Den jernhårde coach: Arsenal kunne ikke undvære ham
Don Howe blev født på denne dag i 1935.
Howe var som aktiv en solid højre back med et godt overblik. Han opnåede 23 landskampe for England, bl.a. ved VM i 1958. Senere blev han en fremtrædende coach og manager i ”Sportslørdag-epoken”.
En uventet succes-duo
I 1967 blev han assistent i Arsenal for Bertie Mee, og det makkerskab viste sig at blive en helt overvældende og uventet succes. Overvældende fordi det kulminerede med The Gunners’ Double-triumf i 1971. Uventet fordi Bertie Mee havde en ydmyg baggrund som fysioterapeut, og Don Howe var et, på det tidspunkt, ganske ubeskrevet trænerblad.
Mee var klubbens myndige og vellidte ansigt udadtil, mens Howe stod for det praktiske og det taktiske. Efter triumfen i 1971 skiltes deres veje imidlertid. Howe ønskede at fortsætte karrieren som manager, og fik job i sin gamle klub, West Bromwich Albion.
Spillertruppen i Arsenal græd tørre tårer over afskeden. Fire års samarbejde havde tæret på det indbyrdes forhold, for Howe blev hurtigt kendt og berygtet som en meget metodisk og ekstremt krævende coach, der havde spidskompetencer i fysisk træning og stram defensiv organisation. Men uden Howe på trænerbænken gik det ned ad bakke for Arsenal.
Fik chancen på Highbury
Tiden som chef i WBA blev ikke nogen dans på roser. Truppen havde indlysende offensive forcer, med spillere som Jeff Astle og Tony Bomber Brown, og Don Howes fokus på de defensive dyder harmonerede ikke rigtigt med fans og spillertrup. Howe stoppede i 1975, og først under afløserne Johnny Giles, Ronnie Allen og Ron Atkinson blev the Baggies’ potentiale efterhånden optimeret.
Don Howe bevarede dog et respektindgydende image, og virkede senere som en kompetent assistent for Jimmy Armfield i Leeds United, og efter et år i Tyrkiet hos Galatasaray blev Howe atter ansat i Arsenal under Terry Neill.
Da denne blev fyret i 1983, overtog Howe tøjlerne. Et par sæsoner som chef på Highbury fra 1983 til 86 blev ikke nogen udpræget succes. Men Don Howe fik dog introduceret flere sublime spillere af egen avl, bl.a. Tony Adams og David Rocastle.
Snerrende seniorsergent
Sideløbende med de skiftende stillinger varetog den gamle back rollen som coach og førsteassistent på det engelske landshold. Han satte sit umiskendelige præg på Englands præstationer ved EM-slutrunden i 1980 og VM i 1982.
I begge turneringer var den engelske defensiv særdeles stærk. Til gengæld kneb det med offensive input. Landstræneren Ron Greenwood forekom forbløffende famlende og modløs, mens Howe til gengæld optrådte som snerrende seniorsergent, når pressen spurgte til det bovlamme engelske angreb. Der var ingen der var i tvivl om, hvem der havde bukserne på i den konstellation.
Crazy Gang
I 1987 indledte Howe et træner/manager-samarbejde med Bobby Gould i Wimbledon, hvor den lettere militante hardhittercoach fik en stor stjerne hos den brogede Crazy Gang flok, der triumferede på Wembley med FA Cup-sejren over Liverpool i 1988. Howe spillede en afgørende rolle som indpisker, og han var så fræk at stille uret i Wembleys omklædningsrum om.
Det medførte at Wimbledons spillere kom forsinket ud til ceremonien før finaleopgøret, hvilket havde en stærk psykologisk effekt. Liverpools favoritter stod i flere minutter alene på grønsværen og ventede på opkomlingene, der altså var flabede nok til at komme dalrende. Det blev tolket som udtryk for en manglende respekt, hvad der da også smittede af på selve kampen.
Senere fortsatte Howe og Gould parløbet i QPR og Coventry City, inden Don Howe ”faldt til ro” med en tilbagevenden til Arsenal. Her fik han ansvar for talentudvikling.
Mere om Bobby Gould og Wimbledon: Skinheads, slagsmål og en FA Cup-triumf: Historien om The Crazy Gang
I 2007-08 arbejdede Howe kortvarigt for det irske fodboldforbund og anbefalede ansættelsen af Giovanni Trappatoni som landstræner. Howe havde et nært kendskab til italiensk fodbold via bijob som kommentator for engelsk tv.
En af engelsk fodbolds mest respekterede – og blandt mange spillere også frygtede – coaches, døde som 80-årig i 2012.