Annonce
Annonce

De fleste tror, Danmark debuterede ved EM i 1984 - men sandheden er en helt anden

08.08.2026 Kl. 11:28
Fredericianeren Bent Wolmar blev født på denne dag i 1937.

Wolmar spillede i AGF mellem 1962 og 66, og var således lige præcis for ung til at være med i AGF’s storhedstid. Det blev dog til en titel som pokalvinder i 1965, hvor århusianerne slog KB med 1-0 i finalen, på et mål af Karsten Petersen.

Ifølge mesterstatistikkeren Søren Brøndum Laursen spillede Bent Wolmar 107 af 110 kampe for AGF i de 5 år, han var aktiv på topplan. Det må siges at vidne om stabilitet.

AGF opnåede en 3. plads i Wolmars debutår, 1962, og fulgte op med en placering som nr. 5 året efter. I 1964 var gymnastikforeningen ganske tæt på det danske mesterskab, men sluttede 1 point efter B.1909. Sæsonen huskes nok især for den forrygende afslutning på mesterskabsduellen mellem B.1909 og KB, hvor odenseanerne vandt den allersidste kamp i turneringen i Idrætsparken over KB. Dermed kilede AGF sig ind imellem de to mesterskabsaspiranter i sidste spillerunde og fik sølv. Det skal dog siges at AGF’s målkvotient var dårligere end de to andre topholds, så et uafgjort resultat i Idrætsparken havde ikke spillet mesterskabet til Aarhus. 

EM i Spanien

1964 blev også året hvor Bent Wolmar blev udtaget til det danske EM-hold til slutrunden i Spanien (dengang Nations Cup). Forinden havde AGF’eren siddet på bænken i 5 landskampe året før. Bent havde også spillet 2 B-landskampe i 1962, heriblandt en fin 3-1-sejr over Sverige på tre mål af B.1913’eren Kjeld Petersen.

Den danske EM-slutrunde deltagelse i 1964 er nok gået lidt i glemmebogen. Ofte fremhæves EM i 1984 som dansk fodbolds første internationale slutrunde (bortset fra OL-regi). Men det passer jo ikke. 

Til gengæld er det et faktum, at landsholdet havde et næsten absurd lodtrækningsheld med sig i kvalifikationen. Man spillede dengang efter cup-systemet, og Danmark mødte efter tur Malta, Albanien og Luxembourg i de indledende runder. Der skulle endda omkamp til mod sidstnævnte for at sikre slutrundedeltagelsen. Det var i de kampe, hvor ”Vognmanden”, Ole Madsen, scorede alle de (6) danske mål i tre opgør mod storhertugdømmet. Det afstedkom også, at Luxembourgs repræsentant ved afstemningen om årets Ballon d’Or stemte på Madsen (som nr. 5). I øvrigt var Albanien oversidder i første runde, efter at Grækenland havde nægtet at møde albanerne, men Luxembourg havde præsteret det bedste resultat i den nationale historie ved at besejre Holland i 2. runde.

Ved EM i Spanien deltog de 4 kvalificerede nationer, og værterne mødte Ungarn (og vandt med 2-1 efter forlænget spilletid på et mål af stjernen Amancio), mens Danmark var chanceløse mod Sovjetunionen (0-3) i den anden semifinale. 

Bent Wolmar landsholdsdebuterede i bronzekampen mod Ungarn, hvor han afløste Esbjergs Jens Jørgen Hansen i forhold til kampen mod Sovjet. Danskerne leverede en klart godkendt indsats mod ungarerne, der dog vandt efter forlænget spilletid med 3-1. 

Siden holdt den solide forsvarer landsholdspladsen, men blev rykket over i venstre forsvarsside, i yderligere 5 kampe dét år. Danmark tabte forventeligt til Sverige (1-4), men leverede en god kamp i Idrætsparken mod Wales, med Cliff Jones, Wyn Davies og Mike England, der blev sendt hjem med et 1-0-nederlag på et mål af Ole Madsen. Det bragte midlertidigt Danmark op på 1. pladsen i VM-puljen, men desværre blev det landsholdets eneste sejr i kvalifikationen til verdensmesterskabet i England.

Det efterfølgende nederlag i Athen mod Grækenland (2-4) blev Wolmars 6. og sidste. Han sad på bænken i det sene efterårs sidste to venskabskampe mod Israel og Italien. 

Fint resultat i EC

I 1965 blev AGFblot nr. 8 i 1. division, men vandt, som tidligere omtalt, pokalturneringen. Det betød at De Hviie’ repræsenterede Danmark i Europa Cup turneringen for pokalvindere, hvor man i første runde overraskende besejrede portugiserne Vitoria Setubal. En hjemmesejr på 2-1 på mål af Kjeld Jensen og Jørn Bjerregaard, blev fulgt op af et identisk resultat på Estadio do Bonfim. Den flotte udebanesejr blev sikret af Henning Enoksen og Kjeld Jensen. I 2. runde måtte AGF neje sig for Celtic, der på det tidspunkt var ved at skabe et episk mesterhold. Skotterne måtte dog slås for det, og vandt kun med 3-0 samlet.

Bent Wolmar sluttede i AGF i 1966, under Henry Froms ledelse, med en fjerdeplads i 1. division med samme pointtal som nummer 3, KB.

Siden koncentrerede Wolmar sig om sit virke som matematik- og fysiklærer i gymnasiet.

Nyheder

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce