Han blev vraget til pokalfinalen - så krævede han at komme på banen og afgjorde den

82 år i dag.

Det var den 23. juni 1973. Midt i tysk fodbolds guldalder. To af Vesttysklands bedste mandskaber stod over for hinanden i DFB’s pokalfinale. Næsten 70000 tilskuere på Rhein Stadion i Düsseldorf blev vidner til et drama, der rakte langt ud over grønsværens kridtstreger. En magtkamp mellem to af de største personligheder i europæisk klubfodbold udspillede sig for åbent tæppe.

Det ene finalehold var FC Köln med Bernd Cullmann, Wolfgang Weber, Heinz Flohe, Hannes Löhr og den vidunderlige ”spielmacher”, Wolfgang Overath. På den anden banehalvdel stod Borussia Mönchengladbach med danske Henning Jensen i angrebet sammen med Jupp Heyckes. Længere tilbage på banen regerede Berti Vogts og kanonskytten Rainer Bonhoff, mens Herbert Wimmer bandt kæderne sammen. Men den indiskutabelt største stjerne sad ude på bænken. Det feterede ikon, Günther Netzer, var blevet offer for sin koleriske og magtsyge træners jalousi.

Ungdomsidol og gudbenådet tekniker

Günther Theodor Netzer var en af klodens mest idoliserede spillere. Han besad en gudbenådet sparketeknik og et nærmest overjordisk blik for spillet. Med sit lange lyse hår var han nærmest et modeideal og stormende populær, ikke mindst hos det smukke køn. Men Günther kendte sit værd. Han var ”10’er” – playmaker – om en hals. Han forlangte ultimativt, at han kunne bruge sine kræfter på at kreere. Andre måtte gøre det hårde ”rugbrødsarbejde”.

Overfor holdkammeraterne var han uhyre krævende. Enhver slinger i valsen blev prompte straffet med en verbal overhaling. Det var Netzer der bestemte. Uden for banen var han lige så karismatisk og flamboyant. Han kørte Ferrari og tog på autografturnéer. Han vidste hvordan man tjente penge på sin sport, men dyrkede ikke venskaber. Dertil var hans position i hierarkiet for ophøjet. Kongens autoritet fungerer kun, hvis han afholder sig fra at fraternisere med folket. Ligesom troldmanden fra Oz må forblive bag forhængets mystik.

De danske spillere i Gladbach, Ulrik le Fevre og Henning Jensen, kom dog fint ud af det med ”chefen”, formentlig fordi de var jordnære og aldrig forfaldt til den almene gudedyrkelse. Netzer spillede en vigtig og indflydelsesrig rolle i forhold til de to legionærer.

Synergien med Weisweiler

Netzer var, om nogen, manden bag Borussias opstigning i vesttysk fodbold. Han var stjernen da ”Die Fohlen” rykkede op i Bundesligaen i 1965, og da klubben etablerede sig blandt de bedste i Europa.

Han indgik i en tilsyneladende harmonisk synergi med den temperamentsfulde træner, Hennes Weisweiler. Denne havde held med at sammensætte et stærkt mandskab, og bygge det omkring sin ”spielmacher”. Weisweiler havde en vis forkærlighed for danske spillere og hentede Ulrik le Fevre til Bökelberg i 1969. Wingens succes banede vejen for bl.a. Henning Jensen og Allan Simonsen. De to ”Gladbach-tvillinger”, som de døbtes i den danske sportspresse, havde et vidt forskelligt forhold til træneren. Henning omstillede sig forbløffende hurtigt fra Jyllandsseriefodbold i Nørresundby til Bundesligaen og blev en mægtig succes, mens Allan var længere undervejs i sin akklimatisering. Han oplevede, i den svære begyndelse, Weisweiler som modbydeligt hård og intimiderende.

Den ambitiøse træner profiterede i høj grad af Günther Netzers geni. Gladbach blev tyske mestre i 1970 og 71 og var den største trussel mod ellers suveræne Bayern München i den hjemlige turnering.

Konflikt med ”Den Lange”

På landsholdet havde Netzer imidlertid et meget dårligt forhold til Bundestrainer Helmuth Schön. ”Den Lange” afskyede Netzers playboymanerer, og forlangte, at han bestilte mere, når han optrådte på ”Nationalelf”. Det skabte en afgrundsdyb kløft imellem de to stærke personligheder, for Netzer brød sig ikke om at bøje af, og slet ikke om at ændre indstilling og spillestil. Schön holdt midtbanegeneralen ude af landsholdet både ved VM i 1966 og 70, men i 1972 var Netzer så velspillende, at landstræneren simpelthen ikke kunne se bort fra ham i forbindelse med EM (Nations Cup).

Kvartfinalen var det klassiske opgør mod England. De to gamle krigskombattanter havde udkæmpet nogle gedigne brag i VM-finalen i 1966 og kvartfinalen i 1970. Alf Ramsey mente nok, at han vidste hvordan tyskerne skulle overvindes. Han satte sin vagthund, ”The Hatchetman” Peter Storey, til at neutralisere Netzer. Men den lyslokkede afgud overstrålede alt og alle, og iscenesatte en udklassering af fodboldens moderland, man ikke havde set magen til siden nederlagene mod Ungarn i 1953. Vesttysklands 3-1-sejr var langt i underkanten i forhold til andelen af spil og chancer.

Helmuth Schön kunne så ikke tillade sig at udelade Netzer i slutrunden, hvor han var den store strateg og til fulde levede op til kælenavnet ”Karajan”, efter filharmonikerdirigenten Herbert von Karajan. Vesttyskland tog EM-titlen med en overbevisende 3-0-sejr over Sovjetunionen.

Günther blev Årets Spiller i Vesttyskland og nummer to i Ballon d’Or, kun tre point efter Franz Beckenbauer.

Harmonien brydes

Men i Gladbach ulmede uroen. Med to så store egoer som Netzer og Weisweiler måtte der før eller siden udbryde en konflikt om ”herredømmet” i klubben. Der var kun plads til 1 hersker. Günther spillede fortsat formidabelt, men Weisweiler begyndte at nære tvivl om stjernens loyalitet. Da det, mod slutningen af sæsonen, stod klart, at Netzer ville forlade Bökelberg til fordel for Real Madrid, udbrød der åben krig. Spilfordeleren blev bænket, således også i pokalfinalen mod Köln, en match der markerede fodboldsæsonens afslutning.

Det blev en tæt og intens affære. Der var set frem til en direkte konfrontation mellem de to dygtigste 10’ere i tysk fodbold, Netzer og Wolfgang Overath, men det blev spoleret af Weisweilers fravalg. Som kampen skred frem, blev Netzer mere og mere urolig ude på bænken. Ved stillingen 1-1 i den korte pause i den forlængede spilletid, ydmygede han sig ved at gå rundt og spørge om medspillerne var trætte og ville udskiftes. Så tog han træningsdragten af og forlangte at komme på banen. Weisweiler bøjede sig modvilligt, nok ved udsigten til den heftige kritik, der ventede, hvis Gladbach tabte. Netzer afgjorde finalen 4 minutter senere med et vidunderligt mål.

Anbefalede Henning Jensen til Real

Tiden i Real Madrid blev ikke den håbede succes. Medspillerne i kongeklubben var ikke indstillede på at løbe og kæmpe for en ”doven” 10’er, og Netzer blev ret isoleret. Det blev ikke bedre da Paul Breitner kom til Madrid. De havde begge et rebelsk image, men kunne ikke være mere personligt (og politisk) forskellige. Maoisten Breitner kunne ikke fordrage sin landsmand.

Efter to år på Bernabeu forlod Netzer Real (og verdensscenen) og anbefalede Henning Jensen som sin afløser. Den aktive karriere blev afsluttet i schweiziske Grasshopper.

I årene efter etablerede Günther sig som en succesrig forretningsmand og innovativ manager i HSV.

I dag fylder han 82 år.

Du kan læse om Henning Jensens fabelagtige karriere her: Danskeren scorede et vanvittigt mål på Wembley