Englands ”Mr. Perfect”
Bobby Moore var intet mindre end et ikon. Han styrede han det engelske landsholds defensiv i en årrække med autoritet, sublimt overblik og raffineret teknik. Med sit lyse hår lignede han en græsk halvgud, når han ligesom svævede hen over banen, læste spillet med en feltherres overblik, og satte konstruktive angreb i gang. Midt i 1960’erne var han formentlig verdens bedste forsvarsspiller.
Robert (Bobby) Frederick Chelsea Moore debuterede for West Ham United som 17-årig i 1958, i en kamp mod Manchester United som indskifter for sin mentor Malcolm Allison. Det blev starten på en enestående karriere.
West Ham implementerede i 1960’erne en poleret og æstetisk, possession-betonet tilgang, der blev klubbens kendetegn og DNA. Visionære managers som Ron Greenwood og John Lyall indså værdien i et koncept, der hyldede og dyrkede det tekniske short passing som grundelement i såvel klubbens spillestil som talentudvikling. Der blev skabt et seværdigt og populært mandskab på Boleyn Ground i 1960’erne.
Majestætisk midtpunkt
Bobby blev kåret til Årets Spiller i England 1964, i en sjælden triumfsæson for The Hammers, der vandt FA Cuppen med en finalesejr på 3-2 over Preston. Året efter sejrede West Ham endda i Europa Cup turneringen for pokalvindere ved at besejre tyske 1860 München i finalen på Wembley. Londonerne havde et talentfuldt og velspillende hold med offensive folk som Martin Peters og Geoff Hurst, og med Bobby Moore som et majestætisk omdrejningspunkt.
Moore blev landsholdsmanager Alf Ramseys naturlige valg som anfører, og styrede sin nation til dets største fodboldtriumf i historien, ved at tage VM-trofæet på hjemmebane i 1966.
Det medførte en kåring til BBC’s Sports Personality of the Year; OBE og i den årlige Ballon d’Or kåring blev det til en – for en forsvarsspiller – uhyre meriterende 4. plads.
Den forgudede forsvarsdirigent red på en bølge af anerkendelse og succes.
Celtics legendariske manager Jock Stein udtalte, at ”der burde være en lov imod ham. Han opfatter jo spillets udvikling 20 minutter før alle andre”. Konkurrenten og rivalen Franz Beckenbauer sagde, at ”Bobby er en gentleman og en ægte ven. Og den bedste forsvarer verden har set”. Intet kunne tilsyneladende stoppe Englands ”Mr. Perfect”.
Privatlivet stod imidlertid i kontrast til al den megen offentlige virak. Uden for kridtstregerne var han stille og lidt introvert. Han elskede det rolige familieliv og simple, jordnære glæder. Desuden led han fra en tidlig alder af OCD, hvilket formentlig afspejlede et dybt behov for struktur, ro og orden i tilværelsen.
Voldsom modgang og deroute
I 1970 kulminerede landsholdsheltens karriere. Han trodsede den voldsomme modgang med arrestation og fængsling på fabrikerede anklager om et juveltyveri i Bogota, og rejste sig sportsligt ved at spille et flot VM i Mexico. I Ballon d’Or kåringen blev Moore nummer 2, kun 7 point efter slutrundetopscoreren Gerd Müller. Men så fulgte derouten.
En kedelig sag der involverede trusler om kidnapning af hustruen var muligvis med til at få facaden til at krakelere. Moore var under tungt psykisk pres og præstationerne på grønsværen blev mere ujævne. På landsholdet kom der ridser i lakken med en række skuffende kampe, og pressen angreb landstræner Alf Ramsey for at være for uvillig til at skifte sin gamle garde. Moore mødte hård kritik, hvor han tidligere havde besiddet en nærmest uangribelig aura.
Three Lions missede sensationelt VM-slutrunden i Vesttyskland i 1974, blandt andet på grund af en tilbagelægningsfejl af anføreren i det engelske 2-0-nederlag i Warszawa mod Polen. Moore røg af landsholdet efter 108 optrædener for nationen, og West Ham solgte ham til Fulham efter mere end 600 kampe for The Hammers.
The Cottagers spillede sig frem til FA Cup finalen i 1974, trods status som 2. divisionsklub, og skæbnen ville, at Bobby Moore i slutopgøret på Wembley stod overfor sin hjerteklub og de gamle medspillere. Der var mange der godt kunne have undt den gamle verdensmester et sidste trofæ, men det blev West Ham der tog pokaltitlen med en 2-0-sejr.
Bobby lagde op i 1977. Han var blevet for langsom, og det gjorde ikke noget godt, at han havde oparbejdet et alkoholmisbrug. Inden støvlerne røg endegyldigt på hylden, havde Moore en kort flirt med midtjyske Herning Fremad, der lønnede den gamle elegantier med 5000 kr. pr. kamp i den danske 3. division. Det blev til 9 optrædener i 1978 – uden den store succes.
Et forsøg på at etablere sig som manager fungerede heller ikke, og som forretningsmand havde Moore ikke mere held med sig.
I 1983 blev han dømt for spirituskørsel, og året efter blev han skilt. Han kæmpede hårdt for at opretholde den personlige anseelse og private integritet. I årevis sloges han med tarmkræft uden at involvere offentligheden. Den endte med at tage livet af ham i 1993 (den 24. februar). Bobby Moore blev kun 51.
