Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Den danske komet: Et mix af Aubameyang og Haaland

Af Jeppe Augustsen
02.12.2023 Kl. 08:00

Chidozie Obi-Martin – bedre kendt som Chido Obi.

Det var formentlig ikke mange danske fodboldfans, der kendte det navn, hvis man blev spurgt for en måneds tid siden. Men tingene ændrede sig den 18. november.

Her scorede han hele 10 mål for The Gunners i en U16-kamp mod Liverpool (Se målene her), som Arsenal vandt 14-3 – og herefter fik han enorm omtale. Ikke bare i Danmark, men i hele verden

Men hvem er denne 16-årige danske komet? Det ser vi nærmere på i denne artikel, hvor vi også har hentet ekspertviden fra det engelske.

Faktaboks

Navn: Chidozie Obi-Martin
Alder: 16 år (født den 29. november 2007)
Højde: 188 cm
Position: Angriber

I 2020 skiftede han fra KB til Arsenals akademi, og der gik ikke lang tid, før han gjorde sig bemærket på det berømte Hale End-akademi. Allerede som 14-årig fik han debut på Arsenals U18-hold.

Lidt over et år efter sin U18-debut gjorde han for sig alvor bemærket i U18-regi. Tilbage i september nettede han tre gange i en 4-0-sejr over Southampton.

En måned senere skulle han prøve sig af på endnu højere niveau. Som 15-årig blev han udtaget til en U21-kamp mod Brighton, og det endte også med en debut og blev den næstyngste i klubbens historie til at få spilletid for U21-hold – kun overgået af Ethan Nwaneri. 

Og netop Jeorge Bird (fra ovenstående opslag), som har et godt kendskab til Chido Obi, har vi haft en lille snak med omkring den talentfulde dansker. Jeorge er journalist og følger Arsenals akademihold på tætteste hold, og derfor har han naturligvis også set Chido Obi i aktion.

På U21-holdet som 15-årig

Til trods for at være den næstyngste spiller til at få spilletid har man flere gange set en U16-spiller får spilletid for U21-mandskabet, men helt normalt er det dog ikke. Sådan lyder det det fra Jeorge Bird.

– Det sker af og til. I sidste sæson var der fire U16-spillere, der spillede for U21-holdet, men det sker altså ikke ofte. Chido er også en af de yngste nogensinde, siger Jeorge Bird til PLBOLD.

Jeorge Bird kommer med sin vurdering af Chido Obis spillestil længere nede i artiklen, hvor han begrunder, hvorfor den unge angriber minder Erling Haaland.

Overhalede danske PL-stjerner efter vanvidskamp

De 10 mål mod Liverpool fik Chido Obi til at gå verden rundt. De engelske aviser gav ham nogle af de mest attraktive spaltepladser og på de sociale medier spredte præstationen sig som en steppebrand.

Det store fodboldmedie 433 delte billeder af den danske komet på diverse sociale medier og den vanvittige præstation. Det var med til at give ham medfart på Instagram.

Han gik fra at have omkring 10.000 følgere på Instagram til at – i skrivende stund – have næsten 62.000 følgere. Det er mere end eksempelvis Mathias Jensen og Christian Nørgaard.

Efter den vilde kamp forventes han at få mere spilletid for U18- og U19-holdet, spår Jeorge Bird.

– Jeg tror, at klubben var meget tilfredse med ham i den kamp (mod Liverpool, red.) og vil nu give ham flere chancer på U18 og U19.

Minder om Aubameyang og Haaland

Vi har spurgt Jeorge Bird, om han kan komme på en spiller, som Chido Obi minder om, og her kan han se fysiske ligheder med både Pierre-Emerick Aubameyang og Erling Haaland.

– Måske er han ikke helt den samme type spiller, men der er nogle ligheder med Pierre-Emerick Aubameyang, hvis man ser på hans højde og fart. Han minder også om Aubameyang ved andre aspekter, men han løber måske ikke så meget uden bold. 

Højdemæssigt er der heller ikke meget, der adskiller de to. Hvis man skal tro oplysningerne fra Transfermarkt stiger Chido Obi 188 centimeter i vejret, mens Pierre-Emerick Aubameyang er 187 centimeter høj.

– Han minder også om Haaland på nogle områder. Han venter på sine chancer, og så er han klinisk. Han er også god til at skabe rum for sig selv, lyder det fra Jeorge Bird.

Mikel Arteta har set ham an

Op til kampen mod Sevilla den 8. november fik Chido Obi mulighed for at trille bold med de store stjerner fra Arsenals førstehold.

Sammen med flere ungdomsspillere blev han indlemmet i en del af en træningssession, og det er ikke unormalt, at det sker op til en Champions League-kamp.

– Det sker oftest i slutningen af en Champions League-træningssession (træningen dagen før CL-kamp, red.). Jeg tror også, at trænerstaben lige ville vurdere ham (Chido Obi, red.), siger Jeorge Bird.

Det var efter sigende angriberens første træningssession med førsteholdet. 

De danske fodboldfans – og især danske Gunners-fans – vil følge Chido Obis udvikling tæt, og fortsætter han den enorme udvikling, er det bestemt ikke udelukket, at han en dag træder ind på græstæppet på Emirates Stadium og får sin førsteholdsdebut.

– Hvis han fortsætter denne udvikling, så er det bestemt muligt, lyder det fra Jeorge Bird.

Danmark, England eller Nigeria?

Og så er der lige landsholdsdelen, som der også bliver skrevet meget op.

Chido Obi har nemlig mulighed for at repræsentere Danmark, England og Nigeria på landsholdsniveau, og på nuværende tidspunkt ser det ud til at blive en duel mellem Danmark eller England.

Begge nationer er interesseret i at få ham i stalden. 

Han har spillet kampe for det danske U16- og U17-landshold, og i mellemtiden har han også spillet for det engelske U16-landshold. 

For det danske U17-landshold er det blevet til ni kampe og syv mål, mens han i februar i år blev noteret for to engelske U16-landskampe.

En A-landsholdskampe er formentlig et stykke ude i fremtiden, så han har god tid til at tænke over fremtiden.

Indtil da følger vi ham tæt i Arsenals ungdomsrækker, for der er ingen tvivl om, at vi kommer til at høre meget mere om ham i fremtiden.

Annonce