Fernandes mobbet på TikTok: Ten Hag kræver undskyldning
Erik ten Hag mener, at Fulham skal gå ud at undskylde for et opslag på TikTok.
Premier League-klubben smed et klip af Fernandes, der gik i græsset efter en duel med Sasa Lukic. Her lå portugiseren i nogle få sekunder og vred sig i smerte, inden han rejste sig uden videre og løb hen til dommeren.
Fulham havde smidt komisk musik på videoen og skrevet en kort tekst ”So glad he’s ok…”. Derudover var der også tilføjet en emoji med rullende øjne.
Det fik Manchester United-manager Erik ten Hag til at lange ud efter Fulham på torsdagens pressemøde.
– Det vidste jeg ikke, men hvis de gjorde det, er det forkert. Det er bestemt ikke rigtigt af en klub at gøre sådan noget. Helt uden for skiven. Det er forkert. De skal undskylde for det, lød det fra Erik ten Hag ifølge The Athletic.
Bruno Fernandes var tvivlsom op til onsdagens FA Cup-kamp mod Nottingham Forest, og ifølge klubben var det grundet Lukic’ tackling.
Portugiseren spillede dog hele onsdagens opgør, og han endte også med at levere assisten til Casemiros scoring. Efterfølgende blev han set humpende forlade City Ground i Nottingham.
Helt grundlæggende mener ten Hag også, at dommerne skal beskytte Fernandes mere.
– Han er en meget passioneret fodboldspiller, som er meget kreativ. Han er den spiller, der skaber flest chancer i Premier League, og man ser modspillerne gå målrettet efter ham, specielt i lørdags efter han fik et slag.
– Jeg føler, at dommerne skal beskytte ham mere. De havde allerede chancen i starten af kampen, fordi det var tydeligt, at de gik efter ham.
Den hollandske manager mente desuden også, at Fernandes skulle have haft et frispark i duellen mod Lukic. Du kan se episoden i videoen øverst i artiklen.
Forlader Premier League: Skifter til Bayern München