Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Dansk fodbolds største mandfolk

24.03.2026 Kl. 10:05

Kristian Middelboe blev født på denne dag i 1881 i Brunnby i Sverige.

Hvis man vil have indsigt i dansk fodbolds ”barndom” og hastige internationale opstigning, så er det en god idé at nærstudere historien bag de to store foregangsmænd og profiler, Johannes ”Fodboldkongen” Gandil og Kristian ”Kaptajnen” Middelboe.

Her skal det handle om sidstnævnte.

Middelboe var, sammen med den førnævnte B.93’er Johannes Gandil, dansk fodbolds helt store spiller i årene omkring århundredskiftet. Han blev anfører for KB som blot 21-årig i 1902, og forstod som en af de første indholdet af rollen som centerhalf, der var så afgørende i det gamle 2-back system.

Centerhalfen var krumtap for holdets defensiv, men samtidig central i organiseringen af det konstruktive og opbyggende spil. Han lå som en slags libero lige foran de to backs, men havde altså også en række offensive pligter. Det er ikke urimeligt at påstå at centerhalfen var holdets rygrad.

Artiklen fortsætter efter videoen.

De skotske principper

I KB spillede man konceptuelt og helt indiskutabelt efter de såkaldte ”skotske principper” der var blevet overleveret til dansk fodbolds elite i 1898 ved skotske Queen’s Parks legendariske besøg i København. Spilkonceptet indebar, at man flyttede bolden rundt med førstegangsafleveringer og så løb hurtigt i position for at modtage den igen.

Det lyder simpelt nok i dag hvor mange hold spiller possession, men dengang var det totalt banebrydende. Normen var, at man driblede bolden frem eller sparkede så langt man kunne til de tunge læderbolde. KB og ”de skotske principper” bragte en helt anderledes æstetisk tilgang til spillet. Stilfuld og samtidig effektiv. Det gjaldt om at få modstanderne til at løbe i de mønstre som kollektivets kvikke shortpassing dikterede.

Det var det enormt stimulerende i forhold til talentudviklingen, for de unge spillere lærte det hurtige, tekniske sammenspil, og at tænke fodbold. Det gav en gylden generation af purunge topspillere, der fik et meget tidligt gennembrud – ofte som 16-17-årige – og som, for en hel dels vedkommende, opnåede verdensklasse. Nogle af navnene vækker endnu i dag en vis genklang, Sophus ”Krølben” Nielsen, Poul ”Tist” Nielsen og Nils Middelboe.

Det kom selvfølgelig alt sammen det danske landshold til gode.

OL-sølv i fineste stil

I 1908, da DBU for første gang stillede op til international turneringsfodbold, chokerede danskerne de engelske OL-værter med stilsikre kombinationer og et positionsspil, der nær havde væltet de arrogante favoritter af guldskamlen. Kristian Middelboe, der for længst havde fået ærestitlen ”Kaptajnen” i folkemunde, var naturligvis anfører for dette – det allerførste – danske landshold i historien. Englands sejr i OL-finalen (2-0) var snæver og på kanten af det decideret ufortjente. Publikum på White City Stadium overgav sig og hyldede med fineste sportslige fairness de danske underdogs.

Indledende sejre på 9-0 og 17-1 over Frankrigs B- respektive A-landshold, understregede, at Danmark ikke blot havde etableret en seværdig konceptuel spillestil, men også kunne kalde sig det europæiske kontinents stærkeste landshold.

Som et kuriosum kan det tilføjes at Middelboe endnu ikke havde fået officielt dansk statsborgerskab. Det samme gjaldt hans to brødre, Nils og Einer samt målmanden Ludvig Drescher der kom fra Sønderjylland (der dengang endnu var tysk). De 4 aktører, hvoraf Einer Middelboe dog kun var reserve, var i princippet ikke internationalt spilleberettigede. Det var der heldigvis ikke så mange der gik op i dengang.

Kaptajnen anførte sit hold for fjerde og sidste gang da det danske landshold, som det første kontinentale nogensinde, formåede at besejre England. Det skete i silende regn, men foran 12000 begejstrede tilskuere på Granen på Frederiksberg i 1910.

KB 1910. Kristian Middelboe sidder i midten på et mesterhold med 10 landsholdsspillere.

Chokoladeholdet

For KB’s såkaldte Chokoladehold (3. halvleg foregik med kakao på konditori) var Kristian Middelboe det naturlige samlingspunkt. Da holdets pasningsspil efterhånden blev kalibreret, og de mange store talenter fandt ind, vandt klubben 10 mesterskaber på 17 år. Kristian Middelboe medvirkede til de 8 (6 af dem var i DBU-regi, men udelukkende for de københavnske klubber). KB stillede med 7 mand på det succesrige landshold ved flere lejligheder, en rekord der aldrig er overgået.

I årene efter den aktive karriere blev Kaptajnen en af de største lederskikkelser i dansk fodbold, bl.a. som UK-medlem, træner, formand for KB og formand for DBU og meget andet. Han holdt stædigt fast i det hæderkronede 2-back system, selv da Herbert Chapmans mere destruktive tre-back taktik gik sin sejrsgang overalt.

På mange måder havde han ret, den gamle kæmpe. Man skal primært spille på egne kvaliteter, og med en grundlæggende offensiv tilgang til spillet. I realiteten var De Skotske Principper en meget tidlig udgave af tiki-taka, og 2-back systemet havde mange ligheder med en helt moderne 4-3-3, eller 4-1-2-3. Defensivt var systemet også mere intelligent end Chapmans WM-taktik, for de to centrale backs skiftedes til at sørge for opdækning og opbakning, hvorimod tre-back opstillingen, som minimum, krævede en fysisk overlegen defensiv midtstopper for at kunne lykkes. I dansk fodbold gik man over til WM-systemet allerede i 1930’erne, men debatten om hvilken tilgang der var bedst, fortsatte langt op i tiden.

Middelboe var også en ukuelig fortaler for de gamle amatørprincipper der gennemsyrede dansk fodbold i en menneskealder. Det er let nok at skose i dag, men kursen blev dengang udstukket af en ideologisk holdning til fodbolden der rummede mange fine idealer. Eksemplificeret i KB’s to ikoniske valgsprog: ”Gør drenge til mænd, og mænd til drenge”. Og så det smukke men vanskeligt realisérbare: ”Tab og vind med samme sind”.

Selv om Kristian Middelboe ind imellem med årene blev hånet og latterliggjort for sine overbevisninger, så stod han livet igennem ved dem som en ægte Kaptajn på et urokkeligt skib. Fodboldhistorikeren Windinge Sørensen tøvede ikke med at kalde ham for ”dansk fodbolds største mandfolk”.

Kristian Middelboe arbejdede som civilingeniør på F. L. Smidth i henved 40 år. Han døde i 1965.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce