arbejdsbetingelser. Spillerne skal kende hinandens løbemønstre i søvne og vide præcis, hvornår de skal støde frem. Det, man står tilbage med, er erkendelsen af, at et sammenspillet kollektiv næsten altid vil trumfe et hold bestående af spredte individualister, der sjældent har spillet halvfems minutter sammen. Danmark har brug for at finde en fast stamme af spillere, som får lov til at opbygge reelle relationer på banen i de kommende testkampe uden konstante nødreparationer i ellevte time.