
Hun kan måle sig med Laudrup og Simonsen - hendes meritter er i særklasse
34 år i dag
Den største danske fodboldspiller gennem tiderne? De fleste vil nok pege på Michael Laudrup eller Allan Simonsen. Peter Schmeichel og Preben Elkjær har utvivlsomt også en masse ”tilhængere” indenfor det emne. Men det er relevant at bringe en helt femte aktør ind. Pernille Harders meritter er nemlig aldeles outstanding.
Pernille Harder bliver i dag 34 år, og selv om hun muligvis stadig har gode fodbold-år i sig endnu, så er det efterhånden på den tid, hvor det er muligt at danne sig et overblik over en lang karriere. Den er uhyre fornem. Harder fremstår som intet mindre end symbolet på kvindefodboldens enorme fremgang på alle tænkelige parametre inden for (især) det seneste årti.
Som ungdomsspiller slog Pernille sine folder i midtjyske Tulstrup-Fauerholt og Ikast. Hun kom til Team Viborg som 15-årig i 2007 og derefter (i 2010) til Skovbakken.
Det var ikke svært at få øje på Pernille, der med sin lyse hårpragt, fremragende teknik og unikke spilforståelse skilte sig ud som et megatalent.
Terroriserede de tyske forsvar
Med ikke færre end 41 U-landskampe (20 mål) var man da også i DBU-regi tidligt klar over, at her var der noget næsten ufatteligt stort på vej. I 2009 debuterede hun på A-landsholdet som kun 17-årig og scorede 3 gange i en ret vild dansk 15-0-sejr over Georgien.
I sommeren 2012 tog hun springet til svensk fodbold og kom på kontrakt i Linköping. Det blev en stor succes med et mesterskab og to pokaltriumfer, og et springbræt til ”Die Wölfinnen” i Wolfsburg.
Folkevognskvinderne var komplet suveræne i ligaen. Harder vandt The Double 4 gange i træk og kom frem til to (tabte) finaler i Champions League. I 2017 kom den danske forward på andenpladsen i UEFA’s kåring af Årets Spiller i Europæisk fodbold. Året efter vandt hun hæderen. En præstation, hun gentog i 2020.
I Ballon d’Or regi opnåede Pernille Harder en andenplads i 2018. I 2021 og 2026 blev hun nummer 7. Det er ikke for meget sagt, at Pernille i årene omkring 2020 var en af verdens absolut største kvindelige fodboldstjerner. Dét år kåredes hun som verdens bedste spiller af World Soccer og de internationale statistikere i IFFHS. Desværre blev Ballon d’Or kåringen aflyst.

Titler på stribe
Siden har hun vadet i succes i sine klubber. Tre engelske mesterskaber med Chelsea og tre FA Cupper på samme antal sæsoner. Og tre tyske mesterskaber med Bayern München og to tyske pokalsejre. Pernille har således markeret sig som en formidabel talisman og nærmest garant for titler og trofæer i sine klubber. Naturligvis først og fremmest i kraft af egne evner og stærke lederegenskaber.
På listen over klubmeritter mangler kun en Champions League titel.
Individuelt er hun kåret til Årets Spiller i Danmark ikke færre end 8 gange. Hun har været topscorer i Sverige og Tyskland, og det er blevet til 87 scoringer i 175 landskampe for Danmark. Med det omdømme tåler Pernille Harder sammenligning med de største i dansk fodbolds historie.
Landsholdet
På landsholdet har Pernille repræsenteret nationen i hele 5 internationale slutrunder. Bedst gik det i 2017, hvor Danmark nåede frem til EM-finalen i Holland, men måtte se værtsnationen løbe med guldet, trods scoringer af Harder og angrebskollegaen Nadia Nadim. Nederlænderne vandt med 4-2.
Mens andre nationer er gået voldsomt frem i de senere år, er det lidt som om, at vi har haltet efter i Danmark. Men der er tegn på fremgang, ikke mindst efter at de store klubber er gået ind i kvindefodbolden med større satsninger. Det er forståeligt. For fodbold på spindesiden har et enormt og endnu uforløst potentiale.
Efter at Jacob Michelsen er blevet landstræner ligner det – set udefra – at der er kommet fornyet vitalitet og opportunisme i holdet. Med en Pernille Harder som anfører og frontkæmper er der bestemt mulighed for at markere Danmark i forbindelse med næste års VM. Om det bliver en afrunding på en fantastisk karriere, det må foreløbig stå hen i det uvisse.



















