Han sænkede Barcelona i Europa - i dag fejer han gårdspladsen i Nordengland
Eric Lazenby Gates havde sin opvækst i en lille mineby i det nordengelske grevskab Durham, med det smukke navn Ferryhill. Han havde en ældre bror, Bill, der spillede for Middlesbrough.
For Eric blev det Ipswich Town der blev omdrejningspunktet for karrieren.
De gyldne Ipswich-år
Manager Bobby Robson byggede dygtigt og metodisk et meget stærkt Ipswichmandskab op i 1970’erne. Han fandt ”Little Eric”, eller ”the Ferryhill Fox” som han også kaldtes dengang, i amatørklubben Bishop’s Auckland og gav ham en kontrakt i 1973.
På det tidspunkt var Robson god i gang med at omforme en typisk midterklub til et frisk spillende potentielt tophold. Paul Cooper var en underholdende keeper med lynhurtige reflekser. Forsvaret med Mick Mills, George Burley, Allan Hunter og Kevin Beattie osede af klasse. Brian Talbot og sydafrikaneren Colin Viljoen bandt spillet sammen på midtbanen, og David Johnson og Trevor Whymark udgjorde et stærkt og lovende angreb. Eric Gates debuterede i oktober måned og fik en del indhop. Den da 18-årige angriber markerede sig med opportunisme og energisk gå-på-mod. Han var relativt lille og spinkel, men ekstremt skudstærk.
Placeringer som nummer fire i 1973 og 74, nummer tre i 1975, en sjetteplads i 1976 og igen en tredjeplads i 1977 var præstationer, der med al tydelighed viste, at Ipswich var et hold, der blev styret med sikker hånd.
I de følgende år udfoldede Robsons drenge for alvor potentialet. En stor del af holdets optimering afhang af etableringen af et nyt, stærkt centerforsvar med Terry Butcher og Russell Osman, samt ikke mindst er hvervelsen af de to hollændere Arnold Mühren og Frans Thijssen. Men mindst lige så væsentlig var holdets giftige angrebsduo bestående af Paul Mariner og Eric Gates.
Bobby Robson foretrak, ligesom sin forgænger i managerjobbet i Ipswich, Sir Alf Ramsey, at spille uden deciderede wings. Det betød, at der var god brug for en bevægelig offensiv med en fysisk stærk angriber, der kunne agere spilstation. Det var Paul Mariner i en nøddeskal. Han var usædvanlig stærk i hovedspillet. Som targetman var han ganske enkelt uforlignelig. Det satte Ipswich i stand til at vende spillet med lynets hast og fastholde bolden i egne rækker i pressede situationer.
Efter Paul Mariners ankomst til Ipswich fra Plymouth i 1976 kom Eric Gates for alvor til fadet. Desværre var han skadet da Ipswich vandt FA Cuppen i 1978 med en fortjent finalesejr på 1-0 over Arsenal. Men året efter var han flyvende da Ipswich besejrede selveste FC Barcelona i kvartfinalen i pokalvindernes Europa Cup turnering. ”Little Eric” Gates scorede begge mål i en uforglemmelig Tractor Boys sejr på 2-1 på Portman Road. Desværre for Ipswich vandt catalonerne returkampen med 1-0 og gik dermed videre på reglen om udebanemål.
Tabte mesterskabet, men vandt UEFA Cuppen
1980-81 var egentlig Ipswichs år. The Tractor Boys spillede fremragende og var ubesejret i ligaens første 14 kampe. Yderligere en stærk periode fra 20. december til den 14. marts, hvor Ipswich vandt 12 ud af 14 kampe og spillede to uafgjort, syntes at sikre mesterskabet. Men Aston Villa hagede sig fast i Ipswichs baghjul, og mod slutningen af sæsonen løb Robson og hans drenge tør for kræfter. Ipswich tabte syv af de sidste ti kampe, og Aston Villa smuttede forbi til slut.
Der var dog lidt trøst at finde i UEFA Cup turneringen, der endte med en samlet finalesejr på 5-3 over AZ Alkmaar med danske Kristen Nygaard. Angrebskonstellationen Mariner/Gates blev da ofte suppleret af skotten Alan Brazil, således at Ipswich reelt spillede med tre forwards.
Eric Gates opnåede to landskampe for England i 1980 og scorede i alt 96 mål i 345 kampe for Ipswich. Efter Bobby Robsons ansættelse som landsholdsmanager gik det tilbage for Ipswich.
Efter bronze i 1980 og to gange sølv i 1981 og 82 blev klubben kun nummer 9, 12 og 17 under Robsons efterfølger, Bobby Ferguson. Derouten var mærkbar. Eric Gates forlod East Anglia i 1985 og drog nordpå til Sunderland.
G-Force på Roker Park
Under kæmpestore Lawrie McMenemys ledelse var der lagt op til at The Black Cats skulle op i 1. division, men sådan gik det ikke. Tværtimod rykkede den gamle hæderkronede nordengelske klub ned i 3. division i 1987. Gates havde meget svært ved at finde netmaskerne og skuffelsen var til at tage og føle på.
I 1987-88 fik den nye chef, den gamle Stokespiller Denis Smith, imidlertid sammensat en stærk angrebsduo med Gates og Marco Gabbiadini. Konstellationen mindede en del om Robsons Mariner/Gates med en hovedstødsstærk targetman og en pågående andenangriber. Sunderlands entusiastiske supportere døbte duoen ”The G-force”. Little Eric scorede 19 gange og Sunderland vandt divisionen.
Efter 219 kampe og 55 mål for Sunderland skiftede Eric i 1990 til Carlisle, hvor han afrundede karrieren.
Efter en årrække som radiovært i et fodboldprogram i æteren sammen med Malcolm Macdonald og Bernie Slaven mødte Gates en sød dame der var Sunderland-fan og havde en farm i South Hetton, oppe nordpå hvor Eric oprindeligt voksede op. De giftede sig, så nu går han og hygger sig med at passe højlandskvæget og feje pladsen og den lille, sirlige vej op til gården. Og morer sig lidt når folk kører forbi og måske tænker: ”Nå, det blev der altså af måltyven Eric Gates. Gadefejer”.
