Esbjergs hårde hund
(Hans) Viggo Jensen – blev som fodboldspiller altid kaldt Viggo – kom til verden i Skagen på denne dag i 1921.
Viggo voksede op i en fiskerfamilie, og det var på en tid, hvor livet ved Grenen var anderledes barsk og nøjsomt end nu til dags, hvor landets nordligste by er blevet et mekka for jetsettere og dyre sommerhuse.
Familien flyttede til Esbjerg for at få arbejde i fiskeindustrien, og Viggo dyrkede sin store passion – fodboldspillet – i Esbjerg fB, hvor han debuterede på førsteholdet som 17-årig i 1938.
Viggo etablerede sig som halfback af den barske slags. Han var ekstremt løbe- og nærkampstærk. Og så havde han et hårdt og præcist spark, hvilket gjorde ham til en trussel fra distancen.
Esbjerg kæmpede hårdt for adgang til dansk fodbolds fineste selskab på den tid. I 1943 nåede vestjyderne DM-semifinalen i krigsturneringen, hvor klubberne var inddelt i regionale kredse for at spare på de knappe ressourcer til transport mm. I 1945-46 blev turneringsstrukturen omlagt, og esbjergenserne blev indplaceret i 2. division.
Havde Danmark vundet guld med Viggo?
UK havde fået øje på konditionsfænomenet fra vestkysten, og Viggo fik debut på landsholdet i den første landskamp efter befrielsen i juni 1945 mod Sverige. Det var på et landshold med blot 3 spillere fra provinsen; Edmund Sørensen fra AGF og Køges Frede Jensen var de to andre. Danmark tabte ofte på kondition og udholdenhed i svenskerlandskampene, og det gjaldt også Viggos debut på Råsunda, hvor Sverige sejrede knebent med 2-1 på et sent mål. Men Viggos kampvilje og energi gjorde et stærkt indtryk på både UK, pressen og ikke mindst medspillerne. Desuden demonstrerede han fint overblik og konstruktive evner fra sin position som dét, vi i dag ville kalde defensiv midtbanespiller.
Senere på efteråret var Jensen med til at klø Norge på Ullevaal med 5-1, og fik endda scoret. Og året efter blev det til en 7-1-sejr over nordmændene i Idrætsparken. Der tegnede sig så småt muligheder for at stille et stærkt dansk OL-hold til legene i London i 1948, hvor landsholdet skulle i internationalt turneringssamkvem for første gang siden 1920.
I 1947 mistede Viggo den faste plads i halfbackkæden til AB’s terrier Ivan Jensen, der havde nogle af de samme egenskaber som esbjergenseren. Ivans klubkammerat, Knud Lundberg, var imidlertid overbevist om, at Viggo havde berettigelse på OL-holdet, og da landsholdet slog Polen med de ydmygende cifre 8-0 i Idrætsparken i juni 1948, var det med Viggo på en ny plads som centerhalf. Lundberg advokerede kraftigt for, at UK lod ham spille den centrale stopperplads i London.
OL-holdets forsvar var desværre kraftigt ramt af skader. Backerne Poul Petersen og Knud Bastrup-Birk sad udenfor, og anføreren Arne Sørensen var ”gået over” som professionel i Frankrig. Udtagelseskomitéen landede på en nødløsning med KB’eren Dion Ørnvold som centerhalf, og så blev landets to mest løbestærke halfbacks, Viggo Jensen og 93’eren K. B. Overgaard, flyttet ned på backpladserne. Det gik alt i alt fornuftigt. Danmark vandt bronzemedaljer og slog Vittorio Pozzos Italien i kvartfinalen. Men mod italienerne var det tydeligt, at Ørnvold ikke havde fysikken til at holde sydeuropæernes centerforward, Pernigo. Det kaldte på en taktisk overvejelse og ændring, når man i semifinalen stod over for Europas bedste og stærkeste frontløber, Sveriges Gunnar Nordahl.
Om Viggo Jensens styrke havde været tilstrækkeligt til at tæmme ”Bisonen” Nordahl, det får vi aldrig opklaret, men Dion Ørnvold havde sine forcer som forudseende og konstruktiv sweeper, og ikke som fysisk betonet mandsopdækker. Danmark tabte med 4-2 og svenskerne løb om hjørner med en usammenhængende dansk defensiv. At anfører Karl Aage Hansen kraftigt hæmmedes af en skade hjalp ikke på sammenhængskraften på det danske hold.
Knud Lundberg påstod stædigt, at Danmark havde vundet, hvis UK og det fodboldmæssigt ukyndige trænerteam med konditionseksperterne Ove Bøje og Aksel Bjerregaard, havde benyttet Viggo som stopper.
Første professionelle dansker i den engelske liga
Blev London kun en halv triumf for landsholdet, så blev England lykken for Viggo Jensen. Han fik arbejde i landets dengang største handels- og fiskeriby, Hull, og spillede for det stedlige 3. divisionshold. I starten som amatør, men fra 1950 som Danmarks første professionelle spiller i den engelske liga. Dermed var det naturligvis udelukket, at Viggo kunne få flere landskampe end de 15, han var noteret for.
The Tigers blev trænet af den tidligere Sunderland-legende Raich Carter. De forsøgte at få Esbjergs driblekonge, Jens Peder Hansen, på kontrakt, men trods et fremragende træningsophold blev det ikke til noget. Jens Peder havde nok urealistiske forventninger til Hulls økonomi, og stillede krav om en høj overgangssum.
Til gengæld blev Viggo lidt af en institution i klubben. Hull rykkede op i 2. division og danskeren spillede over 300 ligakampe og blev enormt populær på hjemmebanen Boothferry Park.
I 1956 vendte han hjem til Danmark og arbejdede i mange år på Esbjergværket. Han trænede Esbjerg fB og Varde IF i nogle år.
Viggo gik bort i 2005.
