Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Dansk journalist revser PL-klub: Jeg brækker mig

Af Jeppe Augustsen
30.01.2024 Kl. 18:29

I de seneste dage har der været meget skriveri omkring Ibrahim Osman fra FC Nordsjælland og et muligt skifte til Premier League med West Ham som destination.

Men transfersagaen har udviklet sig til et sandt drama, da en agent, som ikke har licens til at agere agent for Ibrahim Osman, har indledt dialog med flere klubber – heriblandt West Ham.

Og West Ham er skurkene i denne sag. Det mener BTs transferjournalist Farzam Abolhosseini, da han talte med Transferbørsen på Discovery Plus.

Det hele handler om, at Mitch Bakkovens har ageret agent og forhandlet med West Ham, men hos DBU ligger repræsentantionsaftalen med Darryl Powell.

Derfor irriterer det Farzam Abolhosseini, at West Ham forhandler med en agent, som de ved ikke har en juridisk aftale med Ibrahim Osman.

– Det er et eller andet sted ulækkert, at West Ham er klar over, at de forhandler med en, der ikke er hans agent, og alligevel bliver de ved, siger Farzam Abolhosseini til Transferbørsen.

– Det er det, der gør, at alle antennerne stikker ud hos mig. Jeg brækker mig over at være en del af den her branche. Det er den sorte side af fodboldbranchen. Det er det, der foregår for øjnene af os lige nu.

Farzam Abolhosseini tror, at Ibrahim Osman ender i West Ham, hvor sagaen formentlig munder ud i, at de to agenter indgår en aftale om at dele udbyttet af agenthonoraret.

Mitch Bakkovens kræver efter sigende €7 millioner – svarende til 52 millioner kroner – af den samlede pakke på 186 millioner kroner, som West Ham vil betale for Ibrahim Osman.

Annonce