Han var Englands dyreste målmand - i dag er han næsten glemt
Få rygter, transfers og breaking news direkte i dit Google-feed.
👉 Klik her og følg PLBOLD på Google nu
Phil Parkes (ikke at forveksle med Wolverhampton-keeperen af samme navn) fylder 76 år i dag.
Parkes var, med sine 191 centimeter, den højeste målmand (sammen med Manchester Citys Joe Corrigan) i den engelske liga midt i 1970’erne. I dag er en keeper med den højde jo næsten håbløst for lille til topfodbold, men dengang regnedes han for en veritabel kæmpe. Parkes var en keeper på et højt internationalt niveau med et godt vingefang og en kolossal fysisk styrke. Også reflekserne var i top, og havde han ikke konkurreret med en stribe fabelagtige målmænd i æraen (Peter Shilton, Ray Clemence og Corrigan), så havde han formentlig opnået et højt antal landskampe.
Han blev født i Sedgley i West Midlands og spillede først for Walsall, men blev så opdaget af Queens Park Rangers og udviklede sig til en kvalitetskeeper under den dygtige manager og talentudvikler, Gordon Jago. Denne gav i 1974 QPR videre til Dave Sexton, der overtog et yderst talentfuldt og velspillende mandskab på Loftus Road.
Tæt på mesterskabstriumf med QPR
Phil Parkes havde en defensiv foran sig med landsholdsspillerne Ian Gillard og Dave Clement, og med den tidligere Arsenalanfører Frank McLintock som omdrejningspunkt. På midtbanen huserede kaptajnen Gerry Francis og Terry Venables med det store overblik, sammen med multianvendelige Mick Leach og den elegante dribler Dave Thomas. Sexton medbragte fra Chelsea i John Hollins en midtbanemand der kunne løbe solen sort (han kom til at afløse den aldrende Venables) og den store stærke centerforsvarer David Webb. I angrebet stod den irske målmager Don Givens stærkt i billedet, foruden naturligvis entertaineren og naturtalentet Stan Bowles.
I sæsonen 1975-76 kom Dave Sextons mandskab flyvende fra start med 10 kampe som ubesejret. I efteråret fulgte endnu en serie med 8 opgør uden at tabe, men juleprogrammet viste sig vanskeligt. Queens Park løb ind i 4 nederlag, alle på udebane, men derefter rullede The Super Hoops potentialet helt ud. 11 sejre og 1 uafgjort betød at mesterskabet var inden for rækkevidde med kun tre kampe resterende.
Et choknederlag i Norwich kostede desværre dyrt, men to sejre over Arsenal og Leeds United indplacerede ikke desto mindre QPR på ligaens førsteplads. Dengang bar kampprogrammet desværre ofte præg af mange aflysninger hen over sæsonen grundet de ofte horrible baneforhold, så i modsætning til nu om dage afsluttede klubberne ikke sæsonen samtidig. QPR var 1 point foran Bob Paisleys Liverpool FC, der havde en kamp i hånden mod allerede degraderede Wolverhampton. Målscoren blandt de to mesterskabskandidater var næsten lige, og dengang var målkvotienten afgørende, hvilket betød at 0-0 eller 1-1 ville sende titlen til Liverpool, mens fx 2-2 ville gøre Queens Park til mestre.
Liverpools favoritter kom bagud på Molineux på et mål af Steve Kindon, og de medrejsende fans kunne se The Reds angribe mere og mere desperat. Mesterskabet tippede til QPR’s fordel indtil sent i opgøret, hvor Kevin Keegan, John Toschack og Ray Kennedy scorede de mål der var nødvendige for at tage mesterskabstrofæet. Rangers måtte nøjes med lige ved og næsten og en flot 2. plads.
Desværre ville skæbnen, at flere af stjernespillerne senere mødte en trist skæbne. Driblekongen Dave Thomas led af en øjensygdom der i dag har gjort ham helt blind. Backen Dave Clement blev pga. skader tvunget til at stoppe karrieren i 1982. Samme år blev han ramt af en depression og begik selvmord ved at drikke ukrudtsmiddel og stikke sig med en køkkenkniv. Clement blev kun 34 år. Stan ”The Man” Bowles levede i mange år med spilafhængighed og alkoholdemens.
Det blev også vanskeligt for QPR at leve op til de fremragende præstationer i 1975-76. I årene der fulgte, blev flere af profilerne solgt, og manager Sexton tog til Old Trafford for at blive chef i Manchester United.
Don Revies svig
Phil Parkes fik sin, desværre, eneste A-landskamp for England i 1974 i en venskabsmatch mod Portugal. To år senere blev han lovet en halvleg af landstræneren Don Revie, i en landskamp mod Wales, men Revie ombestemte sig undervejs i kampen og holdt Parkes ude. Den forståelige skuffelse over Revies svigt medførte, at den store keeper valgte England fra i en periode.
Efter 406 kampe for QPR blev han solgt til West Ham United i 1979 for 565000£. Det var dengang verdensrekord for en keeper.
Med The Hammers opnåede Parkes en FA Cup triumf i 1980, hvor Arsenal sensationelt blev besejret i finalen. I tredjerunde opgøret mod stærke West Bromwich Albion leverede Phil sit livs kamp og modstod et veritabelt bombardement fra Cyrille Regis og co.
I 1986 var han en sand klippe på et stærkt West Ham mandskab, under John Lyalls ledelse, der blev nummer 3 i ligaen.
Parkes er den eneste spiller i historien der har opnået flere end 400 kampe for to forskellige klubber. Han regnes almindeligvis for den bedste målmand i historien, både i QPR og WHU. Han takkede af på Upton Park i 1990 som 40-årig, og spillede et år som backup i Ipswich, hvor den tidligere chef, John Lyall var manager.
Efter den aktive karriere arbejdede Phil i mange år som målmandstræner.
