Da The Crazy Gang smadrede igennem
Den energiske og flamboyante manager, Dave Bassett, fylder i dag 82 år.
Bassett var som aktiv midtbanespiller i de relativt lavere rækker og opnåede 9 amatørlandskampe. Men han fik et uhyre markant gennembrud som manager i 1980’erne, hvor han førte Wimbledon FC fra 4. til 1. division i engelsk fodbold.
Wimbledon FC var et ret specielt fænomen. Dave Bassett overtog chefstolen i klubben i 1981. Den havde på det tidspunkt kun fire år på bagen i de professionelle divisioner, og forholdene var mildt sagt spartanske.
En helt særegen kultur
Den senere Arsenal-back Nigel Winterburn fortæller: ”Vi trænede i en park. Omklædningen foregik bag en café. Man var nødt til at tage sit kluns med ud på banen. Jeg købte mine egne støvler og tog selv mit tøj med hjem til vask. Det var fuldstændig som søndagsfodbold.” (Mark Chacksfield, Shortlist.com, 2014).
Meget hurtigt opstod en meget machopræget og antiautoritær kultur i klubben. Den var som en mellemting mellem en amerikansk studenterforening og en anarkistisk loge. Tonen var rå, og grove practical jokes var en del af hverdagen.
Winterburn: ”Der var straks alle mulige pranks. Jeg fik mine sko sømmet fast til gulvet og tigerbalsam i shortsene. Når vi spillede på udebane og overnattede på hotel, fik Dave Bassett smidt sin seng ud på gangen eller altanen – og en enkelt gang i en swimmingpool.” Angriberen Gary Blissett: ”Om morgenen løb vi en tur – uden trænerstaben – og det gik tit amok. Havde man fødselsdag, blev man overfaldet og strippet. Så måtte man løbe nøgen hjem omgivet af hundeluftere. De lokale blev hurtigt vænnet til os. ’Nå, han må have fødselsdag,’ sagde de bare.”
Stopperen Eric Black var tåbelig nok til at møde op med en taske med et emblem fra sin tidligere klub, Brighton. Medspillerne brændte den med alt indholdet og dansede om bålet, indtil brandvæsenet ankom.
Den helt særegne stemning i klubben blev yderligere komplementeret af en spillestil med masser af lange bolde og en ualmindeligt hård fysisk facon. Der blev losset igennem, både til bold og modstandere. Klubbens øgenavn The Dons blev nærmest erstattet af benævnelsen The Crazy Gang efter en gruppe engelske slapstick komikere fra 1930’erne. Der var nu ikke meget komik i at møde Wimbledon FC. Det var nærmest antifodbold med long passing og barske tacklinger. The Crazy Gang gav begrebet ”hårdt spil” en helt ny mening. Wimbledon blev klubben som alle elskede at hade.
Raketagtig opstigning i hierarkiet
På hjemmebanen Plough Lane var publikum fåtalligt, men dedikeret. Resultaterne var faktisk ganske gode. Den tidligere manager Dario Gradi havde kæmpet klubben op i 3. division, men Dave Bassett overtog et hold i problemer i 1981. Wimbledon rykkede ned i 4. division, men derefter var der konstant fremgang. To oprykninger i træk sikrede The Dons en plads i 2. division i 1984/85, og efter et års ophold dér kom så oprykningen til the top flight i 1986/87.
Det blev en overraskende succes for The Crazy Gang med det primitive spil. Dave Bassett førte sit hold helt frem til en sjetteplads, hvilket nærmest chokerede alt og alle.
Holdet var bygget op på en defensiv base med den rutinerede keeper Dave Beasant og de tårnhøje centerforsvarere Andy Thorne og Eric Young. Nigel Winterburn spillede en solid venstre back, inden han blev købt af Arsenal i 1987, og højrebacken var den lille irske landsholdsspiller Terry Phelan. På midtbanen huserede den lille aggressive Dennis Wise og ”smadremanden” over alle, den skræmmende barske Vince Jones. I front havde man et yderst klassisk angrebspar i den hærdebrede og ekstremt kompromisløse John Fashanu og den lille, tætte Terry Gibson.
Efter sjettepladsen trak Dave Bassett sig efter seks sæsoner med gigantisk fremgang og blev afløst af den rutinerede Bobby Gould.
Langtidsholdbar
Bassett tog til Watford og floppede, men derefter nød han stor succes i Sheffield United, hvor man spillede lidt ligesom i Wimbledon.
Det startede dog skidt hos The Blades, der rykkede ned i 3. division i Daves første sæson, men derefter kom der skik på sagerne, og Sheffield tog to oprykninger, ”back to back” som man siger derovre, i 1989 og 90. I 1991 kom stålbyens drenge skidt fra start med 16 kampe i træk uden sejr, men bestyrelsen troede på deres manager, og med Bassett som indpisker fightede Sheffield sig fri af nedrykningskampen og sikrede sig en plads i den nyindstiftede Premier League, hvor det blev en udmærket sæson i 1992-93, men nedrykning året efter.
I de efterfølgende år var Dave manager i Crystal Palace, Nottingham Forest, Barnsley, Leicester City og Southampton, men uden at være i stand til at kopiere den enestående succes i Wimbledon. I Forest lykkedes det at sikre en oprykning til PL i 1998, men et spilleroprør førte til hans fyring året efter.
Han var en overgang assistent i Leeds og i 2011 ansat en slags konsulent i Sheffield United. Med tre årtier i bagagen var Bassett en af engelsk fodbolds mest langtidsholdbare managers. Han var en speciel type, og hans fodboldfilosofi var ikke alles kop te, men han kunne levere resultater ud af næsten ingenting.