Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

DR har sat EM-holdet: Gravesen blandt eksperterne

Af Morten Bruun Jørgensen
20.03.2024 Kl. 14:57

DR har nu sat det hold, som skal være med til at dække sommerens EM-slutrunde i Tyskland. 

På sin hjemmeside oplyser DR, at Josefine Høgh bliver vært på fodboldstudiet på tv, hvor blandt andre Thomas Gravesen, Flemming Povlsen og Arnela Muminovic vil være gæster. 

Når Danmark spiller vil det være med Andreas Kraul og Mikkel Bischoff som kommentatorer, og de har desuden også en række andre kampe for DR.

En anden kommentatorduo på TV bliver Henrik Liniger og den tidligere Superliga-træner Troels Bech, mens han nogle gange vil blive erstattet af Arnela Muminovic. 

DR er imidlertid langt fra kun TV, og EM-slutrunden dækkes også intenst på P4. Her vil blandt andre Thomas Loft og Morten Hausborg være værter, mens Fredrik Lindved og Kenneth Møller Pedersen kommenterer kampe i radioen. 

– Vi er meget stolte af det stærke hold af værter og eksperter, vi stiller med til EM-slutrunden, siger underdirektør i DR Nyheder Anders Kern Boje.

– Jeg glæder mig til, at vi skal være med til at skabe en fodboldfest og samle danskerne om begejstringen for fodbold, og forhåbentlig også en god turnering for det danske landshold. 

DR kommer til at holde til på havnen i Århus, hvor samtlige kampe fra slutrunden vil blive vist på storskærm. 

Allerede nu ligger det fast, at DR sender Danmarks gruppekampe mod Slovenien og Serbien, mens TV 2 har opgøret mod England. 

EM starter den 14. juni og slutter præcis en måned senere.  

Annonce