Archibald (Archie) Gemmill er et navn, der virkelig vækker minder. I dag fylder han 79 år.

Den lille skotske løbemaskine fik en meget svær start på karrieren. Midt i 1960’erne spillede han for hjemlandets St. Mirren, men han var uheldig med en række alvorlige skader, og der var ikke meget der tydede på, at han ville ende med at blive Europa Cup-vinder og nationens helt.

Faktisk arbejdede han i bygningsindustrien og belavede sig mere eller mindre på, at fodboldfremtiden forblev en illusion. Men sådan gik det ikke.

I 1966 blev han den historisk første (taktiske) indskiftningsspiller i skotsk fodbold, og året efter fattede Preston North End interesse for Gemmills kvaliteter, og han kom til Deepdale for 13000£.

Portrættet fortsætter efter videoen.

Clough overnattede

Archie var en lille utrættelig midtbanefighter, der kunne løbe solen sort. Men han var også klog og konstruktiv og teknisk velfunderet. I 1971 debuterede han på det skotske landshold i et 3-0-nederlag i Belgien, men senere på året tog han grundig revanche, da han scorede sejrsmålet i en fin 2-1-sejr i en EM-kvalifikationsmatch på Hampden Park over Portugal.

Danmark mødte skotterne i den samme EM-pulje uden at gøre væsen af sig. Danskerne og skotterne mødtes hele 6 gange inden for 5 år i EM- og VM-kvalifikationskampe, men Archie spillede kun en enkelt gang mod det danske landshold. Det var i Skotlands 3-1-sejr på Hampden i 1975, hvor Lars Bastrup bragte udeholdet foran, men Skotland vandt på mål af Kenny Dalglish, Bruce Rioch og Ted MacDougall.

I 1970 fik familien Gemmill fint besøg i Preston. Det var ingen ringere end engelsk fodbolds unge ”wiz kid” manager, Brian Clough, der lagde visit. Cloughs assistent i Derby County, Peter Taylor, var en mand med et sikkert øje for talent, og Taylor havde henledt Cloughs opmærksomhed på Archie.

Manageren kørte forbi og prøvede at overtale skotten til en transfer, men han nægtede. Samtalen trak ud, og Clough har utvivlsomt fået et par whisky-drinks, så han besluttede at overnatte ude i bilen. Det ville fru Gemmill imidlertid ikke høre tale om, så Clough fik gæsteværelset, og næste morgen enedes parterne minsandten om et klubskifte over morgenbordet.

I Derby afløste Gemmill fanfavoritten Willie Carlin, der var en spiller med mange af de samme kompetencer. Det blev en bragende succes. Derby spillede en fremragende gang fodbold og vandt det engelske mesterskab i 1972 for første gang i klubbens historie. Året efter gjorde Brian Clough sig så upopulær i klubbens bestyrelse, at han blev fyret, men den tidligere forsvarskrumtap, Dave Mackay, overtog managersædet og førte Derby til endnu et mesterskab i 1975.

Gemmill opnåede 324 kampe for The Rams, og i 1977 syntes hans (flotte) karriere, som 30-årig, at synge på sidste vers. Men sådan blev det langt fra.

Triumfer i Robin Hoods by

Endnu en gang kom Brian Clough på banen. Han var ved at sammensætte et uhyre spændende team i Nottingham Forest, og hentede flere af sine tidligere Derbyspillere, John O’Hare og John McGovern til Sherwoodskovens Tricky Trees. Gemmill blev vurderet færdig af Derbys manager Tommy Docherty, der solgte skotten for kun 25000£.

Forest og Derby er indbyrdes ”hadeklubber”, så det var et lidt ”forbudt skifte”, men Archie gjorde straks en kæmpe forskel. Han udgjorde en superrutineret og meget løbestærk central midtbane sammen med kaptajnen John McGovern, og Forest løb sensationelt med det engelske mesterskab som oprykker i 1978, og året efter Europa Cup turneringen for mesterhold, med en 1-0-sejr over svenske Malmö.

I 1980 var Forest atter i Europa Cup finalen, denne gang mod Hamburger SV med Kevin Keegan, men den europæiske slutkamp kom til at markere en brat og ubehagelig ende for Gemmills ophold i Nottingham.

Brian Clough havde tre potentielle startere på midtbanen og havde kun brug for to. Han lovede alle tre, at de var i opstillingen, men på kampdagen valgte han McGovern og Ian Bowyer og vragede Gemmill. Det blev den loyale fighter naturligvis ret chokeret over, men Clough satte Archie på salgslisten uden nærmere redegørelse. Gemmill var pludselig persona non grata, eller man fristes til at sige fredløs i Robin Hoods by, og sæsonen efter spillede han i Birmingham.

Skotlands VM-highlight

Jeg støttede Skotland med liv og sjæl ved VM i 1978, og ”Ally’s Army” var stærke på papiret. Med Sportslørdag-kendinge som Kenny Dalglish, Joe Jordan, Bruce Rioch, John Robertson og Kenny Burns var det berettiget at stille forventninger om en stærk præstation ved slutrunden i Argentina. Men ak. Den første kamp mod upåagtede Peru blev et mareridt.

Joe Jordan bragte ellers skotterne foran med 1-0 efter knapt et kvarters spil, men føringen blev en sovepude. Perus Cueto udlignede efter et kvikt opspil, og sydamerikanerne var ovenpå. Da Don Masson så brændte et lidt tyndt straffespark i anden halvleg, blev det et forvarsel om fiasko. Og med to fantastiske yderside-afslutninger sikrede Teofilo Cubillas sensationen.

Tartan-drengene røg fra mareridtet i Cordoba til den dybeste kulkælder. Først blev WBA’s Wee Willie Johnston blev sendt hjem som den første dopingafslørede spiller i FIFA’s slutrundehistorie, og siden forekom træner Ally MacLeod helt magtesløs og opgivende i den næste puljekamp mod Iran. Skotland fik kun 1-1 på et iransk selvmål, og holdet virkede handlingslammet.

MacLeod sagde sit job op, og det skotske fodboldforbund måtte dreje armen rundt på den storskrydende, men ikke særligt kapable landstræner, for at få ham til at indtage bænken til den sidste puljekamp mod de forsvarende viceverdensmestre fra Holland. Skotland kunne endnu gå videre med en tremåls sejr, men det skulle man være ualmindeligt optimistisk for at tro på.

Kenny Dalglish, der ellers spillede en skuffende slutrunde, bragte dog Skotland foran efter en kombination med Joe Jordan. Men Rob Rensenbrink udlignede på straffespark, og mellemrunden syntes langt væk. Men Skotland stillede med en ekstremt løbestærk midtbane med Rioch, Asa Hartford, Graeme Souness og Archie Gemmill, hvilket tydeligt bragte hollænderne i vanskeligheder.

Kort inde i anden halvleg omsatte den lille Nottingham-fighter, Archie Gemmill, et skotsk straffespark til en føring, og så tog pokker ved Gemmill. Med 22 minutter igen tog den lille midtbanemotor et formidabelt slalomløb, der var en Ingemar Stenmark værdigt, igennem nederlændernes defensiv, og loppede bolden over keeper Jan Jongbloed. Med 3-1 manglede Skotland nu kun et mål i at skabe sensationen, og the Tartan Army på lægterne fandt sækkepiberne frem.

Der gik kun tre (højspændte) minutter hvor håbet levede, så knuste Johnny Rep de britiske illusioner med et langskudsmål, som den svage skotske keeper, Alan Rough, nok burde have klaret.

3-2-sejren reddede den skotske ære, og Archie Gemmills mål står – for mig – som en af de allerbedste VM-scoringer nogensinde. Et VM-øjeblik der sidder fast på nethinden og i hukommelsen for altid.

Archie opnåede 43 landskampe for nationen. Han stoppede karrieren med et comeback i Derby 1984-86, og forsonedes derefter med Brian Clough og blev assistent i en årrække i Nottingham. I 2006 førte han det skotske U-19 landshold til en flot EM-sølvmedalje. Sønnen Scot Gemmill fik en pæn karriere i bl.a. Forest, og spillede 26 landskampe for Skotland.