
Han blev solgt for 40 millioner til Premier League - så gik karrieren helt i stykker
Historien om Jores Okore er på mange måder et eventyr. Han blev født i Abidjan i det fransksprogede Côte d’Ivoire, eller Elfenbenskysten som vi siger herhjemme, og fra begyndelsen var han nærmest designeret til noget stort. Forældrene døbte ham Tetchi Jores Charlemagne Ulrich Okore, og mellemnavnet er jo den franske udgave af frankerkejseren Karl den Store. Manden der samlede det meste af Europa omkring år 800 og modstod de saracenske invasioner. Karl havde en dansk kaptajn i sin garde, Holger Danske, og det skulle vise sig, at der gemte sig en dansk landsholdskriger i den lille fyr fra Abidjan.
Familien emigrerede til Danmark i 1995 og i 2000 blev Jores dansk statsborger. Han fik sin fodboldopdragelse i B.93, men skiftede til FC Nordsjælland i 2007.
Kometkarriere
Okore viste sig at have talent for at forsvare. Han var fysisk stærk, headede godt, og havde god fart, hvilket gjorde ham vanskelig at overvinde i duelspillet. FCN gav den 18-årige stopper debut på førsteholdet i 2011, og på samme tid kom han ind omkring det danske U-21 landshold, hvor det blev til 9 kampe – uden at tabe en eneste.
I november samme år tog Morten Olsen Jores ind på A-landsholdet og gav ham debut i en testkamp mod Sverige i Parken, hvor han fik en halv time som indskifter for klubkammeraten Andreas Bjelland. Danmark vandt 2-0 på mål af Nicklas Bendtner og Michael Krohn-Dehli.
FCN vandt pokalturneringen efter en tæt og spændende finale mod FC Midtjylland (3-2).
Året efter blev Okore kåret til Årets U-21 Talent og Årets Talent i dansk fodbold. Og FC Nordsjælland gik hele vejen i Superligaen under Kasper Hjulmands ledelse, og vandt det danske mesterskab med et 2-point forspring ned til F. C. København. Han blev også udtaget til den danske EM-trup. Det kan man da kalde at gøre kometkarriere.
Jores blev udnævnt til vicekaptajn i sæsonen 2012-13, hvor FCN spillede i Champions League og vandt DM-sølvmedaljer. Det var oplagt at det fysiske pragteksemplar måtte være attraktiv for udenlandske klubber, og i sommeren 2013 fik eventyret et nyt kapitel, da Okore blev solgt til Premier League klubben Aston Villa for små 40 millioner kroner.
Eventyret gik i baglås
Det startede desværre rigtig skidt i Birmingham. Efter tre kampe for Villa blev Jores ramt af en rigtig grim knæskade, og resten af sæsonen var ødelagt. Men forsvareren kæmpede sig tilbage og spillede 26 kampe for Villa i 2014-15 og spillede 90 minutter i årets FA Cup finale på Wembley, hvor The Villains dog tabte til Arsenal. Det blev også til et comeback på landsholdet, hvilket bragte Jores’ status op på 8 landskampe i alt.
Bortset fra pokalturneringen havde klubben imidlertid en meget vanskelig sæson og var tæt på at rykke ud af PL. Året efter gik eventyret helt i baglås. Okore røg ud og ind af holdet, og der var ballade og turbulens i kulissen i klubben. Manager Remi Garde sagde op, og Okore meldte ud, at han ville væk. I august 2016 hentede F.C. København ham hjem til Danmark. Det var imødeset med store forventninger, for det er jo ikke ligefrem hverdag, at danske klubber kan få Premier League spillere på kontrakt. Men det gik desværre helt skævt. Jores havde nogle meget uheldige optrædener, hvor han forekom ude af balance. Ståle Solbakken mistede fuldkommen tilliden og troen på stopperen, og solgte ham i sommeren 2017 til AaB for omkring 4 millioner kr.
Karrieren var på et ”breaking point”. Hvis AaB ikke blev en succes, ville fremtiden se mørk ud. Men Jores spillede 3 fremragende sæsoner i Aalborg, og var to gange med til at sikre AaB plads i mesterskabsslutspillet. Desuden blev det til en (tabt) pokalfinale i 2020.
I 2021 tog Okore et sidste eventyr med tre år i kinesiske Changchun Yatai, hvorefter han rundede karrieren af i barndomsklubben B.93.
I dag er Jores træner i Ledøje-Smørum, og drømmer om at føre den gamle klub (stiftet i 1911) til et eventyr i divisionerne.


















