De Bruyne har valgt sin næste klub
Kevin De Bruyne har nu angiveligt givet grønt lys til at indlede forhandlinger med en europæisk storklub denne sommer.
Meldingen kommer fra Sky Sports, der kan fortælle, at Kevin De Bruyne har bedt sine repræsentanter om at indlede forhandlinger med Napoli.
Planen er nu, at Napoli og den belgiske midtbanespiller kan nå til enighed inden, at han drager på sommerferie.
Midtbanespilleren er færdig i Manchester City efter denne sæson, hvor ti års samarbejde ophører, når belgierens kontrakt udløber.
Det blev meldt ud for nylig, og efterfølgende har der været rygter om flere klubber, der har tilbudt ham en kontrakt.
Både Arsenal og Liverpool har efter sigende vist interesse, men det lader til at være ganske løse rygter. Mere substans lader der til at være i det seneste rygte om et skifte til Napoli.
Den italienske storklub har kurs mod mesterskabet i denne sæson og dermed en tilværelse i Champions League næste sæson.
Det skulle efter sigende tiltale Kevin De Bruyne, som heller ikke tidligere har spillet i italiensk fodbold i løbet af sin karriere.
Han startede karrieren i Belgien, inden han skiftede til Chelsea, hvorefter han drog til Wolfsburg i Tyskland. Herefter skiftede han til Manchester City og blev en af de bedste midtbanespillere nogensinde i Premier League.
Læs mange flere transferrygter lige her.