- Dorgu går direkte i startopstillingen hos United
Følg transfervinduet LIVE. KLIK HER.
Der er en forventning om, at Patrick Dorgu kommer til at gå direkte ind i startopstillingen hos Manchester United.
Sådan mener Viaplay-kommentator Niels Christian Frederiksen i hvert fald, at tingene hænger sammen. Han påpeger blandt andet, hvordan Manchester Uniteds økonomiske situation ser ud.
Det betyder nemlig, at der ikke er råd til at købe en spiller, der ikke er tiltænkt spilletid med det samme. Samtidig kommer den danske landsholdsspiller til en klub, der har store udfordringer, lyder det fra Niels Christian Frederiksen.
– Det er en kæmpe rodebutik. Det kan der ikke være nogen tvivl om. De er i en monumental krise. De er deres værste situation siden 1930/31 rent pointmæssigt. Det siger sig selv, at han ikke kommer et sted hen, hvor alt fungerer rigtig godt lige for tiden.
– Men når det er sagt, kan man ikke sige nej til Manchester United, når de ringer. I sidste ende er det en af verdens største klubber. Det er et kæmpemæssigt skridt opad på den karrieremæssige stige for Patrick Dorgu. Selvfølgelig skal han skrive under.
– Der er også god logik i det. Amorim spiller med wingbacks i en 3-4-2-1-system, og her mangler man en venstre wingback i sørgelig grad. Luke Shaw har været skadet i lang tid efterhånden, og har været skadet i flere sæsoner on/off. Tyrell Malacia har også været skadet og spiller i øvrigt ikke.
– Det vil være et vældig godt skifte både for Manchester United og Patrick Dorgu. Jeg synes, det passer rigtig godt sammen. Der er masser af perspektiv der. Det er i øvrigt også en mand, der kan spille flere positioner, som Rúben Amorim i øvrigt også sætter stor pris på.
– Han skal kunne springe ind med det samme. Det er et hold, der skriger på forstærkninger. Det tror jeg nu også, at han kan i forhold til det sørgelige materiale, Rúben Amorim råder over.
– Det, de køber, skal kunne spille med det samme. Der er ikke tid til indkøring, og det forventer jeg, at han kan, siger Niels Christian Frederiksen til Viaplay.
Læs også: Mikkel Damsgaard scorer vanvittig kontrakt
I videoen øverst i artiklen kan du høre mere fra Viaplay-kommentatoren om Patrick Dorgus kommende skifte til Manchester United.


















