Don Revie fraveg sin talentpolitik en smule og udviste godt købmandskab, da han hentede angriberen Allan ”Sniffer” Clarke fra Leicester City i 1969. Overgangssummen på 165.000 pund var britisk rekord, men Clarke var hver en penny værd. Han sikrede FA Cup-triumfen i 1972 med et velplaceret hovedstød, der overlistede Arsenals reservekeeper, Geoff Barnett. Allan Clarke blev simpelthen cremen på lagkagen i Leeds United. Den snu og dygtige goalgetter blev præcis den forward, som Revies hårdtarbejdende mandskab havde behov for i front. Med sine kliniske afslutninger udmøntede han Leeds’ fysiske over tag i kampene til sejre. Han havde næse for chancerne og fik tilnavnet the Sniffer. 

Don Revie fik Clarke på discount-løn

Don Revie fik nys om, at Clarke var villig til at skifte fra Leicester i 1969: ”Han kom hjem til mig, og han havde tydeligvis læst på lektien. Leicester gav mig 100 pund om ugen, og han spurgte, hvad der skulle til for at få mig til Leeds. Jeg bad så om ti pund ekstra om ugen, og det ville han ikke give! Han sagde, at alle hans spillere tjente det samme. Det troede jeg selvfølgelig, var sandt. Jeg skrev en toårig kontrakt med den samme løn, som jeg havde fået i Leicester. Det var der nok ikke mange spillere nu om dage, der ville have gjort … Men jeg ønskede at spille for Leeds, og resten er historie. Da jeg ankom til klubben, fandt jeg hurtigt ud af, at the Gaffer havde løjet for mig op i mit åbne ansigt. Der var spillere, der tjente mere. Jeg rendte ham dog ikke på dørene. I stedet besluttede jeg mig for at vise mit værd. Den første sæson scorede jeg 26 mål og den næste 27. Så gik jeg op og bad om en solid lønforhøjelse. Og fik den – som fortjent.”

For Leeds blev Clarke en slags creme på lagkagen, eller chokoladeovertrækket på vitaminpillen. Revies team havde et nærmest unikt sammentømret fællesskab, og på grønsværen sloges de som djævle for klub, by og bossen. Allan var måltyven der skulle opsnuse chancerne og omsætte holdets stenhårde arbejde i scoringer. Han var cool foran kassen og blev et af engelsk fodbolds helt store idoler. 

”Sniffer” spillede i alt 366 kampe for Leeds og benyttede målnæsen 151 gange. Det indplacerer ham på en tredjeplads på listen over klubbens bedste målscorere gennem tiderne. Desuden fik han 19 landskampe for England (10 mål). 

Efter den aktive karriere var Clarke manager i en årrække, blandt andet i Leeds, men med blandet succes. 

Han havde ikke færre end fire brødre, der også spillede topfodbold. 

The Clarke Five

Brødrepar i professionel topfodbold er ikke et usædvanligt fænomen. Bobby og Jackie Charlton er et af mange eksempler. Danny, Rod og Ray Wallace var endda tre brødre der spillede samtidig i 80’erne og klarede sig rigtigt pænt. Og Bob Latchford havde to brødre, Peter og Dave, der begge stod på mål i 1. divisionsregi. I ”40 Fantastiske fortællinger” har jeg selv berettet om brødrene Robledo og Baker. Men hvad med 5 styks? Det må da være en eller anden slags rekord!

Familien Clarke fra Willenhall, Staffordshire rummede ikke desto mindre hele 5 brødre, der alle spillede topfodbold i England i Sportslørdag-epoken. 

1. 1. Frank Clarke – ikke at forveksle med backen fra Newcastle og Nottingham (han hed Clark) – var den ældste. 

Han var en målfarlig centerforward der spillede for Shrewsbury, QPR, Ipswich Town og Carlisle United. I slutningen af 60’erne spillede Frank direkte imod sin yngre og mere kendte bror, Allan flere gange som Queens Park Rangers-angriber, mens denne var på kontrakt i Leicester City.

2. 2. Allan Clarke var 4 år yngre end Frank, men den af brødrene der fik den største karriere. 

”Sniffer” er omtalt i det ovenstående. 

3. 3. Derek Clarke var yderligere 4 år yngre end Allan. 

Derek var også angriber og snusede til the Top Flight i Wolverhampton Wanderers i starten af 70’erne, uden at bryde igennem. Efterfølgende havde han en udmærket karriere i Oxford United og derefter Orient (det var inden det hed Leyton).

4. 4. Kelvin Clarke var 7 år yngre end Derek, og altså 15 år yngre end den ældste bror, Frank. 

Kelvin var den eneste af de 5 fodboldbrødre, der ikke var forward, men også den mindst succesrige. Af de 5 var han også den eneste der aldrig spillede første divisionsfodbold. Det blev dog til en professionel kontrakt i Walsall, men en skade satte en stopper for karrieren i 1978 efter blot 9 ligakampe. 

5. 5. Wayne Clarke var en sand efternøler. Født i 1961 og således 19 år yngre end Frank… 

Wayne fik sin fodboldopdragelse og sit gennembrud som centerforward i Wolverhampton Wanderers, hvor han spillede knap 150 ligakampe 1978-84. Da hans kontrakt udløb måtte en særlig komité, sammensat af FA, fastsætte et passende beløb som overgangssum, da Wayne skiftede til Birmingham City (det var før Bosman-dommen). Hos the Blues havde Wayne stor personlig succes, men kunne ikke forhindre at klubben fra Englands næststørste by røg ind i en sportslig deroute. Det var derfor noget af en kærkommen chance, da Howard Kendall i slutningen af 1986-87-sæsonen overraskende kontaktede Birmingham for at købe Clarke til topholdet Everton. 

Kendall var i bekneb for en rutineret angriber, idet den skotske centerforward, Graeme Sharp, var ramt af en skade på et uheldigt og afgørende tidspunkt. Everton sloges med bysbørnene og rivalerne Liverpool FC om det engelske mesterskab, og den snu Kendall så i Wayne Clarke en mulighed for at booste sin offensiv i slutfasen. Med 5 scoringer i de sidste 10 kampe skuffede Wayne ikke forventningerne, og Everton vandt guldet.

I de næste par sæsoner udfyldte han især rollen som indskifter, men med 10 mål 27 kampe i 1987-88 gjorde den yngste bror i Clarke-klanen sig alligevel ganske pænt gældende. Efter en periode med mange skader og en rundtur i Leicester City, Manchester City, Stoke og Wolves endte Clarke karrieren på en nydelig note i tredje divisionsklubberne Walsall og Shrewsbury.

De 5 fodboldbrødre spillede på intet tidspunkt på samme hold.