Et hovedstød mod overliggeren kan have ændret VM-historien for altid
John Connelly var en klassisk engelsk wing. En hurtig, driblestærk individualist. “Spil jeres fløje, selv om de er sløje”, lød det taktiske mantra i årtier i engelsk fodbold (og i dansk, for den sags skyld). Wingspillet var en institution. Man gik på kompromis med fløjenes begrænsede defensive arbejde, så længe de leverede varen når de blev sat i scene.
Da England besejrede Italien i en hård dyst i Torino i 1948, i en kamp der blev regnet for at være imellem verdens to bedste på det tidspunkt, stod legendariske Stanley Matthews passiv på sin højre kant, imens englænderne blev grundigt presset ned. Det foranledigede halfbacken Henry Cockburn til desperat at råbe til sir Stan: “Se nu at få bestilt noget her!” Men Middlesbroughs geniale tekniker Wilf Mannion replicerede: “Sørg du bare for at give Stan bolden, så skal du se ham bestille noget”. Matthews fik kuglen og drev gæk med Italiens venstre back Eliani. Så meget at England vandt med 4-0.
Således var rationalet. Wings nød den luksus ikke at skulle bruge kræfterne på defensivt løbearbejde. Til gengæld forventede man at de gjorde forskellen, når man selv havde possession.
John Connelly fik sin fodboldopdragelse i talentfabrikken Burnley, og markerede sig som en fremragende højre wing af “den gamle skole”.
I 1964 købte Matt Busby og Manchester United ham for 56000£, hvilket i dag lyder helt latterligt for en landsholdsspiller, men dengang var en pæn sum.
Han debuterede for England i 1959 og spillede en række gode landskampe. Der var hård konkurrence om wingpladserne, men John fik 20 optrædener for Three Lions og scorede 7 gange. I 1966 blev han da også udtaget til VM på hjemmebane.
Ramseys dilemma
Englands landstræner, Alf Ramsey, udviklede på det tidspunkt sin udgave af 4-3-3 uden deciderede wings, noget som den engelske sportspresse betragtede med dyb indignation og forargelse. Taktikken med “the Wingless Wonders” pressede selvfølgelig rent logisk John Connelly ud af holdet.
Sagen var bare, at Ramsey tilsyneladende, helt frem til og med slutrundens første puljekamp, virkede tøvende over for realiseringen af det nye system. Han valgte faktisk en mere konservativ opstilling i Englands første VM-kamp mod Uruguay. Det gav plads til John Connelly, og også til Jimmy Greaves der var en traditionel centerforward, og ikke så arbejdsom og “vandrende” som substitutten Geoff Hurst.
Kampen blev en skuffende nullert. Greaves og Connelly blev efterfølgende droppet (Greaves skadet), og Ramsey tog den endelige beslutning og spillede sin mageløse og ”wing-løse” taktik. Men Connelly havde et hovedstød kort før tid mod sydamerikanerne der ramte overliggeren. Hvad hvis han havde scoret? Havde Ramsey så smidt ham af holdet alligevel? Havde han ændret formation oven på en 1-0-sejr i en meget vanskelig åbningskamp? Hvad var der så blevet af ”Wingless Wonders” taktikken? Havde England i det hele taget vundet VM? Spørgsmålene må forblive ubesvaret.
I de næste VM-kampe gav Ramsey spilletid til konkurrenterne Terry Paine og Ian Callaghan, men man må nok konkludere, at de to var anderledes spilletyper, mere fleksible og ekstremt energiske.
Blev fish & chips mand
Dysten mod Uruguay blev John Connellys sidste landskamp. Skotske Willie Morgan havde afløst ham i sin tid i Burnley, og Morgan kom også til at remplacere John i Manchester United.
Det blev dog ikke enden på karrieren, for Connelly agerede fortsat klassisk wing i yderligere 7 sæsoner på ligaplan. Først med stor succes i Blackburn Rovers, og derefter i Bury, som i tidernes morgen faktisk vandt den engelske FA Cup to gange. Det var dog meget længe før Connellys tid. Støvlerne røg på hylden i 1973.
Det var jo længe før lønningernes himmelflugt, og Connelly fortsatte ikke, i modsætning til mange andre ex-stjerner i fodboldbranchen som manager/coach eller scout, så han ernærede sig, efter sit karrierestop, som fish & chips mand i Brierfield. Han gik bort i 2012.
