
Historiens bedste udskiftning
Det er en kunstart for enhver træner at skifte ud således at man styrker sit hold og undlader at svække det.
Indtil 1950’erne fandtes der ikke et klart regelsæt for ind- og udskiftninger i internationale kampe.
På det danske landshold fandt den første udskiftning sted i London i 1911, da KB’eren Ivar Lykke kom på banen i stedet for skadede, debuterende målmand, Sophus Hansen. Danskerne rådede imidlertid ikke over en reservekeeper, så stopperen Svend Aage Castella måtte gå i buret. Danmark tabte – ikke uventet – med 3-0.
I OL-finalen mod England i 1912 gik AB’eren Charles Buchwald i stykker med en skulderskade i første halvleg, og der var ikke forlods truffet aftaler mellem holdenes anførere om udskiftninger, så Danmark måtte fuldføre finaleopgøret med en mand i undertal, og endda med 9 aktører til sidst, da også KB’s Oscar Nørland måtte forlade banen. Alligevel formåede danskerne at vinde anden halvleg med 1-0, men guldet gik dog til englænderne der sejrede med 4-2.
I de internordiske opgør blev det med tiden kutyme, at der måtte skiftes ud i tilfælde af skader. Den regel overtrådte svenskerne i flere tilfælde i de traditionelle arvefjendedyster, hvor man udskiftede spillere med en offday og satte en frisk 12. mand ind i stedet. Den remplacerede måtte så simulere en skade, hvilket påkaldte sig de regelrette danskeres – og sportspressens – harme.
I det hele taget er udskiftningsmomenterne altid til debat. Der er lige så mange meninger om hvem træneren bør tage ud, og hvem der skal substituere, som der er fodboldfans. Nogle gange lykkes træneren med sin plan eller intuition, andre gange ikke. Der er ikke langt imellem hædring og fordømmelse. Når en reserve kommer ind og scorer, så er træneren genial, og når det kikser, så er han en kæmpe klovn og skurk.
Den bedste og mest effektfulde ud/indskiftning i dansk landsholdshistorie må tilegnes Richard Møller Nielsen i 1992.
Elstrups kontroversielle indskiftning
I EM-slutrundens sidste og afgørende puljekamp skulle de undertippede danskere slå Frankrigs favoritter for at opnå det sensationelle avancement til turneringens semifinale.
Henrik Larsen havde, som bekendt, bragt Danmark foran med 1-0 efter blot 8 minutters spil, og siden kneb det gevaldigt for franskmændene at nedbryde den danske defensiv. Men da stjerneangriberen Jean-Pierre Papin, med en lille halv time tilbage, udlignede på en tilfældig chance efter en dødboldsituation, måtte Ricardos mandskab frem og forcere.
Tilskuerne på Malmö Stadion og hjemme foran tv-skærmene belavede sig nok på et forventeligt dansk exit. Indsatsen i gruppespillet havde såmænd været bedre end de fleste havde håbet og troet. Men måske var der et es i ærmet i slutfasen?
Det er vist ikke for meget sagt, at landstræneren på det tidspunkt nød ret begrænset opbakning i pressen og blandt ”fodboldfolket”, og hans modtræk over for den franske scoring kan nærmest karakteriseres som at lægge hovedet i løkken. Richard valgte at holdets klart mest kreative spiller, Brian Laudrup, af banen og sætte Lars Elstrup ind i hans sted. Hvad var nu det for noget? Skulle Danmark ikke skabe muligheder her til sidst? Var det smart, eller nærmere fuldkommen tåbeligt at fjerne den bedste individualist? Var det en slags ”tak for sidst” i forhold til Laudrups meget debatterede stop på landsholdet indtil for nylig?
Ricardo måtte imødese heftig kritik for sin overraskende taktiske disposition. Hvis den var gået galt, havde pressen korsfæstet ham. Det er der ingen som helst tvivl om. Men Møller Nielsen manglede ikke personligt mod. Det var ikke for ingenting, at han i sin aktive tid fik tilnavnet ”Løvehjerte”, og det var ikke kun på grund af navnesammenfaldet med den gamle korsfarerkonge.
Richard havde spottet, at Laudrup var ved at køre tør for brændstof, og satsede på, at Elstrups målnæse kunne opsnuse en tilfældig chance. Det holdt stik. På et opspil ude i højre siden med energiske Flemming Povlsen og John Sivebæk som ophavsmænd, opstod chancen. Reserven Lars Elstrup lå det rette sted og stødte kuglen i kassen bag Bruno Martini.
Føringen holdt og resten er historie.



















