En dansk journalist jagtede ham rundt på en parkeringsplads - frygten var simpel
Ricardo var en skudstærk og eksplosiv offensiv midtbanespiller, let genkendelig med sit karakteristiske fuldskæg, der spillede for Quilmes og Atletico de Tucuman, inden han fik et stort gennembrud i Racing Club fra byen Avellaneda. Racing er et sted med stolte traditioner og en stærk selvbevidsthed. Tilhængerne kalder klubben ”Academia”, fodboldens akademi, fordi man altid har spillet formfuldendt og intelligent teknisk fodbold – i modsætning til mange andre steder i Argentina. Den fornemste repræsentant for den seværdige og æstetiske tilgang var den højtelskede Oreste ”Harlequin” Corbatta, der henrykkede publikum med sin uovertrufne driblekunst tilbage i 1950’erne, men desværre ikke kunne tøjle sin hang til alkohol. For Ricardo Villa var Racing Club et perfekt sted at blomstre.
Villa kom med i den Cesar Luis Menottis VM-trup på hjemmebane i 1978, og medvirkede til den argentinske triumf med to indhop som reserve i den indledende runde.
Banede vejen for udlændinge i England
Kort efter VM blev Villa ”trailblazer” og en af de første sydamerikanske spillere i den engelske liga. I anden halvdel af 1970’erne blev der ændret på betingelserne for at opnå arbejdstilladelse for ikke-britiske fodboldspillere, og Tottenham Hotspur var blandt de første til at åbne sluserne. Det gav plads til hele to argentinske verdensmestre på White Hart Lane. Osvaldo ”Ossie” Ardiles og Ricardo ”Ricky” Villa kom således på lønningslisten i Tottenham i 1978.
De to argentinere var nærmest diametrale modsætninger – på og uden for banen. Osvaldo Ardiles var den elegante strateg, der aldrig missede en aflevering og placerede sig med fineste forudseende fornemmelse for spillet. Ricardo Villa var skudstærk og impulsiv, men alt andet end stabil. Uden for grønsværen var Ossie imødekommende, venlig og afbalanceret. Han integrerede sig problemfrit i det engelske samfund og tilpassede sig fodboldkulturen. I modsætning til Ricky, der sloges gevaldigt med det hele.
Villas flugt
Da Svend Gehrs i 1979 havde en interviewaftale med den skæggede angriber, og stod og ventede foran træningsanlægget, stak argentineren til almindelig forbløffelse pludselig af. En temmelig målløs Gehrs overværede Villas flugt over plankeværket – eller i alt fald i skjul bag nogle biler på anlæggets p-plads. Den danske reporter gav nu ikke op så let og fandt med sædvanlig ildhu frem til angriberens gemmested. Baggrunden var, at Ricky Villas engelsk var så ringe, at han nærmest gik i panik ved tanken om at møde pressen tete-a-tete. Det blev da også en kort og knapt så informativ samtale.
Også på banen havde Villa vanskeligt ved at opnå succes. Tottenhams spillesystem var ikke bygget op omkring hans offensive evner, og han måtte omstille sig til, at der skulle arbejdes stenhårdt i alle kampe.
Et velspillende Tottenham-mandskab kvalificerede sig til FA Cup finalen i 1981 mod Manchester City. Det blev en episk forestilling.
Rickys blændende zigzag løb på Wembley
Dysten blev jævnbyrdig, velspillet og intens. En ægte cupfinale. Manchester City så længe ud til tage trofæet, for kampens bedste spiller, den skotske venstre wing, Tommy Hutchison, havde bragt The Citizens i førerposition i første halvleg, og da der resterede godt 10 minutter så Tottenhams kræfter ud til at svinde ind. Så fik londonerne et frispark lige uden for straffesparksfeltet. Spurs’ blændende tekniker og dødboldspecialist, elegantieren Glenn Hoddle, løftede bolden i en bue over Citys forsvarende mur. Skuddet så ud til at være for blødt, og Citys lange keeper Joe Corrigan havde tydeligvis kigget afslutningen ud. Uheldigvis for de lyseblå var føromtalte Hutchison en smule desorienteret i situationen og bolden ramte ham på siden af hovedet, eller nærmest i nakken, hvorved kuglen ændrede retning og trillede ind i det lange hjørne, uden for Big Joe Corrigans rækkevidde. Tommy Hutchison, der var en vidunderlig seværdig offensivspiller, gik fra Man of the Match til tragisk skurk på et sekund.
Hvis finalekampen havde været tæt og underholdende, så blev omkampen intet mindre end et episk brag. Et festfyrværkeri af offensivt mod og bølger af angreb overfor heroisk kæmpende forsvar i begge ender. Utvivlsomt og indiskutabelt en af de bedste FA Cup finaler i historien.
Der var ikke mange der havde sat deres penge på, at Ricardo Villa ville spille sit livs kamp i en af tidernes mest spændingsmættede finaler. Men det skete. Den dag i maj 1981 brændte Villa fuldkommen Wembley af.
Ricky bragte Spurs foran med et hårdt og køligt spark fra feltets grænse i kampens indledning. Manchester svarede imidlertid igen med to scoringer af skudstærke Steve MacKenzie og angriberen Kevin Reeves (på straffespark). Men med 20 minutter igen gik manager Keith Burkinshaws Spurs-offensiv amok. Først udlignede hurtige Garth Crooks til 2-2, og derefter leverede Ricky Villa sit andet mål i opgøret efter et feberagtigt og fabelagtigt slalomløb igennem Citys forsvar. Tottenham sejrede således med 3-2 efter en mandfolkefinale, hvor ingen havde fortjent at tabe.
Krigen saboterede karrieren
Villa havde endelig erobret en fast plads – og stjernestatus – på White Hart Lane. Men ulykkeligt nok kom Falklandskrigen netop på det tidspunkt med al sin ødelæggelse. Ricky var åben modstander af det argentinske militærstyre og ønskede at fortsætte med at spille for Tottenham, men krigen gjorde det for vanskeligt at opretholde karrieren i England.
Han tog i stedet til USA og Colombia og spillede nogle år i hjemlandet for Defensa y Justicia. Samlet opnåede han 133 ligakampe for Tottenham (18 mål) og 17 landskampe (1 scoring) for Argentina.
Efter karrieren gik han ind i politik og arbejdede i perioder for argentinske klubber i forskellige ledelsesmæssige funktioner.
